maj 152019
 

Den offentlige sektor bruger hvert år milliarder af kroner på nye tiltag, der lyder gode på papiret, men hvor ingen kender effekten for de borgere, man ønsker at hjælpe.

Skoler køber ipads uden at vide, om børnene bliver dygtigere. Kommunerne bruger milliarder på jobcentrene uden at kunne dokumentere, hvor mange de får i arbejde. Unge bliver tilbudt uddannelsestilbud, der sandsynligvis ikke virker, og sådan kan man blive ved. Samtidig er evalueringerne af tiltagene ofte så dårlige, at andre ikke kan bruge resultaterne til noget.

Problemet er ikke kun dansk. I USA har What Works Clearinghouse (WWC) gennemgået evalueringerne af 10.000 tiltag i uddannelsessektoren. Kun 6 pct. af evalueringerne lever fuldt ud op til WWC’s kvalitetskrav om bl.a. randomiserede forsøg. Og af de 6 pct. var det endda kun ca. hver tredje, hvor man kunne dokumentere en effekt. Der var altså under 2 pct. af alle studierne, hvor man med sikkerhed så en effekt af tiltaget.

Man hører ofte politikere udtale, at nu gør vi x for at få y. Men sandheden er, at der bliver skudt med spredehagl i blinde, i stedet for at fokusere på de ting, der virker. Københavns Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning havde i maj hele 48 igangværende integrationsprojekter. Hvis WWC’s erfaringer også gælder her, bliver kun tre af projekterne evalueret rigtigt, og kun ét af projekterne har reelt en effekt.

Og det er en risikabel måde at behandle menneskers liv på. For et tiltag, der lyder positivt, kan godt have meget uønskede effekter. I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig skal gøre noget. Men det betyder, at det ikke er nok, at noget lyder godt. Effekten af tiltaget skal være dokumenteret gennem videnskabelige tests, som vi f.eks. kender det fra medicinalindustrien. Ellers kan tiltaget, ganske som ikke-testet medicin, ende med at gøre mere skade end gavn.

Når kommuner mv. laver nye tiltag, bør de derfor gøre sig klart, om de ønsker at 1) gøre noget godt for målgruppen, eller 2) bidrage med ny viden. Hvis det er 1), skal de vælge tiltag, hvor der er solid dokumentation for effekten, så de ved, at de hjælper målgruppen. Hvis det er 2), skal de sikre, at evalueringen bliver grundig. Det kan betyde randomiserede forsøg og opfølgning på folks liv i årevis. Og at evalueringen kan være mange gange dyrere end selve tiltaget og kun i få tilfælde vil vise den ønskede effekt.

Men hvorfor skulle det egentlig også være mere acceptabelt at behandle folks liv med ikke-testede tiltag, end det er at behandle folks kroppe med ikke-testet medicin?

PS: Ovenstående indlæg blev også bragt i Børsen d. 3. august 2017

maj 072019
 

Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.

I disse dage raser debatten om tidligere pensionsalder for visse grupper. I medierne kan man høre den ene historie efter den anden om folk, der bliver nedslidt. F.eks. havde to deltagere i »Debatten« 24. januar på DR ondt i lænden og problemer med at sove på trods af, at de begge knap var 30 år gamle. Fagbevægelsen deltager ivrigt og begejstret i den debat. Men på intet tidspunkt bliver spørgsmålet rejst: Hvad er fagbevægelsens eget ansvar her? Fagbevægelsen har nemlig snorksovet i timen og forsømt at varetage deres medlemmers interesser.

For hvis fagforeningernes medlemmer er nedslidt, hvorfor lader fagforeningerne det så være op til et snævert flertal i Folketinget at bestemme, hvornår deres medlemmer kan trække sig tilbage med økonomisk støtte? Hvorfor har fagforeningerne ikke med rettidig omhu taget vare på deres medlemmers interesser, så de kan få den fornødne hjælp i slutningen af arbejdslivet?

Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.

Et eller andet sted har fagforeningerne jo gamblet med medlemmernes alderdom ved at overlade dem til flertallets gunst. Man har satset på, at resten af Danmarks befolkning ville finansiere medlemmernes tidlige tilbagetrækning. Og det lotteri mener man åbenbart selv, at man har tabt.

Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på, hvordan ens krop har det efter 30, 40 eller 50 år som murer eller sosu-assistent. Men det undrer mig, at fagforeningerne ikke har sørget for at sikre deres medlemmer en fornuftig alderdom, hvis det står så slemt til.

Havde fagforeningerne stillet krav om at få en bedre forsikringsordning eller bedre arbejdsforhold, er det klart, at medlemmerne enten ville have været nødt til at gå ned i løn, eller også ville fagforeningerne have mistet medlemmer, fordi højere udgifter for arbejdsgiverne reducerer efterspørgslen på arbejdskraft.

Men er det rimeligt, at fagforeningerne har ladet deres medlemmer slide sig ned uden tilstrækkelig sikring af deres alderdom? Er det rimeligt, at arbejdsgiverne ikke har betalt den fulde pris for arbejdskraften?

En høj pris på arbejdskraften ville have sendt et signal til arbejdsgiverne om, at denne udsatte arbejdskraft kun burde bruges, når det var strengt nødvendigt. Det ville have givet arbejdsgiverne en endnu større tilskyndelse til at investere i nye metoder og ny teknologi, som kunne reducere nedslidningen af medarbejderne. Og en lavere løn ville have signaleret til arbejdstagerne, at de skulle søge over i andre brancher, hvor man ikke bliver nedslidt. Begge dele ville have ført til færre nedslidte danskere. Og de, der blev nedslidt, ville have været dækket af fagforeningernes forsikringer i stedet for som nu at leve på flertallets nåde og regning.

Der mangler i den grad kritik af fagforeningerne i debatten om nedslidning på jobbet.

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt i Berlingske.

mar 212019
 
https://pxhere.com/no/photo/910324

Er én stor arbejdsgiver, der kan presse lønnen og diktere arbejdsforholdene, bedre end mange forskellige arbejdsgivere, der giver faggrupperne flere valgmuligheder og skaber større konkurrence om arbejdskraften? Hvis ikke, burde de offentligt ansattes fagforeninger så ikke kæmpe for en liberalisering?

Da den første danske fagforening blev stiftet i 1871, var det bl.a. et opgør med de lokale arbejdsgivermonopoler, som havde stor forhandlingskraft i forhold til lønninger og arbejdsforhold, fordi arbejderne kun havde få andre steder at gå hen. I dag har moderne infrastruktur og transportmidler heldigvis fjernet arbejdsgivernes monopol. I dag kan stort set alle danskere hver dag nå mange tusinde forskellige arbejdsgivere indenfor ganske kort tid fra deres hjem.

Dét giver lønmodtagerne i den private sektor forhandlingskraft. For hvis en lønmodtager synes, at lønnen eller arbejdsforholdene er for dårlige ét sted, er det trods alt relativt let at finde en anden arbejdsgiver. Lønmodtagernes valgfrihed tvinger virksomhederne til at konkurrere om arbejdskraften, hvilket fører til bedre og bedre arbejdsforhold for lønmodtagerne. Hvis virksomhederne tilbyder for lidt, søger lønmodtagerne andre steder hen. Og tilbyder de for meget, taber virksomhederne penge og går konkurs. I sidste ende betyder det, at hvis bare valgmulighederne er rigelige for lønmodtagerne, er de sikret de bedst mulige arbejdsvilkår.

Lidt anderledes ser det desværre ud for de offentligt ansatte. Her er sjældent mange tusinde forskellige arbejdsgivere indenfor ganske kort tid fra lønmodtagernes hjem. Er du fx folkeskolelærer, skal du oftest til en anden kommune, for at få en anden arbejdsgiver. Og selv da vil meget af din arbejdsdag være tilrettelagt centralt fra København. Så lærerne kan — som arbejderne før 1871 — ikke gøre særligt meget, hvis de er utilfredse med arbejdsforholdene, fordi de nærmest er dikteret af få arbejdsgivere. Det samme gælder hjemmehjælperen, sygeplejersken, politibetjenten og mange andre offentligt ansatte. De offentlige arbejdsgivere har tæt ved monopol og kan derfor diktere lønninger og arbejdsforhold i lighed med de lokale arbejdsgivere i 1871. De ansatte i den offentlige sektor kan derfor ikke nyde samme gavn af konkurrencen, som deres venner i den private sektor. Med mindre altså fagforeningerne dygtigt forsvarer deres interesser.

Om fagforeningerne gør det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Faktum er dog, at offentligt ansatte får lavere løn (selvom det er noget, der konstant bliver debatteret — som fx da FOA’s Dennis Kristensen og Børsen Opinion skulle vurdere, om Joachim B. Olsen havde ret i sit løngæt), har markant dårligere arbejdsmiljø og langt flere sygedage end privatansatte. Og selvom de offentligt ansatte måske følger udviklingen på det private arbejdsmarked rent lønmæssigt, så er de langt bagud på andre områder, der også (måske endda i endnu højere grad?) er vigtigt for et godt arbejdsliv. Fx er personaleplejen i mine øjne en stor mangelvare flere steder i det offentlige: eksempelvis fik en af mine nære slægtninge, der er sekretær på en folkeskole, sølle to øl i julegave af kommunen for et par år siden (og nej — det skyldes ikke besparelser, men det må jeg komme ind på en anden god gang).

Hvis man betragter de offentligt ansattes overenskomsters omfang, skulle man ellers tro, at det var særdeles lukrativt at være offentligt ansat. Produktivitetskommissionen dokumenterede, at overenskomsterne i det offentlige er langt mere komplicerede og langt mere gennemreguleret. Så meget at det samlede overenskomstgrundlag på HK-området i staten er omtrent fire gange så stort som i det private. Men selvom man forsøger at regulere sig til bedre forhold, så er der altså ikke noget, der tyder på, at det virker.

Det ligger ikke fjernt at konkludere, at de fleste offentligt ansatte vil få store gevinster ud af en liberalisering af den offentlige sektor. Så ville folkeskolelæren, sygeplejersken mv. kunne tilvælge de mest succesfulde virksomheder. Dem, der fungerer bedst og derfor kan tilbyde de bedste arbejdsforhold. Præcis som vi har set det i store dele af den private sektor. Når vi derudover ved, at liberaliseringer vil medføre store gevinster for de ansatte som forbrugere (læs evt. min kronik fra d. 21. maj), burde strategien for de offentlige fagforeninger være klar.

Så tilbage står spørgsmålet: Burde de offentlige fagforeningerne ikke kæmpe for en liberalisering af den offentlige sektor? For medlemmernes skyld.

Ovenstående er en kronik, der blev bragt i Børsen d. 16. september 2017. Du kan downloade kronikken i avisformat her.

feb 142018
 

CASA udarbejdede i 2010 en kasseberegning for det offentlige af indsatser i forhold til udsatte børn og unge. Beregningerne illustrerede, at det “samfundsøkonomisk” kan betale sig med tidlige sociale indsatser med henblik på at undgå, at udsatte børn og unge får dårlige opvækstvilkår og medfølgende et ’dårligt liv’ i voksentilværelsen. CASA kaldte det selv en samfundsøkonomisk analyse, men i mine øjne omfatter en samfundsøkonomisk analyse ikke kun de offentlige kasser, men – som navnet siger – hele samfundet. 1)Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.

Det er dog på ingen måde en kritik af CASAs arbejde! Faktisk er jeg sikker på, at deres konklusioner havde været meget tydligere, hvis de havde medregnet personens egne gevinster ved at opnå et ‘godt liv’ frem for et ‘dårligt liv’. Både i form af en højere løn, men så sandelig også i form af en forbedret livskvalitet. Eller hvis de havde medregnet de pårørendes bekymringer for personen, der lever et ‘dårligt liv’. Eller hvis andre effekter, som f.eks. ændringer i begået kriminalitet ved overgangen fra et ‘dårligt liv’ til et ‘godt liv’, blev medregnet. Mange kommuner vil sikkert finde kasseberegningen mere interessant i en tid med nedskæringer og besparelser. Men vil vi gøre samfundet bedst muligt, er det ikke nok kun at se på det offentliges kasser. I mine øjne tog CASA derfor et af de første, vigtige skridt mod en forbedret prioritering af det offentliges midler indenfor det sociale område. Men dog kun det første…

En af mine sidste opgaver hos Incentive var at hjælpe Socialstyrelsen med at opstille principperne for samfundsøkonomiske analyser på socialområdet. Det er en langsigtet opgave, der stadig arbejdes på (af ovennævnte grunde). Indtil videre har mine tidligere kollegaer for Socialstyrelsen lavet en model, SØM (Den Socialøkonomiske Investeringsmodel), som kan hjælpe kommunerne med at beregne de økonomiske konsekvenser af deres sociale indsatser baseret på empiriske resultater. Altså lidt a’la det samme som CASA, men i en generisk form. I kan læse mere om SØM på Incentives hjemmeside.

I fremtiden håber jeg, at vi bliver bedre til at prioritere ressourcerne, når vi hjælper de svageste. Og at vi bruger pengene på ting, der virker. For selvom det lyder godt, kan det godt være skidt, som jeg bl.a. beskrev i min kommentar i Børsen sidste år:

I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

PS: Hvis I vil følge lidt med i, hvor skidt det går med at hjælpe de svageste i samfundet, så vil jeg anbefale jer, at følge Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen på Facebook. Hun har fingeren på pulsen, og ser de mange tilfælde, hvor det offentlige fejler.

References   [ + ]

1. Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.
aug 312017
 

For noget tid siden så jeg Milton Friedman i en Youtube-video, hvor han sagde nedenstående. Desværre var jeg så dum, at jeg ikke fik noteret linket samtidig. Og jeg kan ikke finde citatet nogle steder online. Så indtil videre må I stole på mig (ellers er det mit citat, hvilket ville være endnu bedre! :-))

“I view government as a way in which we jointly do certain things together that would be difficult or impossible to do separately. An instrument through which we achieve our values. It is not something that is going to impose its values on us.”, Milton Friedman

Jeg elsker det citat, fordi det meget præcist beskriver den gode stats rolle…

 Posted by at 8:32
maj 162017
 

Forleden hørte jeg Cordua & Steno på Radio 24syv, hvor de havde en interessant debat om feriepenge med Dennis Kristensen (formand for FOA) og Rasmus Jarlov (MF’er for Det Konservative Folkeparti).

Der er mange argumenter for at afskaffe statens indblanding i folks økonomi – herunder feriepengene. Men det mest interessante ved diskussionen var Dennis Kristensens argument for at bevare bureaukratiet. Argumentet lød ganske enkelt: Vi er nødt til at beholde bureaukratiet, fordi en anden bureaukratisk regel gør, at mine medlemmer ellers kan miste en ydelse. 1)SIC!

Så i stedet for at sige “Det er en god idé, men lad os lige få fikset noget andet bureaukrati også”, så kæmper FOA-formanden for bureaukratiets bevarelse (det er selvfølgelig også typisk hans medlemmer, der flytter papirerne :-)).
Fra Max Pixel

Argumentet er lidt i samme stil som argumentet for, at man engang indførte et krav om niveaufri adgang til alle nye boliger. Kommunerne står nemlig for udgifterne, når boliger skal tilpasses, så borgere, der bliver bevægelseshæmmede, kan blive i eget hjem. Og derfor kunne kommunerne spare penge, hvis boligerne var niveaufri i forvejen.

Et mere naturligt valg havde selvfølgelig været at kigge på rimeligheden i, at de andre borgere i kommunen skal bære alle udgifterne, eller om man med rimelighed kan forvente, at borgerne selv tager sig af (eller forsikrer sig imod) udgifter udover “normalen”. Heldigvis overvejer man nu at afskaffe det krav.

Konklusion
Det ville være en befrielse, hvis politikerne – når der er problemer – som hovedregel fokuserede på at fjerne andre regler frem for at indføre nye regler og bureaukrati. Og hvis de engang imellem stod fast på, at folk af og til må klare sig selv eller lave deres egen ordninger, hvis de har problemer…

Men som Amalie Lyhne skriver her, så er det desværre sjældent det fokus, politikerne har…

References   [ + ]

1. SIC!
mar 272017
 

I Børsen d. 16. marts skrev Astrid Krag et modsvar til Børsens leder d. 10. marts, som — baseret på Radio24syvs afsløringer d. 8. marts og min kronik d. 7. marts — hævder, at Astrid Krag er blevet klædt af til skindet i debatten om Plejehjemmet Lotte.

Astrid Krag skriver i sit indlæg, at ”Thyra Franks plejehjem har i årevis været brugt af højrefløjen som bevis for, at man sagtens kan skære ned i den offentlige sektor, uden det kan mærkes. For på Lotte fik de så meget mere for mindre. Det billede krakelerede, da det kom frem, at Lotte havde haft markant flere penge end andre plejehjem i kommunen.”

Astrid Krag fortsætter herefter med et angreb på Radio24syvs data og hævder, at ”Radio24syvs historie bygger altså på en falsk præmis”.

Hvis man har sat sig ind i historien bag Thyra Frank og Plejehjemmet Lotte, kan man næsten ikke se Astrid Krags debatindlæg som andet end et forsøg på at forplumre debatten og skabe tvivl om, hvorvidt den ene eller anden part har ret. Den slags tricks ser man jo ofte, når der er tal på bordet. Og ikke kun fra venstrefløjen vel at mærke.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Astrid Krag eller Radio24syv har ret. Men jeg kan ikke undlade at bemærke, at Astrid Krag ikke forholder sig til de 12 år FøR 2000, hvor sammenligningen af Lotte og andre plejehjem — som jeg skrev i min kronik — er væsentligt mere enkel.

Fra 1988 til 2000 havde Plejehjemmet Lotte med Thyra Frank i spidsen nemlig PRÆCIS samme økonomiske vilkår som andre plejehjem i kommunen. De havde nemlig ”samme overenskomst med kommunen som andre plejehjem i kommunen og dermed også samme økonomiske grundlag.”, som direktøren for OK Fonden har sagt.

I samme periode havde Plejehjemmet Lotte glade medarbejdere, glade beboere og succes over hele linjen.

Hvordan det skulle kunne krakelere andre end Astrid Krags billede af, at en bedre offentlig sektor primært kommer ved at tilføre flere penge, har jeg meget, meget svært ved at forstå.

Men når verden ikke passer ind i ens politiske billede, er det nok desværre bare den bedste strategi for den enkelte at forsøge at forplumre debatten.

Det fører bare ikke nødvendigvis til et bedre samfund.