Min kronik på borsen.dk i går. Den handler ikke om de seneste nedlukninger, men om de drakoniske forslag om lukning af broer, udgangsforbud mv., der kommer fra flere kanter.
God fornøjelse – og del gerne!
*********KRONIK**********
I tirsdagens avis efterspurgte Børsens Steen Bocian en større corona-hammer fra regeringen. “Havde det ansvarlige ikke været at stoppe juletrafikken?”, spørger han retorisk og henviser til erfaringerne fra foråret, der angiveligt skulle vise, at en tidlig og “overbevisende” indsats fra regeringens side er afgørende for at få pandemien under kontrol.
Men hvad var det egentlig, der bragte pandemien under kontrol i foråret? Politikerne har haft succes med at spinne en historie om, at lukningen af biografer, restauranter, frisører og storcentre var afgørende. Men denne historie er i strid med forskningen. Den peger nemlig på, at det alt overvejende var borgernes frivillige adfærdsændringer – og ikke statens nedlukning – som knækkede kurven. Det viser en international litteraturgennemgang.
Bocians konklusion – at staten skal gå hårdere til værks – strider også mod det, vi bør bekymre os om. Efterhånden som smitten er steget i Danmark, bliver forslagene til, hvad regeringen skal gøre, mere og mere drakoniske. Hvorfor ikke stoppe juletrafikken? Hvorfor ikke lukke broerne? Hvorfor ikke indføre udgangsforbud? Mange af forslagene mangler evidens, men litteraturgennemgangen tyder dog på, at smitten kan bringes ned, hvis blot staten anvender magt nok.
Flere studier finder f.eks. en effekt af at spærre borgerne inde i deres egne hjem. Men hvad er omkostningen ved så drakoniske forslag? Lige nu er maksimalt et par procent af danskerne smittet, hvoraf mange isolerer sig frivilligt. Hvis man spærrer broer og indfører udgangsforbud, rammer man altså i ekstremt høj grad folk, der er “uskyldige” og raske. Det er – med en voldsom underdrivelse – at skyde gråspurve med kanoner.
Er drakoniske redskaber et nødvendigt onde i vores nuværende situation? Svaret afhænger bl.a. af, om de har potentiale til at gøre samfundet bedre. Her er der helt basale forhold, det er vigtigt at være bevidst om. Effekten af f.eks. at lukke Storebælt forekommer mest af alt som ønsketænkning hos diverse kommentatorer. De drakoniske forslag risikerer meget let at påføre borgerne store omkostninger med udokumenteret effekt og lille eller ingen gevinst.
Desuden skal der mindst to til at sprede smitten. Langt de fleste danskere kan passe på sig selv, hvis de ønsker det. Mange kan nå langt ved at ændre adfærd og ses med færre i fritiden – herunder i løbet af julen. Andre må samarbejde med deres arbejdsgiver om at få øget beskyttelsen – f.eks. i form af fysiske afskærmninger, som vi ser mange steder. I yderste tilfælde kan sårbare og deres familie være nødt til helt at trække sig fra arbejdsmarkedet i en periode, hvilket naturligvis er begrædeligt, men skal stilles i forhold til konsekvenserne af de drakoniske forslag.
Tilbage er en gruppe, som er sårbare og har brug for professionel pleje for at komme igennem hverdagen. Denne gruppe har ikke mulighed for at passe på sig selv, fordi de er afhængige af, at hjemmehjælpere og plejehjemspersonale kommer ind i deres bolig.
Imens mange kommentatorer har foreslået mere og mere drakoniske tiltag for at “beskytte” alle os andre, er denne gruppe blevet ladt i stikken, og smitten på plejehjemmene slog i sidste uge rekord. Hvorfor har man kun testet plejepersonalet hver 14. dag? Hvorfor testes pårørende ikke systematisk med lyntests?
Forstå mig ret. Hvis lukkede broer og storcentre kunne spare samfundet for tusinder af dødsfald og endnu flere sygdomsforløb, så mener jeg bestemt, det er værd at overveje. Men for det første taler evidensen imod effekten af at lukke broen.
For det andet skal vi – ligesom vi gør i alle andre aspekter af livet – sætte omkostningerne i forhold til gevinsterne. Det er ekstremt upopulært at sige, men overlevelse kan købes for dyrt. Det er ikke uden grund, at hastighedsbegrænsningen ikke er 5 km/t på landevejen. Det er en afvejning af fordele og ulemper.
Måske er det ved at være tid til, at danskerne indser, at staten ikke med rimelige brug af magt kan beskytte dem mod smittespredningen, så længe vi ikke har en vaccine. Det kan kun danskerne selv. Det betyder dog ikke, at staten ikke har en rolle. Den kan gøre det nemt for borgerne at stoppe smittekæder (ved bl.a. at sikre hurtig og nem adgang til test, når man har været i smitterisiko). Og så kan den beskytte de mest sårbare.
Dem som det offentlige i høj grad har ansvaret for. Men det kræver, at man flytter sit fokus fra drakoniske tiltag til de områder, hvor tiltag rent faktisk har en effekt, og hvor omkostningerne står mål med gevinsterne. Omfattende testning af personale, besøgende og beboere på plejehjem og i hele plejesektoren kunne være en god start.
Men selvom politikerne igen og igen bruger skumgummihammeren fra foråret og lukker butikker og frisører, selvom effekten er tvivlsom, betyder det ikke, at vi andre ikke kan finde den rigtige hammer fra foråret frem igen. Det betyder noget, at vi passer på. Det virker. Og det vil – uanset hvad politikerne gør – gavne mange mennesker. Så gør det. Skær så meget fra, som du kan – og lidt mere.
https://borsen.dk/nyheder/opinion/debat-cepos-drakoniske-forslag-med-lille-effekt-og-alt-for-store-omkostninger
