aug 302011
 

Forleden skrev jeg om makroøkonomisk steady state og Brøndby IF. Men makroøkonomi kan også bruges mere seriøst til at fortælle lidt om, hvordan det bliver i fremtiden.

Et af de helt store temaer for valget 2011 er “vækst”. Hvordan skal vi få vækst? Hvor skal den komme fra? Er væksten gået helt i stå?

Svarene på ovenstående spørgsmål er ret enkle. “Ved at lade være med at dumme os.”, “Det ved vi ikke, men den kommer.” og “Ja, men den kommer tilbage (med mindre vi dummer os)”. Kort og godt: Uanset om Helle eller Lars bliver statsminister, så vil de begge med stor sandsynlighed før eller siden få succes med at skabe vækst.

Nedenstående figur viser BNP pr. indbygger i Danmark i perioden 1966-2010. Der har været bump på vejen, men på den lange bane har væksten været ca. 1,5% om året i gennemsnit over hele perioden. Muligvis er det Danmarks steady state – Danmarks langsigtsligevægt. Lige nu er vi (som figuren viser) under vores potentiale, men over en årrække vil vi med meget stor sandsynlighed komme tilbage på (og af og til over!) vores langsigtede potentiale.

blog.incentivepartners.dk skrev jeg engang om økonomers og politikeres effekt på væksten. Den kan man selvfølgelig påvirke. Men som politiken og embedsmandsapparatet (heldigvis) er i Danmark i dag, så sker der næppe de store katastrofer (som f.eks. Sovjet var), og vi kan med ro i sinde forvente relativ høj vækst i fremtiden. Sikkert snart….


Note: Vækstraterne angiver den gennemsnitlige vækst, hvis vi skal være tilbage på langsigtsligevægten i år 20xx.

PS: Selvfølgelig er det hele ikke så enkelt. Men alligevel: væksten kommer ikke fra de 179 folketingspolitikere, men fra de 5,5 mio. danskere og deres evner til at få idéer og bruge ny teknologi.

aug 232011
 

Man får nærmest lyst til at blive en slags Glistrupsk frihedskæmper, når man ser hvor stupide boligpolitiske forslag begge fløje i dansk politik kommer med for tiden.

Seneste skud på stammen er S+SF’s forslag “til at få gang i andelsboligmarkedet“.

Hvis man bruger tilpas mange offentlige kroner, kan man få gang i alle markeder.

Men jeg betaler altså ikke skat for at politikerne kan dele pengene ud til tilfældige mennesker, som ikke engang nødvendigvis er bare lidt fattige!

jun 222011
 

Lige nu er der et program i radioen om privatisering af børnehaver. En af de ting, man frygter, er at privatisering vil føre til et A- og et B-hold, hvor A-holdet kan købe sig til bedre forhold for deres børn, end det B-holdet kan få. Diskussionen er velkendt fra plejehjem m.m., og jeg undrer mig altid rigtig meget over den.

Det er jo ikke muligheden for at tilkøbe flere eller færre services, der skaber A- og B-holdet. A- og B-holdene er der jo allerede. Hvis ikke A-børnene via øget betaling får bedre en børnehave, så får de flere ferier, mere nyt tøj eller noget helt tredje.

Måske kan der være noget om, at det er meget sundt for A-børn at omgås B-børn, så de kan lære, at der skal være plads til alle. Men det gælder da slet ikke for folk på plejehjem.

Det er da en underlig måde at forsøge at føre fordelingspolitik på! Hvorfor kæmpe for at begrænse folks muligheder for at bruge deres penge optimalt, frem for at kæmpe for at fordele pengene mere lige? Det virker da lidt mere smart…

jun 082011
 

DR bringer i dag en historie om, at netbutikker af små omveje undgår den høje danske moms – f.eks. ved at henvise til en vognmand, der kan bringe varen fra butik til kunde, i stedet for at butikken selv sender varen. Eller ved at CD’er og film sendes enkeltvis, så man kommer under bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales moms.

Udover at være en smuk fortælling om, hvordan markedet er ustyrligt og ekstremt svært at regulerer, er det også en historie, der illustrerer, hvorfor skatter på fast ejendom er så fremragende et skattegrundlag.

  • Fast ejendom kan nemlig ikke flyttes (i hvert fald ikke selve grunden), og nogen skal eje jorden. Så man slipper for at oprette alle mulige regler og kontrolsystemer for, hvornår der skal betales dansk moms.
  • Ejendomsskatter progressive (rige mennesker bor i de dyreste huse og skal derfor betale mest i skat), hvilket der er ret stor folkelig opbakning til i Danmark.
  • En beskatning af kapitalgevinster på ejerboliger vil reducere de fordelingsmæssige tilfældigheder, der opstår som følge af de svingende boligpriser. (DØRS)

Med så mange argumenter for, skulle man tro, at der kunne findes en aftale, som alle partier i Danmark går ind for. Men det kan man åbenbart ikke? Jeg er målløs!

  • At S+SF ikke går ind for højere boligskat (som er en progressiv skat), men er varme fortalere for højere afgifter på f.eks. tobak (som er en regressiv skat), er mig en gåde…
  • At V, K og LA ikke går ind for boligskatter frem for skat på arbejde, er mig en gåde…

Faktisk er det kun Ø, R og DF, der virker konsistente på dette punkt.

  • DF er imod boligskatter, men deres politik er også næsten altid mærkværdig. Så ergo er de konsistente i det…
  • Ø går ind for højere boligskatter, da beskatningen er progressiv og giver indtægter til en større offentlig sektor…
  • R går ind for højere boligskatter, da beskatningen er progressiv og giver mulighed for at sænke mere skadelige skatter (på f.eks. arbejde)…

Jeg er – ikke overraskende – enig med R, men sympatiserer lidt med Ø, som i det mindste står ved deres politiske målsætninger…

Læs mere hos DØRS her. Blandt andet om, hvordan man simpelt kan beskatte boliger, uden at folk skal “spise mursten” – dvs. uden at man oplever en løbende højere skat på sit hus.

jun 062011
 

EU vil kompensere agurkeproducenterne, fordi de har oplevet tab som følge af VTEC-bakterien.

Men selvfølgelig skal de ikke kompenseres. De opererer på et marked, hvor der af og til sker den slags ting. Nogle gange er det kogalskab, andre gange VTEC. Og lige præcis sådan nogle ting kan en god forsikring hjælpe dig med at overleve.

Jeg kan egentlig godt forstå, at ministeren argumenterer for, at danske landmænd skal have del i pengene. Han skal jo arbejde for Danmarks interesser, og jo flere penge vi får, jo bedre er det. Men først og fremmest burde han sige “Selvfølgelig skal de ikke kompenseres!”.

Argumentet om at “en hel gruppe producenter forsvinder helt fra det europæiske fødevaremarked” er i hvert fald rimelig søgt. Hvis en del af agurkeproducenterne skulle gå fallit, fordi de ikke har forsikret sig, gør det jo bare markedet endnu mere interessant for de øvrige – som derfor vil producere flere agurker.

Og skulle der gå et enkelt år, hvor agurkerne koster 7,95 i stedet for 6,95, så overlever vi nok også det. Det har næppe i nærheden af samme betydning for folks økonomi, som variationen i benzinpriser, renter m.m. har.

Og husk at jo oftere vi griber ind og redder landmændene, fordi der sker noget uventet. Jo mindre tilbøjelige vil de være til at købe forsikringer. Og jo flere ting vil vi være nødt til at hjælpe dem med i fremtiden.

Det bedste er, at I blander jer udenom EU.

maj 242011
 

…så er det om muligt endnu sværere at nå til enighed!

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe altid har været lidt Lomborg-fan. Ikke fordi jeg altid er enig med ham (faktisk tvivler jeg i den konkrete sag) 1)Umiddelbart synes jeg ikke, at 5 mia. kroner om året for et renere vandmiljø lyder af for meget. Men jeg er jo også lystfisker, sejler og generelt vildere med naturen, så måske er min betalingsvillighed højere end den gennemsnitlige dansker. Og det er jo ham – og ikke mig – der bør træffe beslutningerne i samfundet…, men fordi han har haft succes med at sætte prioritering på dagsordenen.

DR2 kører for tiden en serie “Der er noget galt i Danmark“, hvor forskellige mennesker får lov til at instruere en (subjektiv) film. Den 22. maj var det Lomborgs tur, og han havde valgt at fokusere på vandmiljøplanerne, som han mener, har været vanvittigt dyre i forhold til effekten. Alt det er der lavet en film om (!!), men det interessante er faktisk debatten bagefter mellem Bjørn Lomborg og den tidligere direktør for Danmarks Naturfredningsforening (DN), David Rehling.

Efter en længere debat, hvor Lomborg påpeger, at man i stedet kunne have reddet 20.000 mennesker 2)Bemærk, at partikelforurening fører til for tidlig død. Det er altså gamle mennesker, vi snakker om, hvilket naturligvis er vigtigt, når vi snakker om at redde mennesker. ved at bruge pengene på partikelfiltre, afslutter Rehling med bemærkningen, at DN dengang påpegede, at “..der skal også gøres noget ved partikelforureningen!”

Når Lomborg snakker om at prioritere midlerne, og Rehlings svar er, at man skal gøre begge dele, så er det klart, at de aldrig bliver gode venner 🙂

Man er nødt til at prioritere. Man kan være uenig om hvor meget et menneskeliv tæller i forhold til rene vandløb og mindre iltsvind. Men man bør ikke være uenige i præmissen: Vi er nødt til at prioritere vores ressourcer.

PS: I øvrigt mener jeg, at DR NU er mega fedt!

References   [ + ]

1. Umiddelbart synes jeg ikke, at 5 mia. kroner om året for et renere vandmiljø lyder af for meget. Men jeg er jo også lystfisker, sejler og generelt vildere med naturen, så måske er min betalingsvillighed højere end den gennemsnitlige dansker. Og det er jo ham – og ikke mig – der bør træffe beslutningerne i samfundet…
2. Bemærk, at partikelforurening fører til for tidlig død. Det er altså gamle mennesker, vi snakker om, hvilket naturligvis er vigtigt, når vi snakker om at redde mennesker.
maj 232011
 

Frank Aaen vil udskifte de Økonomiske Vismænd, fordi de er for “ensidige i deres økonomiske grundholdninger“.

Problemet er, at de er ensidige, fordi de har ret. Det er arbejdsudbuddet, der på lang sigt afgør beskæftigelsen. Der kommer et hul i statskassen fremover, hvis ikke vi ændrer noget i samfundet. Lavere jordskatter forbedrer ikke landbrugets konkurrenceevne. Og der er spillover effekter fra forskning (som er relativt små indenfor energiforskning).

Selvfølgelig er der to sider af en sag, og Frank Aaen har ret i, at økonomi ikke er en eksakt videnskab.

Det er klimaforskning og meget mere heller ikke. Men når 99% af klimaforskerne mener, at mennesker påvirker klimaet, så skal de to sider ikke tælle lige meget. Der skal ikke være 50% klimaskeptikere i klimapanelet, og vi skal acceptere, at der er større chance for, at den ene procent tager fejl.

Derfor skal vi også lytte mere til Vismændene end til de få økonomer, der har en anden opfattelse. Og det bør Enhedslisten også. Også selvom sandheden er ilde hørt…

PS: Jeg synes faktisk forslaget om, at de i højere grad vælges af deres kollegaer er interessant…