jul 282011
 

I den seneste tid – specielt før sommerferien – har der været megen debat om nedslidning og tidlig afgang fra arbejdsmarkedet. Problemet er, at køberen af f.eks. tømrens ydelser i dag ikke betaler den reelle omkostning for arbejdet, men sender en del af regningen – nedslidningen – videre til samfundet.

Jeg har regnet lidt på det, og det er faktisk ikke en helt ubetydelig andel! Lad os antage, at man skulle betale den reelle omkostning for murerens arbejde, så der ville være en opsparing til ham, når han engang var nedslidt. Lad os desuden antage, at mureren begynder sit arbejdsliv som 20 årig og arbejder 40 år, hvorefter der følger 5 år som nedslidt, inden han kan gå på pension. 1)Derudover er der alle mulige andre antagelser: man kan ikke skifte branche, få skånejob, arbejde halv tid eller lignende…

I dette tilfælde skulle man som køber betale 6% ekstra for murerens arbejde, for at han ville have råd til at trække sig tilbage som 60-årig. (Se beregningerne her. 2)Jeg garanterer langt fra, at der ikke er fejl;-) ) Altså 371 kroner i stedet for 350 kroner i timen. Er muren nedslit

For mange brancher er der faktisk ret god viden om, hvilken effekt arbejdet har for længden af folks arbejdsliv. I stedet for at kæmpe for efterløn m.m., kunne man koncentrere kræfterne om at arbejde for, at vi som forbrugere betalte den reelle omkostning for at folk nedslides. Enten ved at fagforeningerne kræver højere løn, eller ved at staten (oh ak, oh ve) fastlagde en personlig “nedslidningsopsparing” for de enkelte brancher.

References   [ + ]

1. Derudover er der alle mulige andre antagelser: man kan ikke skifte branche, få skånejob, arbejde halv tid eller lignende…
2. Jeg garanterer langt fra, at der ikke er fejl;-)