I går skrev jeg på Facebook, at “Jeg klandrer lejeloven, for at mulighederne for at svindle er så gode…, i forbindelse med en historie fra DR, som handlede om at boligsøgende bliver bedraget.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været specielt stor fan af lejeloven. Det vidner adskillige indlæg om lejeloven på diverse blogs om.[1] Og selvom jeg klandrer lejeloven, klandrer jeg selvfølgelig først og fremmest dem, der franarrer håbefulde boligsøgende tusindvis af kroner.[2] Men lejeloven bidrager efter min mening i meget høj grad til, at der overhovedet er et marked for snydepelse.
Tag for eksempel det ene gode råd, som DR giver i deres artikel: “Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, er det nok for godt til at være sandt.” Med den nuværende lejelov, er det råd totalt ubrugeligt. Min lejlighed (62 m2 på Østerbro) koster 4.725 kr./måned inkl. vand og varme. Hvis man står uden bolig og med et begrænset budget, så er det for godt til at være sandt.[3] Ikke desto mindre findes der tusindvis af lejligheder som disse i København – man skal bare være rigtig heldig for at få en.
Og hvordan gør det så livet let for svindlerne?
Den alt for lave leje på en del af boligmarkedet giver fup-udlejerne rigtig gode kort på hånden. Forestil dig at du er ude og se på en god, billig lejlighed, som du meget gerne vil have. Udlejer siger, at det er din, hvis du skriver under og betaler depositum med det samme. Egentlig ved du godt, at du burde få rådgivning, inden du giver udlejeren nogen penge. På den anden side ved du også, at der er 40 andre i kø, som er villig til at skrive under med det samme. Hvad gør du? I rigtig mange tilfælde, går det jo godt – måske er du en af de heldige?[4]
Min påstand (som jeg mener at have underbygget i mange af de førnævnte blogindlæg, og som også anes i indlæg som fx dette) er, at hvis der var en markedspris, der matchede efterspørgslen, så ville udlejerne i meget højere grad forsøge at fremstå som ordentlige personer, der var service mindede og gjorde alt for deres lejere. Lejerne ville blive opfattet som rigtige kunder, som man skal tiltrække, i stedet for en pøbel, der er masser af. Sandheden er jo, at udlejer kan behandle lejerne som de mere eller mindre har lyst til. I hvert fald indtil juristerne bliver indblandet. Det “værste” der kan ske, er at lejeren flytter. Og det giver jo blot udlejer mulighed for at indkassere depositum. Og en ny lejer finder du nemt i stakken af breve.[5]
Så jeg fastholder – og udbygger – mit første udsagn. Lejeloven har været med til at skabe et boligmarked fyldt med konflikter og muligheder for at svindle. Det kan nærmest kun overraske, at rockerne ikke er massivt til stede på markedet endnu…
- Se fx jonasherby.dk og Optimalt? [Tilbage]
- Bemærk at jeg ikke altid vil kalde det at narre nogen, hvis man tager 6.000 kr./måned for en lejlighed, som loven siger man kun må tage 4.000 kr./måned for. Der er jo lavet en kontrakt som begge i princippet kan være enige om. Men hvis man udlejer en lejlighed der ikke findes, eller udlejer den til mange – dvs. laver fupkontrakter – så er det en anden sag. [Tilbage]
- Til sammenligning koster den billigste ikke-regulerede lejlighed på Rovsingsgade 9.400 kr./måned. [Tilbage]
- Da jeg fik min lejlighed, skulle jeg mødes med udlejer på en parkeringsplads. Det var lidt skummelt. Men egentlig forstår jeg godt, at han gerne ville se sin lejer an, inden han forærede ham en bolig. Som udlejer af alt for billige boliger, kan man jo vælge og vrage mellem lejerne… [Tilbage]
- Et eksempel er min udlejer, hvor vi har forsøgt at få en ekstra nøgle til gården, så Henriette og jeg kan have en hver. Det har indtil videre – 8 måneder senere – været umuligt. Havde jeg boet på Rovsingsgade for 9.400 kr./måned, så vil jeg vædde på, at nøglen havde ligget i min postkasse ugen efter. [Tilbage]
