Får lavere kontanthjællp folk i arbejde?

Hvad har nedskæringen i konthjælp at gøre med strengere straffe for lovovertrædelser?

I fredagens udgave af Politiken, blev der sat stor fokus på Regeringens forslag om, at ægtefæller på kontanthjælp skal have mindst 300 timers ordinært arbejde i løbet af to år – ellers bortfalder den enes støtte. Forslaget er ment som en ‘hjælp’ til folk på langvarig kontanthjælp til at komme i arbejde.

Jeg skal her ikke tage politisk stilling til forslaget (thi dertil ved jeg simpelthen for lidt om hvor meget det hjælper, og hvor hårdt det rammer), men jeg vil gerne give en lidt bredere indsigt, end den Politiken bidrager til.

For SamfundsplanlæggerenBetegnelsen Samfundsplanlæggeren er ofte brugt i økonomi, som betegnelse for en person, der ønsker (og har magt til) at indrette samfundet bedst muligt. er der to sider i denne sag. For det første vil han gerne have, at det skal kunne betale sig at arbejde. For det andet skal folk, der vitterligt ikke kan få et arbejde, sikres en nogenlunde tilværelse. At øge kravene for, hvornår man kan få kontanthjælp vil alt andet lige få flere folk i arbejde.
Det vil sige, hvis en person ligger på grænsen, hvor han overvejer, om det kan betale sig at få et fast arbejdeHer tænker jeg ikke kun på, om det kan betale sig økonomisk. Det kan det sandsynligvis ofte. Jeg tænker også på personens hang til at sidde på en bænk med en pose øl, eller hvad ved jeg. Det vigtigste er, at han er et grænsetilfælde – er på kontanthjælp, men overvejer seriøst at finde et job., vil en stramning af reglerne/nedsættelse af kontanthjælpen føre til, at han får det sidste skub til at få et arbejde. Manden taber altså ikke meget ved indførelsen af de skrappere regler. Han begynder at arbejde, og går minimalt ned i nytte.Sandsynligvis vil han gå op i indkomst, men ned i fritid. Til gengæld vinder samfundetSparet understøttelse plus man får skat ind fra de nye i arbejde., så alt i alt er vi som samfund bedre stillet – hvis vi kun kigger på denne side af sagen!
Desværre vil der stadig være nogen, som ikke kan få et job. Disse personer vil tabe på den lavere kontanthjælp, da de stadig ikke har mulighed for (eller stadig ikke ønsker) at få sig et job. Derfor går de ned i levestandard, og givet at vi pt. mener, at de har den rette levestandard (Regeringen ønsker jo at hjælpe folk – ikke at sænke deres levestandard), er det et tab sammenlagt for samfundet.

Det er en afvejning af størrelserne af disse to effekter for samfundet, der skal lægge til grund for politikernes beslutninger. Er det et godt valg at mange i samfundet får det lidt bedre (den første effekt) mod at sænke nogle menneskers levestandard (den sidste effekt)?

Dette bringer os hen til indledningen. Det er til dels samme afvejning politikerne skal foretage, når de overvejer at indføre strengere straffe for lovovertrædelser. Overstiger samfundsgevinsten, ved at dem på marginalen undlader at begå kriminalitet, samfundsomkostningen, som bæres af dem, der begår kriminalitet uanset strengere straffe og dermed tilbringer længere tid i fængsel.