mar 182009
 

…så er det fordi, jeg regner med at pengene går til projekter, der på en eller anden måde

  • …har en ønsket/god form for omfordeling. Tager fra de rige og giver til de fattige. Gratis uddannelse og læge er eksempler.
  • …leverer nogle goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkelig grad gennem markedet. Kunst og kultur kunne være eksempler (f.eks. DR).
  • …giver folk de rette incitamenter til at opføre sig rigtigt fra samfundets synspunkt. Det kunne være informationskampagner eller politi.

Når pengene derimod går til at berige enkelte individer på bekostning af alle andre, så bliver jeg rigtig, rigtig skuffet over “Staten”, og min lyst til at betale skat styrtdykker. Det kan umuligt give mening for andre end nogle få modtagere fra renoveringspuljen, at man først opkræver skatter, som vi ved forvrider arbejdsmarkedet for derefter at uddele støtte til renoveringer, som vi ved forvrider byggemarkedet. [1]Der vil jo blive gennemført nogle projekter, som ellers ikke ville være blevet gennemført, uden at de har en positiv effekt for andre end modtageren af støtten.

Det er naturligvis ikke det eneste offentlige projekt, der ikke lever op til ovenstående ønsker (støtteordninger til vindmøller og bio-diesel for at tage nogle enkelte eksempler). Men vi – og speciel en “liberal” regering – bør arbejde på at afskaffe og ende sådanne projekter. Ikke opfinde nye!

Hvis man vil have gang i byggebranchen, så brug pengene på offentlige anlæg. Skoler, sygehuse, og andre ting, der på en eller anden måde kommer os til gode i stedet for alene den enkelte støttemodtager.

References

References
1 Der vil jo blive gennemført nogle projekter, som ellers ikke ville være blevet gennemført, uden at de har en positiv effekt for andre end modtageren af støtten.
 Posted by at 10:04

  5 Responses to “Når jeg betaler skat uden brok…”

  1. Jeg er langt hen ad vejen enig med Jonas. MEN hvis man endelig skal forsvare renoveringspuljen, så er der faktisk et argument:

    Markedet for renovering af private boliger er i forvejen stærkt forvredet. Hvis jeg skal hyre en håndværker i én time, så skal jeg selv gå på arbejde i over 2½ time for at betale håndværkerregningen. Ã…rsagen er naturligvis ikke, at håndværkeren får en højere løn end jeg, men derimod indkomstskatten og momsen.

    Lad os tage et eksempel: Jeg skal have udskiftet en stikkontakt. Lad os sige, at en elektriker kan klare jobbet på én time inkl. kørsel mv. Da jeg har 10 tommelfingre skal jeg bruge 2 timer på det. Lad os for nemheds skyld sige, at håndværkeren og jeg har den samme timeløn.

    Samfundsøkonomisk burde elektrikeren uden tvivl udskifte stikkontakten. Herved ville samfundet spare én times arbejde. Men på grund af skattesystemet vælger jeg alligevel selv at udskifte stikkontakten, da jeg hellere vil bøvle med en skruetrækker i 2 timer end at tage 2½ times overarbejde.

    Og hermed har I også forklaringen på, hvorfor gør-det-skidt-selv-arbejde er så udbredt i Danmark!

    Men hvad sker der så nu: Vi har fået en renoveringspulje! Nu betaler staten gladeligt 40% af håndværkerudgifterne, hvilket betyder at jeg “kun” skal arbejde i 1½ time for at betale for én times elektrikerarbejde. Derfor vælger jeg nu alligevel at få fagmanden til at skifte stikkontakten, hvilket er godt for både samfundsøkonomien, håndværkeren og mig selv.

    Helt kort kan man altså vælge at betragte renoveringspuljen som en lap på et allerede forvredet marked. Derfor tror jeg det er lidt forkert, når Jonas skriver, at puljen forvrider byggemarkedet.

    I øvrigt har de en lignende, men vist nok permanent, ordning i Tyskland, hvor privates udgifter til hushjælp mv. kan trækkes fra i skat. Og tidligere har vi jo også selv haft hjemmeservice-ordningen.

  2. Er problemet med dit argument ikke, at det gælder på alle markeder? Alt i Danmark er beskattet (på nær billetter til persontransport – som Skattekommissionen foreslog blev rettet – og få andre ting).

    Dit argument kan man jo bruge til at give tilskud til nye biler, massage, personlige trænere osv. Og så skulle vi i sidste ende hæve skatterne for at finansiere alle tilskudene… I stedet for at sænke dem, så tilskudene var mindre nødvendige.

    Dit “gør-det-skidt-selv-arbejde” kan jo lige så vel bruges på de danske madvaner. Vi laver alt for meget mad selv.

    Så jeg fastholder – som vi er enige i – at det er en yderst dårlig idé, som der ikke er nogle gode argumenter for.

  3. Du har selvfølgelig ret i, at staten med renoveringspuljen får et betydeligt mindre provenue fra markedet for renovering af private boliger. Godt nok lapper man på et forvredet marked (min pointe i kommentar #1), men samtidig mister staten et provenue, som kunne være blevet brugt til fornuftige ting som fx uddannelse, veje eller kultur (din pointe i kommentar #2).

    Og et eller andet sted skal de penge jo komme fra!

    Men man kan argumentere for, at netop serviceydelse til private er et rigtigt dumt sted at have en høj beskatning. Det skyldes, at forbrugerne på dette marked er meget følsomme over for prisen: Hvis prisen efter skat på fx rengøring bliver for høj, så gør vi rent selv (eller får det gjort sort…). Derfor vil en høj skat på rengøring eller håndværkere få aktiviten til at falde ganske meget, hvilket er skidt for både samfundsøkonomien og statskassen.

    Omvendt forholder det sig med andre markeder, fx biler. Her kan man have en ret høj skat, uden at det går voldsomt ud over bilsalget. Så derfor er en bilskat en bedre måde at kradse pengene til velfærdsstaten ind på.

    Så jeg fastholder, at renoveringspuljen er en dårlig idé, som der dog alligevel findes nogle gode argumenter for!

  4. Jeg tror det bedste argument er, at håndværkerne har en stærkere lobby end kokke, fitness-instruktører, mekanikere, viceværter osv. Jeg kan altså ikke se, hvorfor markedet for byggehåndværk skulle være mere forvredet end de andre markeder.

    Og så har vi nok kogt diskussionen ned til, om argumentet er godt nok, til at kunne anvendes for renoveringspuljen 😉

  5. Hvis argumentet er godt nok, burde man i øvrigt have indført det for lang tid siden og ikke have ventet til man skulle have nogle håndværkere i arbejde…

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

Subscribe without commenting