sep 032017
 

Når vi overlader pengene til politikerne, så kan de ikke afholde sig fra at bruge dem til at tvinge deres egne moraler ned over os andre. Se fx dette interview, hvor spidskandidaten fra Alternativet i København på spørgsmålet “Hvorfor må fru Jensen på plejehjemmet ikke afgøre, hvor ofte hun vil spise en god bøf?”1)Bragt i Politiken 11 august 2017 svarer:

Hvorfor må fru Jensen på plejehjemmet ikke afgøre, hvor ofte hun vil spise en god bøf?
Jamen det må hun sådan set også godt. Hvis fru Jensen betaler af egen lomme, har jeg ikke noget problem med det, men hvis det er kommunen, der betaler, så mener jeg, at det er fair at stille krav til, at vi serverer klimavenlig mad, som er økologisk og en gang om ugen vegetarisk.
Niko Grünfeld, Alternativet

Det er simpelthen et skråplan, at politikerne først tvinger os til at spare op til alderdom osv. gennem skatterne, og så bagefter påstår, at vi ikke selv betaler for ydelserne, og at de derfor har ret til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Netop derfor skal de offentlige ydelser ud på markedet. Det vil sige betales og vælges af borgerne (om finansieringen stadig skal gå igennem det offentlige, kan vi diskutere ved en anden lejlighed).

References   [ + ]

1. Bragt i Politiken 11 august 2017
 Posted by at 13:56
sep 012017
 

Forleden var Mathias Tesfay i Berlingske. Årsagen var, at han var blevet opmærksom på, hvor priviligeret han er, fordi han ikke behøver at tænke over prisen på et stykke chokolade. Chokoladen kostede 59 kr., hvilket er forholdsvis mange penge for lidt chokolade, hvis man får 2 kr. 95 øre pr. tagsten, som var det Tesfay fik på sin sidste akkord som murer.

Og hvis man ser lidt på tallene, må man give Tesfay ret. Hvis vi anslår, at han betaler ca. 40% i skat, så skal han lægge 33 tagsten for at kunne købe sin chokolade. Det er hårdt arbejde, og er man chokoladeelsker, kan man hurtigt få slidt sig en pukkel til.

Det interessante er, hvad Mathias vil gøre ved det. Én mulighed kunne være at lette skatterne. Hvis vi ser på det konkrete stykke chokolade, så består prisen på de 59. kr. af ca.

  • 11,80 kr. moms
  • 9,61 kr. chokoladeafgift 1)Hvis chokoladen vejede 200 gram (se her).
  • 37,59 kr. “chokoladeplade”

Han skulle altså kun lægge knap 13 tagsten á 2,95 kr. for at få råd til chokoladen, hvis der ikke var skatter og afgifter… Vil Tesfay og hans parti kæmpe for det?

 

 

 

References   [ + ]

1. Hvis chokoladen vejede 200 gram (se her).
 Posted by at 13:32
aug 312017
 

For noget tid siden så jeg Milton Friedman i en Youtube-video, hvor han sagde nedenstående. Desværre var jeg så dum, at jeg ikke fik noteret linket samtidig. Og jeg kan ikke finde citatet nogle steder online. Så indtil videre må I stole på mig (ellers er det mit citat, hvilket ville være endnu bedre! :-))

“I view government as a way in which we jointly do certain things together that would be difficult or impossible to do separately. An instrument through which we achieve our values. It is not something that is going to impose its values on us.”, Milton Friedman

Jeg elsker det citat, fordi det meget præcist beskriver den gode stats rolle…

 Posted by at 8:32
jul 272017
 

For et par uger siden var medierne fyldt med diskussioner af, hvorvidt København skal lægge gader til det ene eller det andet racerløb.

Udover miljø, trafikale problemer osv. fylder økonomi en del i diskussionen. Vil det være godt for Københavns økonomi at være vært for et racerløb, der tiltrækker tusindvis af købestærke turister? Vil det være en god forretning for Københavns hotel- og restaurationsbranche?

Det kræver selvfølgelig en nærmere analyse at afgøre den sag. Men diskussion kan som udgangspunkt blive mere kvalificeret, hvis debattørerne er opmærksomme på forskellen mellem det korte sigt og det lange sigt i økonomien.

På kort sigt er der et givet udbud af hotelværelser, restauranter mv. i København. Der er de hotelværelser, der er, og et stort arrangement med nye gæster, vil derfor øge det enkelte hotels belægning, så de tjener flere penge — særligt fordi en stor del af deres omkostninger er faste.

På lang sigt er der derimod andre effekter i spil. For hvad sker der med antallet af hotelværelser, hvis hotellerne bliver vænnet til (og forventer), at kommunen arrangerer Formel 1, Formel E, Cykel VM osv. for skattepengene med jævne mellemrum? Nemlig! Når hotelkæderne ser mulighed for at tjene godt under arrangementerne, kommer der hurtigt flere hotelværelser. De vil til gengæld stå halv- til heltomme imellem de store arrangementer, så hotellerne over en årrække tjener præcist det samme, som de ville have gjort uden Formel 1.

Hvis effekten af at arrangere Formel 1 er, at hoteller, restauranter mv. forventer, at kommunen løbende vil betale for store events, så er resultatet altså, at hverken brancherne eller København som helhed vil tjene på de forskellige events. Hotelbranchen vil ganske vist fylde mere i den københavnske økonomi, men da der nu engang kun er et vist arbejdsudbud, vil det være på bekostning af andre brancher.

Tilbage står altså, at kommunen — hvis det lange sigt er det mest relevante (og det mener jeg) — kun skal arrangere racerløb, hvis det skaber større fornøjelser for københavnerne, end de ville kunne opnå på egen hånd for de samme penge.

Om racerløb gør det? Der er dit gæt nok lige så godt som mit.

 Posted by at 9:21
jul 152017
 

David Romer er et glimrende eksempel på, at økonomer ikke kun bruger eksempler fra den normale økonomiske verden for at understrege deres pointer. I hans glimrende artikel “Do Firms Maximize? Evidence from Professional Football“, har han analyseret 700 kampe i NFL for at se, om trænerne foretager rationelle valg på 4. og sidste down – dvs. om de sparker eller “går efter den”. Han finder, at trænerne i NFL er for konservative og for tit vælger at gå efter et field goal i stedet for at prøve at score touch down. Det interessante i hans artikel er, at han ikke kun ser på det forventede antal point ved at sparke/”gå efter den” –  men også på det forventede antal point modstanderne vil få betinget af ens valg. Og dem med kendskab til amerikansk fodbold ved, at det er sjovere at modtage bolden efter et kick-off, end det er at få bolden på ens egen 4-yard-linje. Er det hele bare økonomisk nørderi? Ikke helt. New England Patriots træner, Bill Belichick, er en af de trænere der er enig med Romer, og som oftest går efter touch down på 4. down. Han er også en af de mest vindende trænere i historien – er det tilfældigt?

 

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt på min blog på arbejde, som ikke længere er online.

 Posted by at 8:07
jul 072017
 

I 2016 blev 12 personer dræbt i trafikken i København, og det har fået Morten Kabell til at lægge op til en vision for København som en by uden dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det skal ifølge Kabell bl.a. ske ved at “vi have bilernes hastighed markant ned”. Der er næppe uenighed om, at færre trafikdræbte er ubetinget godt. Men en sænkning af hastigheden har jo også omkostninger. I København køres der på en gennemsnitlig hverdag ca. 5 mio. km. Nogle steder køres der langsommere end 50 km/t – andre steder hurtigere. Lad os for eksemplets skyld antage, at en sænkning af den tilladte hastighed til 40 km/t sænker gennemsnitsfarten fra 45 km/t til 44 km/t  i København. Så vil det samlede tidsforbrug på transport som følge af forslaget stige fra 111.111 timer om dagen til 113.636 timer om dagen. En forskel på ca. 2.500 timer om dagen – eller ca. 800.000 timer om året 1)Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt..

Folk er i gennemsnit villige til at betale ca. 120 kroner for at spare en times transportarbejde, og der er i gennemsnit 1,4 personer pr. bil 2)Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time., så de 800.000 timer har en samlet værdi for folk på godt 130 mio. kroner om året 3)Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser. Da samfundets omkostning for en undgået omkommen i trafikken er ca. 30 mio. kroner 4)Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser., vil det med ovenstående forudsætninger løbe rundt samfundsøkonomisk, hvis vi kan redde ca. 3 menneskeliv i trafikken pr. år. Derudover vil der også være gevinster fra færre tilskadekomne, mindre støj m.m.

Så det første spørgsmål er: Kan vi det? Kan en reducering af gennemsnitshastigheden med 1 km/t reducere antallet af trafikdræbte med knap 4 personer?

Det næste spørgsmål er: Hvor langt skal vi ned i fart, for at nå 0 trafikdræbte? De 12 trafikdræbte og 180 alvorligt tilskadekomne koster samfundet ca. 1,2 mia. kr. om året. Det er ca. hvad det koster samfundet at reducere hastigheden fra 45 km/t til 37 km/t – altså 8 km/t. Vil det mon fjerne alle trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne?

References   [ + ]

1. Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt.
2. Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time.
3. Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser
4. Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser.
 Posted by at 8:02
jul 052017
 

Ofte bliver politikere anklaget for hykleri. For nogle år siden blev flere socialdemokratiske topfigurer anklaget for hykleri. Deres synd bestod i at sende egne børn i privatskole i kontrast til tidligere politiske udmeldinger om, hvad den gode samfundsborger “bør” gøre. Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen foreslog dengang to veje ud af hyklerens dilemma (ud over den oplagte “løsning” med blot at fortsætte hykleriet):

1) Kynikervejen. Droppe idealismen og fortsætte med at opføre sig, som man altid har gjort — nu blot uden den dårlige samvittighed

2) De sidste dages hellige. Omlægge sit liv radikalt, og leve fuldt ud som man prædiker.

Den sidste løsning er næppe realistisk. Selv den rødeste venstrefløjsaktivist vil have svært ved at takke nej til alle de materialistiske glæder, som det kapitalistiske system tilbyder dem. Og selv den mest inkarnerede libertarianer vil næppe insistere på at betale, næste gang han er på skadestuen. Skal vi så vælge kynikervejen og droppe alle drømme om, at ændre samfundet til det bedre? Nej! For der er faktisk en tredje vej ud af hyklerens dilemma:

3) Den bevidste hykler: Den bevidste hykler kan fx være en landmand, som ønsker landbrugsstøtten afskaffet. Han skal modtage sine støttekroner i fuld åbenhed og med god samvittighed. Samtidig skal han arbejde og argumentere for, at landbrugsstøtten skal afskaffes. Hans argumenter vil nu stå endnu stærkere i debatten, netop fordi han selv åbent er på støtten. For han vil derfor ikke kunne beskyldes for at mele sin egen kage, når han ønsker den afskaffet. Se det er en ægte idealist!

Jeg tilhører selv den sidste gruppe. Jeg har simpelthen ikke rygraden og/eller ønsket om at leve liberalt i en delvist socialistisk økonomi. Jeg bruger de muligheder, livet tilbyder mig. Men det betyder ikke, at jeg synes, at samfundet i dag er optimalt.

 

PS: Ovenstående indlæg er stærkt inspireret af et indlæg mit arbejdes tidligere blog.

 Posted by at 9:39