Grundet de utallige billeder har jeg opgivet at linke til billederne i dette indlæg. Se i stedet billederne på billedsiden.
Spring Break startede for mig allerede torsdag, da Kirsten og jeg tog til Cascade Mountain for at stå på ski. Det var (igen) rigtig skønt at få sne under fødderne, og Kirsten nød, at hun ikke gik helt glip af vinterferie i år. Efter skituren kørte vi tilbage til Madison for at fejre St. Pactrik’s Day med nogen fra kollegiet - en disciplin der bl.a. indeholder grøn øl i rigelige mængder.
Fredag middag tog vi til Chicago, mødtes med Mor, Far og Andreas i lufthavnen, og fortsatte videre til Las Vegas. Da vi nåede frem var de tre ret smadrede efter mere end 24 timers rejse, 4 flyveture og 9 timers tidsforskel, så efter at have fået udleveret vores lejebil fra Hertz gik turen direkte til vores halvskumle vandrehjem og ‘dyner’ (dvs. USA’s normale 3 lags lagen/tæpper).
Lørdag morgen stod vi tidligt op for at køre til Grand Canyons West Rim. En meget speciel tur, der bragte os igennem skurvognebyer, smalle grusveje, ørken og et indianer reservat. Vi kørte i alt omkring 200 km på 3 timer, men det skulle vise sig at være hele turen værd! Først kørte vi over Hoover Dam, som er vældig stor men ikke så spændende igen. Men da vi nu kørte over alligevel, var det mindst de $5 i parkering værd, og nu har vi været der. Men dæmningen kom til at stå lidt tilbage for hvad vi så på Grand Canyons West Rim. West Rim’en er ikke som den hel flade del af Grand Canyon, men mindst lige så imponerende (tror jeg - har aldrig set det andet). Vi vandrede og klatrede rundt i området i ca. 3 timer, og jeg fik brugt mit nye kamera flittigt til at tage nogen (forhåbentlig) flotte billeder. Jeg glæder mig til at se dem i noget a’la A3-størrelse.
Søndag kørte vi vest for Las Vegas til Red Rock Canyon - et besøg der kan anbefales til alle der kommer til Las Vegas. Parken ligger meget tæt på byen, og den røde sten er virkelig imponerende. Der er også rig mulighed for at hike i området, og vi gik en meget lang tur, som var sjov og meget udfordrende for os ikke-bjerggeder. Om aftenen spiste vi buffet på MGM Grand, som er et af Verdens største hoteller med over 5.000 værelser. Buffeten var rigtig god, og især kongekrabbekløer og nogle store rejer kørte ned som smurt. Efter en god, stor omgang mad, var det tid til at besøge MGM’s kasino. Det udviklede sig til noget rigtig sjovt familieludomani, da Andreas (lillebror) først tabte sine penge, siden tabte jeg alt, og senere tabte Far hele formuen ($80). I mellemtiden tabte Kirsten $10 på de enarmede og siden $10 af mine og $10 af Mor & Fars på Black Jack. Mor formåede som den eneste at forvandle $10 af Fars chips til $25, som hun meget ‘jeg er ikke ludoman’-bevidst ville gemme som gevinst. Imidlertid var resten af familien blevet grebet af ludomanien, så da Mor var på toilettet, nåede vi at sætte de $25 på rød, vinde og siden tabe gevinsten igen, så Mor kunne få sine $25 tilbage efter endt toiletbesøg uden anelse om det risikable liv de havde levet i mellemtiden. På vej ud af kasinoet så jeg et roulettebord, hvor der havde været rød 5 gange i træk. Stik imod Peter Allerups ånd (statistik underviser på 2. årsprøve) og ved hjælp af 2 x “Kom nu Mor….!” fra Andreas og mig, lokkede vi ‘jeg er ikke ludoman’-Mor til at sætte de $25 på sort. Der KAN fandme ikke blive rød så mange gange i træk! - og det blev der heller ikke. Mors $25 chip var igen fordoblet… Og nu måtte jeg - familiens ludoman - nærmest hive resten af familien ud af kasinoet, inden vi havde tabt de $50 og pantsat den lejede bil! Alt i alt var det en suveræn skæg oplevelse, og helt klart hver en dollar værd!
Mandag stod vi tidligt op for at køre til Los Angeles. En tur der ifølge mappoint.com skulle tage ca. 4 timer. Opildnet af weekendens gode vandreoplevelser, fik vi mod på at forlænge turen med op til 4 timer (ifølge mappoint.com) for at køre igennem Death Valley. Det skal med det samme siges, at selvom der da er et par ting at se på i Death Valley, så er det desværre ikke køreturen værd, hvis man kun har godt en uges ferie. Turen endte med at tage ca. 12 timer, så vi ankom så sent til LA, at vi blot kunne gå direkte i seng, da vi ankom til Venice Beach Cotel. Det var i øvrigt et ganske fremragende hostel, der lå kun ca. 200 meter fra Santa Monica Beach!
Tirsdag Vi havde kun godt et døgn i LA, så det var med forventninger om en travl dag, at vi stod op tirsdag morgen. Vi skulle bruge det meste af dagen i Universal Studio, hvorefter vi skulle se Hollywoodskiltet og gå aftentur på Hollywood Boulevard, hvor fortovet med alle stjernerne ligger. Det startede forrygende! Netop ankommet til Universal, gik vi direkte ind til Waterworld showet, som var helt suverænt! Flammer, vand og masser af action var ingredienserne, og man blev virkelig underholdt. Senere så vi Blues Brothers, Terminator 2 i 3D og meget mere. Desværre blev slutningen af dagen ødelagt af massivt regnvejr, som udover at afkorte en kold dag i Universal, gjorde det umuligt at få et syn af Hollywoodskiltet. Samtidig var lysten til at gå tur på boulevarden i øsende regn begrænset, så vi endte med at køre hjem uden at have set Hollywoods berømte varetegn 
Onsdag morgen stod vi tidligt op for at gå en kort tur på stranden, inden vi skulle køre af den berømte Highway 1 til San Francisco. Turen startede godt, og vi kom (efter en lille omvej) blandt andet forbi den danske koloni Solvang, som ligger nordvest for LA. Her købte vi dansk wienerbrød og så rundetårn, inden vi smuttede videre nordpå. Desværre viste det sig senere, at Hwy 1 var lukket længere oppe, så vi blev i stedet nødt til at køre via 101, og gik dermed glip af den efter sigende utroligt flotte køretur langs stillehavskysten. Det viste sig dog at være held i uheld, da vi ankom til San Francisco kl. 21.40 - nogle timer tidligere end beregnet - hotellet vi skulle bo (San Remo Hotel) på lukkede nemlig kl. 22! Udover manglende 24 timers check-in var hotellet utroligt hyggeligt, og kan stærlt anbefales hvis man vil bo billigt i SF (under $60 per døgn). Der er fælles bad og toilet, men det hele er meget rent og ikke noget problem i praksis.
Torsdag var det tid til at udforske San Francisco, og tid til at opbygge en ikke sund misundelse på Claus! Byen er virkelig dejlig og chamerende, og de mange bakker gør det nemt at få et udsyn over byen og dens liv. Vi købte en sightseing tur for at få set så meget af byen som muligt, og blev kørt rundt til de bedste af SF’s vartegn - bl.a. Golden Bridge. Om aftenen gik vi tur i China Town, og spiste mad af lidt skuffende kvalitet på en af bydelens utallige restauranter.
Fredag Vi burde have lært bedre efter turen gennem Death Valley, men alligevl havde vi besluttet os for at køre til Yosemeti National Park for at vandre om fredagen. En køretur der ifølge 2 uafhægige San Franciscanere skulle tage ca. 3 timer. Da vi ankom til parken (efter 4½ time - igen var vi langsommmere end beregnet!) valgte vi at gå den 5,5 kilometer lange tur (en stigning på 850 meter) til toppen af det øverste vandfald (der er to fald, der i alt falder 750 meter). Det lød til at være en tur, der passede meget fint til vores evner og kondi. Det skal med det samme nævnes, at 850 højdemeter er ret meget og noget hårdere end man lige regner med. Samtidig var der masser af sne - de sidste par kilometer var totalt dækket af et knap meter tykt lag sne - så det endte med, at kun Andreas og jeg nåede toppen badet i sved efter ca. 3½ times bjergklatring. Her spiste vi frokost, før den noget nemmere nedtur begyndte. Da vi endelig nåede ned, totalt smadrede og med ømme muskler, var resten af tropperne kørt, så Andreas og jeg måtte vente i en halv time, før vi kunne få varmet vores våde tæer og få slukket tørsten. Vi var ikke tilbage i SF før ved ti-tiden om aftenen, efter en tur, der vel var præcis 2 x 3 timer værd, men ikke helt de sande 4,5 timer. Dog var det en god vandretur, og man følte virkelig, at man havde udført et stykke arbejde.
Lørdag Vi skulle med flyet til Chicago kl. 16.25, så vi stod tidligt op for at få noget ud af dagen. Kirsten, Andreas og jeg gik sammen rundt i byen, og sugede til os af den lækre atmosfære der er. SF er virkelig en dejlig by, og det er 100% sikkert, at jeg skal tilbage på et længere visit engang i fremtiden, for rigtig at kunne nyde byen! Man er som sagt lidt misundelig over, at man er udstationeret i flade, halvkedelige Madison, når visse andre bor en kort togtur fra San Francisco med udsigt over Golden Gate Bridge!
Søndag/Mandag tilbragte Kirsten og jeg alene, for at nyde den sidste tid sammen, inden Kirsten skulle hjem mandag aften. Søndagen var en ren slappe-af-dag oven på den oplevelsesrige tur, imens mandag blev en shoppingtur, hvor jeg - for én gangs skyld velvilligt - blev slæbt fra den ene butik til den anden i omtrent 7 timer, afbrudt af et regulært ædegilde (hovedret + dessert) på The Cheesecake Factory, som servere nogen aldeles store portioner!
Alt i alt var spring break en oplevelse for livet - helt sikkert en af de bedste ferier jeg har haft, på trods af enkelte fejldispositioner undervejs. Jeg fik i alt skudt ikke mindre end 637 billeder med mit nye kamera (hvori der skal sorteres kraftigt). Forhåbentlig er mindst et blevet godt nok til at det kan forstørres og sættes i ramme, på trods af mit ringe kendskab til fotografering.
Så alt kører!
og så skal jeg lige til Alaska i en måned i juli med David og Jørgen. Hjemmesidens fremtid er mindre lysende. Indtil videre vil den ligge stille - men måske får man brug for den til noget andet i fremtiden… Historierne fra USA vil man dog altid kunne finde her…
Det var lidt en klam fornemmelse de første par gange, men når man får overbevist sig selv om, at det bare er mad og vand, glider det ned. Dag 2 gik vi videre langs stien, der i mange tilfælde var særdeles ufremkommelig med væltede træer og oversvømmede områder/bække. Af og til var stien så utydelig, at vi fulgte et dyrespor et stykke vej, før det gik op for os, at vi var gået forkert. Det var meget udfordrende! Vi gik ca. 15 km, inden vi igen slog lejr for natten. Om aftenen så vi det eneste tegn på andre mennesker under hele turen. Vi kunne se et bål, vi efter lidt jonglering med kompasset fastslog til at være samme sted som vi havde været natten forinden - ca. 7 km væk i lige linie over søen. På 3. dagen var vi ret udmattede, så vi besluttede os for ikke at gå for langt. På kortet kunne vi se, at der var et vandløb mellem to søer, som sandsynligvis betød at der ville være isfrit. Så vi gik derhen, og ganske rigtig fik vi mulighed for at fiske lidt - dog uden gevinst. Mark (den 3. person der var med - en af Brandons venner) haavde hele dagen været lidt sløj, og om aftenen viste det sig at han havde feber. Vi besluttede os derfor, at vi ville stå tidligt op den 4. dag og gå hele vejen ud af området igen (fremfor at tage en ekstra overnatning). Turen ud var heldigvis noget mindre kuperet end de første 3 dage, så vi endte med at tilbagelægge de ca. 15 km på knap 7 timer.