jul 272017
 

For et par uger siden var medierne fyldt med diskussioner af, hvorvidt København skal lægge gader til det ene eller det andet racerløb.

Udover miljø, trafikale problemer osv. fylder økonomi en del i diskussionen. Vil det være godt for Københavns økonomi at være vært for et racerløb, der tiltrækker tusindvis af købestærke turister? Vil det være en god forretning for Københavns hotel- og restaurationsbranche?

Det kræver selvfølgelig en nærmere analyse at afgøre den sag. Men diskussion kan som udgangspunkt blive mere kvalificeret, hvis debattørerne er opmærksomme på forskellen mellem det korte sigt og det lange sigt i økonomien.

På kort sigt er der et givet udbud af hotelværelser, restauranter mv. i København. Der er de hotelværelser, der er, og et stort arrangement med nye gæster, vil derfor øge det enkelte hotels belægning, så de tjener flere penge — særligt fordi en stor del af deres omkostninger er faste.

På lang sigt er der derimod andre effekter i spil. For hvad sker der med antallet af hotelværelser, hvis hotellerne bliver vænnet til (og forventer), at kommunen arrangerer Formel 1, Formel E, Cykel VM osv. for skattepengene med jævne mellemrum? Nemlig! Når hotelkæderne ser mulighed for at tjene godt under arrangementerne, kommer der hurtigt flere hotelværelser. De vil til gengæld stå halv- til heltomme imellem de store arrangementer, så hotellerne over en årrække tjener præcist det samme, som de ville have gjort uden Formel 1.

Hvis effekten af at arrangere Formel 1 er, at hoteller, restauranter mv. forventer, at kommunen løbende vil betale for store events, så er resultatet altså, at hverken brancherne eller København som helhed vil tjene på de forskellige events. Hotelbranchen vil ganske vist fylde mere i den københavnske økonomi, men da der nu engang kun er et vist arbejdsudbud, vil det være på bekostning af andre brancher.

Tilbage står altså, at kommunen — hvis det lange sigt er det mest relevante (og det mener jeg) — kun skal arrangere racerløb, hvis det skaber større fornøjelser for københavnerne, end de ville kunne opnå på egen hånd for de samme penge.

Om racerløb gør det? Der er dit gæt nok lige så godt som mit.

 Posted by at 9:21
jul 152017
 

David Romer er et glimrende eksempel på, at økonomer ikke kun bruger eksempler fra den normale økonomiske verden for at understrege deres pointer. I hans glimrende artikel “Do Firms Maximize? Evidence from Professional Football“, har han analyseret 700 kampe i NFL for at se, om trænerne foretager rationelle valg på 4. og sidste down – dvs. om de sparker eller “går efter den”. Han finder, at trænerne i NFL er for konservative og for tit vælger at gå efter et field goal i stedet for at prøve at score touch down. Det interessante i hans artikel er, at han ikke kun ser på det forventede antal point ved at sparke/”gå efter den” –  men også på det forventede antal point modstanderne vil få betinget af ens valg. Og dem med kendskab til amerikansk fodbold ved, at det er sjovere at modtage bolden efter et kick-off, end det er at få bolden på ens egen 4-yard-linje. Er det hele bare økonomisk nørderi? Ikke helt. New England Patriots træner, Bill Belichick, er en af de trænere der er enig med Romer, og som oftest går efter touch down på 4. down. Han er også en af de mest vindende trænere i historien – er det tilfældigt?

 

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt på min blog på arbejde, som ikke længere er online.

 Posted by at 8:07
jul 072017
 

I 2016 blev 12 personer dræbt i trafikken i København, og det har fået Morten Kabell til at lægge op til en vision for København som en by uden dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det skal ifølge Kabell bl.a. ske ved at “vi have bilernes hastighed markant ned”. Der er næppe uenighed om, at færre trafikdræbte er ubetinget godt. Men en sænkning af hastigheden har jo også omkostninger. I København køres der på en gennemsnitlig hverdag ca. 5 mio. km. Nogle steder køres der langsommere end 50 km/t – andre steder hurtigere. Lad os for eksemplets skyld antage, at en sænkning af den tilladte hastighed til 40 km/t sænker gennemsnitsfarten fra 45 km/t til 44 km/t  i København. Så vil det samlede tidsforbrug på transport som følge af forslaget stige fra 111.111 timer om dagen til 113.636 timer om dagen. En forskel på ca. 2.500 timer om dagen – eller ca. 800.000 timer om året 1)Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt..

Folk er i gennemsnit villige til at betale ca. 120 kroner for at spare en times transportarbejde, og der er i gennemsnit 1,4 personer pr. bil 2)Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time., så de 800.000 timer har en samlet værdi for folk på godt 130 mio. kroner om året 3)Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser. Da samfundets omkostning for en undgået omkommen i trafikken er ca. 30 mio. kroner 4)Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser., vil det med ovenstående forudsætninger løbe rundt samfundsøkonomisk, hvis vi kan redde ca. 3 menneskeliv i trafikken pr. år. Derudover vil der også være gevinster fra færre tilskadekomne, mindre støj m.m.

Så det første spørgsmål er: Kan vi det? Kan en reducering af gennemsnitshastigheden med 1 km/t reducere antallet af trafikdræbte med knap 4 personer?

Det næste spørgsmål er: Hvor langt skal vi ned i fart, for at nå 0 trafikdræbte? De 12 trafikdræbte og 180 alvorligt tilskadekomne koster samfundet ca. 1,2 mia. kr. om året. Det er ca. hvad det koster samfundet at reducere hastigheden fra 45 km/t til 37 km/t – altså 8 km/t. Vil det mon fjerne alle trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne?

References   [ + ]

1. Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt.
2. Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time.
3. Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser
4. Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser.
 Posted by at 8:02
jul 052017
 

Ofte bliver politikere anklaget for hykleri. For nogle år siden blev flere socialdemokratiske topfigurer anklaget for hykleri. Deres synd bestod i at sende egne børn i privatskole i kontrast til tidligere politiske udmeldinger om, hvad den gode samfundsborger “bør” gøre. Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen foreslog dengang to veje ud af hyklerens dilemma (ud over den oplagte “løsning” med blot at fortsætte hykleriet):

1) Kynikervejen. Droppe idealismen og fortsætte med at opføre sig, som man altid har gjort — nu blot uden den dårlige samvittighed

2) De sidste dages hellige. Omlægge sit liv radikalt, og leve fuldt ud som man prædiker.

Den sidste løsning er næppe realistisk. Selv den rødeste venstrefløjsaktivist vil have svært ved at takke nej til alle de materialistiske glæder, som det kapitalistiske system tilbyder dem. Og selv den mest inkarnerede libertarianer vil næppe insistere på at betale, næste gang han er på skadestuen. Skal vi så vælge kynikervejen og droppe alle drømme om, at ændre samfundet til det bedre? Nej! For der er faktisk en tredje vej ud af hyklerens dilemma:

3) Den bevidste hykler: Den bevidste hykler kan fx være en landmand, som ønsker landbrugsstøtten afskaffet. Han skal modtage sine støttekroner i fuld åbenhed og med god samvittighed. Samtidig skal han arbejde og argumentere for, at landbrugsstøtten skal afskaffes. Hans argumenter vil nu stå endnu stærkere i debatten, netop fordi han selv åbent er på støtten. For han vil derfor ikke kunne beskyldes for at mele sin egen kage, når han ønsker den afskaffet. Se det er en ægte idealist!

Jeg tilhører selv den sidste gruppe. Jeg har simpelthen ikke rygraden og/eller ønsket om at leve liberalt i en delvist socialistisk økonomi. Jeg bruger de muligheder, livet tilbyder mig. Men det betyder ikke, at jeg synes, at samfundet i dag er optimalt.

 

PS: Ovenstående indlæg er stærkt inspireret af et indlæg mit arbejdes tidligere blog.

 Posted by at 9:39
maj 162017
 

Forleden hørte jeg Cordua & Steno på Radio 24syv, hvor de havde en interessant debat om feriepenge med Dennis Kristensen (formand for FOA) og Rasmus Jarlov (MF’er for Det Konservative Folkeparti).

Der er mange argumenter for at afskaffe statens indblanding i folks økonomi – herunder feriepengene. Men det mest interessante ved diskussionen var Dennis Kristensens argument for at bevare bureaukratiet. Argumentet lød ganske enkelt: Vi er nødt til at beholde bureaukratiet, fordi en anden bureaukratisk regel gør, at mine medlemmer ellers kan miste en ydelse. 1)SIC!

SÃ¥ i stedet for at sige “Det er en god idé, men lad os lige fÃ¥ fikset noget andet bureaukrati ogsÃ¥”, sÃ¥ kæmper FOA-formanden for bureaukratiets bevarelse (det er selvfølgelig ogsÃ¥ typisk hans medlemmer, der flytter papirerne :-)).
Fra Max Pixel

Argumentet er lidt i samme stil som argumentet for, at man engang indførte et krav om niveaufri adgang til alle nye boliger. Kommunerne står nemlig for udgifterne, når boliger skal tilpasses, så borgere, der bliver bevægelseshæmmede, kan blive i eget hjem. Og derfor kunne kommunerne spare penge, hvis boligerne var niveaufri i forvejen.

Et mere naturligt valg havde selvfølgelig været at kigge pÃ¥ rimeligheden i, at de andre borgere i kommunen skal bære alle udgifterne, eller om man med rimelighed kan forvente, at borgerne selv tager sig af (eller forsikrer sig imod) udgifter udover “normalen”. Heldigvis overvejer man nu at afskaffe det krav.

Konklusion
Det ville være en befrielse, hvis politikerne – nÃ¥r der er problemer – som hovedregel fokuserede pÃ¥ at fjerne andre regler frem for at indføre nye regler og bureaukrati. Og hvis de engang imellem stod fast pÃ¥, at folk af og til mÃ¥ klare sig selv eller lave deres egen ordninger, hvis de har problemer…

Men som Amalie Lyhne skriver her, sÃ¥ er det desværre sjældent det fokus, politikerne har…

References   [ + ]

1. SIC!
maj 152017
 

Jeg begriber ikke, at man støtter bredbånd. Og det gælder uanset om støttemodtageren bor midt i København eller på Bøhlandet.

I Danmark må folk bosætte sig, hvor de vil. Stavnsbåndet er for længst ophævet, og du vælger selv præcis, hvor du vil bo. Men du kan ikke få i pose og i sæk.

Hvis du prioriterer natur og billige boliger, så vælger du nok et tyndt befolket område. Og her er bredbåndt dårligt, der er langt til butikkerne, jobs osv. Hvis du vælger byen, betaler du i dyre domme for en lille bitte lejlighed. Og du skal leve med støj og forurening. Til gengæld har du 4G på mobilen, 10.000-vis af forskellige jobmuligheder inden for 30 minutters transport osv.

Dit valg har konsekvenser. Og det er dybt, dybt forkert, at staten SÃ… ofte tvinger andre til at betale for konsekvenserne af dine valg.

Elendigt bredbånd: Selv Amalienborg kan få støtte
Læs artiklen hos Ingeniøren
Elendigt bredbånd: Selv Amalienborg kan få støtte

 Posted by at 12:48
apr 272017
 

I min ferie læste jeg “The Fountainhead” af Ayn Rand. Ganske fin bog, men som Atlas Shrugged er den lige lovlig lang.

Der var et par passager, jeg lagde specielt mærke til. Nyd dem herunder:

Det første lyder:

Nothing is given to man on earth. Everything he needs has to be produced. And here man faces his basic alternative: he can survive in only one of two ways – by the independent work of his own mind or as a parasite fed by the minds of others.

Så altså: Kun produktion giver mulighed for forbrug. Og du kan enten producere selv, eller tage det fra andre (ordvalget viser, at Rand ikke har meget til overs for omfordeling).

Det næste er:

Men have been taught that their first concern is to relieve the suffering of others. But suffering is a disease. Should one come upon it, one tries to give relief and assistance. To make that the highest test of virtue is to make suffering the most important part of life. Then man must wish to see others suffer—in order that he may be virtuous. Such is the nature of altruism. The creator is not concerned with disease, but with life. Yet the work of the creators has eliminated one form of disease after another, in man’s body and spirit, and brought more relief from suffering than any altruist could ever conceive.

Hvis det ypperste mål er at redde folk i nød, så er vi afhængige af at have folk i nød, vi kan redde. Er det et sundt incitament?

Det sidste handler om religion – eller hvad?

Haven’t you been able to catch their theme song—‘Give up, give up, give up, give up’? Look at the moral atmosphere of today. Everything enjoyable, from cigarettes to sex to ambition to the profit motive, is considered depraved or sinful. Just prove that a thing makes men happy—and you’ve damned it. That’s how far we’ve come. We’ve tied happiness to guilt. And we’ve got mankind by the throat. Throw your first-born into a sacrificial furnace—lie on a bed of nails—go into the desert to mortify the flesh—don’t dance—don’t go to the movies on Sunday—don’t try to get rich—don’t smoke—don’t drink. It’s all the same line. The great line.

Er det religiøst, hvis vi mener, at det er en synd at være egoistisk? Jeg synes, der er en pointe her. Og som vi alle ved, er religion roden til meget ondt.

 Posted by at 9:54