Hvad har nedskæringen i konthjælp at gøre med strengere straffe for lovovertrædelser?
I fredagens udgave af Politiken, blev der sat stor fokus på Regeringens forslag om, at ægtefæller på kontanthjælp skal have mindst 300 timers ordinært arbejde i løbet af to år – ellers bortfalder den enes støtte. Forslaget er ment som en ‘hjælp’ til folk på langvarig kontanthjælp til at komme i arbejde.
Jeg skal her ikke tage politisk stilling til forslaget (thi dertil ved jeg simpelthen for lidt om hvor meget det hjælper, og hvor hårdt det rammer), men jeg vil gerne give en lidt bredere indsigt, end den Politiken bidrager til.
For Samfundsplanlæggeren
Det vil sige, hvis en person ligger på grænsen, hvor han overvejer, om det kan betale sig at få et fast arbejde
Desværre vil der stadig være nogen, som ikke kan få et job. Disse personer vil tabe på den lavere kontanthjælp, da de stadig ikke har mulighed for (eller stadig ikke ønsker) at få sig et job. Derfor går de ned i levestandard, og givet at vi pt. mener, at de har den rette levestandard (Regeringen ønsker jo at hjælpe folk – ikke at sænke deres levestandard), er det et tab sammenlagt for samfundet.
Det er en afvejning af størrelserne af disse to effekter for samfundet, der skal lægge til grund for politikernes beslutninger. Er det et godt valg at mange i samfundet får det lidt bedre (den første effekt) mod at sænke nogle menneskers levestandard (den sidste effekt)?
Dette bringer os hen til indledningen. Det er til dels samme afvejning politikerne skal foretage, når de overvejer at indføre strengere straffe for lovovertrædelser. Overstiger samfundsgevinsten, ved at dem på marginalen undlader at begå kriminalitet, samfundsomkostningen, som bæres af dem, der begår kriminalitet uanset strengere straffe og dermed tilbringer længere tid i fængsel.
[…] Som tidligere nævnt har stramninger af f.eks. reglerne for kontanthjælp to effekter: Nogle er stadig på kontanthjælp og bliver fattigere. Andre får et job bidrager dermed til samfundet. […]