maj 152019
 

Den offentlige sektor bruger hvert år milliarder af kroner på nye tiltag, der lyder gode på papiret, men hvor ingen kender effekten for de borgere, man ønsker at hjælpe.

Skoler køber ipads uden at vide, om børnene bliver dygtigere. Kommunerne bruger milliarder på jobcentrene uden at kunne dokumentere, hvor mange de får i arbejde. Unge bliver tilbudt uddannelsestilbud, der sandsynligvis ikke virker, og sådan kan man blive ved. Samtidig er evalueringerne af tiltagene ofte så dårlige, at andre ikke kan bruge resultaterne til noget.

Problemet er ikke kun dansk. I USA har What Works Clearinghouse (WWC) gennemgået evalueringerne af 10.000 tiltag i uddannelsessektoren. Kun 6 pct. af evalueringerne lever fuldt ud op til WWC’s kvalitetskrav om bl.a. randomiserede forsøg. Og af de 6 pct. var det endda kun ca. hver tredje, hvor man kunne dokumentere en effekt. Der var altså under 2 pct. af alle studierne, hvor man med sikkerhed så en effekt af tiltaget.

Man hører ofte politikere udtale, at nu gør vi x for at få y. Men sandheden er, at der bliver skudt med spredehagl i blinde, i stedet for at fokusere på de ting, der virker. Københavns Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning havde i maj hele 48 igangværende integrationsprojekter. Hvis WWC’s erfaringer også gælder her, bliver kun tre af projekterne evalueret rigtigt, og kun ét af projekterne har reelt en effekt.

Og det er en risikabel måde at behandle menneskers liv på. For et tiltag, der lyder positivt, kan godt have meget uønskede effekter. I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig skal gøre noget. Men det betyder, at det ikke er nok, at noget lyder godt. Effekten af tiltaget skal være dokumenteret gennem videnskabelige tests, som vi f.eks. kender det fra medicinalindustrien. Ellers kan tiltaget, ganske som ikke-testet medicin, ende med at gøre mere skade end gavn.

Når kommuner mv. laver nye tiltag, bør de derfor gøre sig klart, om de ønsker at 1) gøre noget godt for målgruppen, eller 2) bidrage med ny viden. Hvis det er 1), skal de vælge tiltag, hvor der er solid dokumentation for effekten, så de ved, at de hjælper målgruppen. Hvis det er 2), skal de sikre, at evalueringen bliver grundig. Det kan betyde randomiserede forsøg og opfølgning på folks liv i årevis. Og at evalueringen kan være mange gange dyrere end selve tiltaget og kun i få tilfælde vil vise den ønskede effekt.

Men hvorfor skulle det egentlig også være mere acceptabelt at behandle folks liv med ikke-testede tiltag, end det er at behandle folks kroppe med ikke-testet medicin?

PS: Ovenstående indlæg blev også bragt i Børsen d. 3. august 2017

maj 072019
 

Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.

I disse dage raser debatten om tidligere pensionsalder for visse grupper. I medierne kan man høre den ene historie efter den anden om folk, der bliver nedslidt. F.eks. havde to deltagere i »Debatten« 24. januar på DR ondt i lænden og problemer med at sove på trods af, at de begge knap var 30 år gamle. Fagbevægelsen deltager ivrigt og begejstret i den debat. Men på intet tidspunkt bliver spørgsmålet rejst: Hvad er fagbevægelsens eget ansvar her? Fagbevægelsen har nemlig snorksovet i timen og forsømt at varetage deres medlemmers interesser.

For hvis fagforeningernes medlemmer er nedslidt, hvorfor lader fagforeningerne det så være op til et snævert flertal i Folketinget at bestemme, hvornår deres medlemmer kan trække sig tilbage med økonomisk støtte? Hvorfor har fagforeningerne ikke med rettidig omhu taget vare på deres medlemmers interesser, så de kan få den fornødne hjælp i slutningen af arbejdslivet?

Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.

Et eller andet sted har fagforeningerne jo gamblet med medlemmernes alderdom ved at overlade dem til flertallets gunst. Man har satset på, at resten af Danmarks befolkning ville finansiere medlemmernes tidlige tilbagetrækning. Og det lotteri mener man åbenbart selv, at man har tabt.

Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på, hvordan ens krop har det efter 30, 40 eller 50 år som murer eller sosu-assistent. Men det undrer mig, at fagforeningerne ikke har sørget for at sikre deres medlemmer en fornuftig alderdom, hvis det står så slemt til.

Havde fagforeningerne stillet krav om at få en bedre forsikringsordning eller bedre arbejdsforhold, er det klart, at medlemmerne enten ville have været nødt til at gå ned i løn, eller også ville fagforeningerne have mistet medlemmer, fordi højere udgifter for arbejdsgiverne reducerer efterspørgslen på arbejdskraft.

Men er det rimeligt, at fagforeningerne har ladet deres medlemmer slide sig ned uden tilstrækkelig sikring af deres alderdom? Er det rimeligt, at arbejdsgiverne ikke har betalt den fulde pris for arbejdskraften?

En høj pris på arbejdskraften ville have sendt et signal til arbejdsgiverne om, at denne udsatte arbejdskraft kun burde bruges, når det var strengt nødvendigt. Det ville have givet arbejdsgiverne en endnu større tilskyndelse til at investere i nye metoder og ny teknologi, som kunne reducere nedslidningen af medarbejderne. Og en lavere løn ville have signaleret til arbejdstagerne, at de skulle søge over i andre brancher, hvor man ikke bliver nedslidt. Begge dele ville have ført til færre nedslidte danskere. Og de, der blev nedslidt, ville have været dækket af fagforeningernes forsikringer i stedet for som nu at leve på flertallets nåde og regning.

Der mangler i den grad kritik af fagforeningerne i debatten om nedslidning på jobbet.

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt i Berlingske.

feb 142018
 

CASA udarbejdede i 2010 en kasseberegning for det offentlige af indsatser i forhold til udsatte børn og unge. Beregningerne illustrerede, at det “samfundsøkonomisk” kan betale sig med tidlige sociale indsatser med henblik på at undgå, at udsatte børn og unge får dårlige opvækstvilkår og medfølgende et ’dårligt liv’ i voksentilværelsen. CASA kaldte det selv en samfundsøkonomisk analyse, men i mine øjne omfatter en samfundsøkonomisk analyse ikke kun de offentlige kasser, men – som navnet siger – hele samfundet. 1)Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.

Det er dog på ingen måde en kritik af CASAs arbejde! Faktisk er jeg sikker på, at deres konklusioner havde været meget tydligere, hvis de havde medregnet personens egne gevinster ved at opnå et ‘godt liv’ frem for et ‘dårligt liv’. Både i form af en højere løn, men så sandelig også i form af en forbedret livskvalitet. Eller hvis de havde medregnet de pårørendes bekymringer for personen, der lever et ‘dårligt liv’. Eller hvis andre effekter, som f.eks. ændringer i begået kriminalitet ved overgangen fra et ‘dårligt liv’ til et ‘godt liv’, blev medregnet. Mange kommuner vil sikkert finde kasseberegningen mere interessant i en tid med nedskæringer og besparelser. Men vil vi gøre samfundet bedst muligt, er det ikke nok kun at se på det offentliges kasser. I mine øjne tog CASA derfor et af de første, vigtige skridt mod en forbedret prioritering af det offentliges midler indenfor det sociale område. Men dog kun det første…

En af mine sidste opgaver hos Incentive var at hjælpe Socialstyrelsen med at opstille principperne for samfundsøkonomiske analyser på socialområdet. Det er en langsigtet opgave, der stadig arbejdes på (af ovennævnte grunde). Indtil videre har mine tidligere kollegaer for Socialstyrelsen lavet en model, SØM (Den Socialøkonomiske Investeringsmodel), som kan hjælpe kommunerne med at beregne de økonomiske konsekvenser af deres sociale indsatser baseret på empiriske resultater. Altså lidt a’la det samme som CASA, men i en generisk form. I kan læse mere om SØM på Incentives hjemmeside.

I fremtiden håber jeg, at vi bliver bedre til at prioritere ressourcerne, når vi hjælper de svageste. Og at vi bruger pengene på ting, der virker. For selvom det lyder godt, kan det godt være skidt, som jeg bl.a. beskrev i min kommentar i Børsen sidste år:

I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

PS: Hvis I vil følge lidt med i, hvor skidt det går med at hjælpe de svageste i samfundet, så vil jeg anbefale jer, at følge Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen på Facebook. Hun har fingeren på pulsen, og ser de mange tilfælde, hvor det offentlige fejler.

References   [ + ]

1. Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.
jul 072017
 

I 2016 blev 12 personer dræbt i trafikken i København, og det har fået Morten Kabell til at lægge op til en vision for København som en by uden dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det skal ifølge Kabell bl.a. ske ved at “vi have bilernes hastighed markant ned”. Der er næppe uenighed om, at færre trafikdræbte er ubetinget godt. Men en sænkning af hastigheden har jo også omkostninger. I København køres der på en gennemsnitlig hverdag ca. 5 mio. km. Nogle steder køres der langsommere end 50 km/t – andre steder hurtigere. Lad os for eksemplets skyld antage, at en sænkning af den tilladte hastighed til 40 km/t sænker gennemsnitsfarten fra 45 km/t til 44 km/t  i København. Så vil det samlede tidsforbrug på transport som følge af forslaget stige fra 111.111 timer om dagen til 113.636 timer om dagen. En forskel på ca. 2.500 timer om dagen – eller ca. 800.000 timer om året 1)Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt..

Folk er i gennemsnit villige til at betale ca. 120 kroner for at spare en times transportarbejde, og der er i gennemsnit 1,4 personer pr. bil 2)Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time., så de 800.000 timer har en samlet værdi for folk på godt 130 mio. kroner om året 3)Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser. Da samfundets omkostning for en undgået omkommen i trafikken er ca. 30 mio. kroner 4)Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser., vil det med ovenstående forudsætninger løbe rundt samfundsøkonomisk, hvis vi kan redde ca. 3 menneskeliv i trafikken pr. år. Derudover vil der også være gevinster fra færre tilskadekomne, mindre støj m.m.

Så det første spørgsmål er: Kan vi det? Kan en reducering af gennemsnitshastigheden med 1 km/t reducere antallet af trafikdræbte med knap 4 personer?

Det næste spørgsmål er: Hvor langt skal vi ned i fart, for at nå 0 trafikdræbte? De 12 trafikdræbte og 180 alvorligt tilskadekomne koster samfundet ca. 1,2 mia. kr. om året. Det er ca. hvad det koster samfundet at reducere hastigheden fra 45 km/t til 37 km/t – altså 8 km/t. Vil det mon fjerne alle trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne?

References   [ + ]

1. Man bruger normalt en faktor 329 til at omregne fra hverdagsdøgn til år. Tallet kan selvfølgelig variere, men i dette øjemed er det ikke så vigtigt.
2. Kilde: Transportøkonomiske Enhedspriser. Her er der ikke taget højde for, at vare- og lastbiler vil betale op til 4 gange mere for at spare en time.
3. Børn tæller kun halvt jf. Transportøkonomiske Enhedspriser
4. Kilde: Igen Transportøkonomiske Enhedspriser.
 Posted by at 8:02
jul 072016
 

I går havde jeg en diskussion med nogle venner om, hvorvidt ulighed fører til mere kriminalitet. Jeg har altid været rimelig skeptisk over for den påstand, da jeg ikke rigtig kan se, hvorfor man skulle blive et skidt menneske, bare fordi man har en lav indkomst.

I dag kom jeg så til at tænke på denne figur. Den viser, at antallet af voldssager er steget markant siden velfærdstatens indførelse (i 1960 betalte vi ca. halvt så meget i skat som i dag. Skattetrykket var godt 25% – i dag er det ca. 50%.)

vold

Udviklingen i tyverier (som nok er mere relevant i forhold til ulighed) er den samme.

tyverier

Figurerne er fra kapitlet “Kriminalitet: Farlig er den, som intet har at miste” i bogen Taberfabrikken af Ole Birk Olesen, som I kan finde her.

Pointen i kapitlet er, så vidt jeg husker (jeg læste den for mange år siden), at når staten garanterer dig en ganske fin overførselsindkomst, så har du mindre grund til at opføre dig ordentligt, fordi du ikke er afhængig af dine nærmeste.

PS: Der kan være mange forklaringer på, at figurerne ser ud som de gør (er der fx taget højde for mørketal), men det er alligevel en spændende teori, som sender bolden over på modstandernes banehalvdel.

nov 262013
 

Skal vi have kvoter for antallet af kvinder i bestyrelserne i danske virksomheder? Eller skal vi stole på, at bestyrelserne udfører deres arbejde, og hyrer dem, de finder bedst uanset køn?

I Norge forsøgte man sig med kvoter i 2006. Og man har siden undersøgt konsekvenserne.

“We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.”

Så blev vi så meget klogere (som Carl-Johan Dalgaard skriver på altandetlige.dk…)

 Posted by at 12:12
jan 222013
 

Tre nyheder fangede min opmærksomhed i går. Danske Bank gør det dyrere at hæve penge ved kassen (40 kr), Gyldendal vil af med liberaliseringen af bogmarkedet, og DF vil lave DONG 2 på Grønland.

Lad os starte med DF. Jeg så, at Kristian Thulesen Dahl er citeret for at sige “Vi byder ind med ekspertise og kapital.” Det er rigtigt nok, at vi har ekspertise i at oprette statslige monopoler, men hvad angår minedrift er det vist mest kalk og sten. Jeg vil faktisk ikke engang afvise, at vi er nogle af de bedste indenfor kalk (det har vi trods alt ret meget af). Men indenfor kobber, zink, jern og sjældne jordarter (hvad det end er), er jeg sikker på, at grønlænderne kan finde mange, mange samarbejdspartnere med samme “ekspertise” som danskerne. Det er i hvert fald ikke et argument for at oprette endnu et statsligt monopol.

En anden trist nyhed er, at Gyldendal beder politikerne om at rulle liberaliseringen af bogmarkedet tilbage. Det kommer forhåbentlig ikke til at ske. Men blot det at en stor spiller på det danske bogmarked foreslår det, burde være nok til at man – i stedet for at være “parat til at lytte til branchens bekymringer” – sagde, at “her gik I over stregen! I må klar jer i konkurrencen mod bedre bøger.”
I øvrigt er det en trist holdning, at nogle mener, at kvalitetslitteraturen er den, der (åbenbart) ikke kan klare sig på markedsvilkår. Man skulle faktisk tro, at det var omvendt. At kvalitet var noget af det, der solgte. Det er vist det princip, som Apple lever efter…

En anden interessant historie er Danske Bank. De tør hvor andre tier, må man sige. Det bliver spændende at følge, om de får andre banker til at følge trop (så alle skal betale for at have en bankkonto), eller om de bliver bragt til orden af politikerne eller deres konkurrenter, som lige nu må opleve en sand tilstrømning af kunder, de i bund og grund ikke er interesserede i. Mht. til at betale for at hæve penge i kassen, så hørte jeg en fornuftig mand, der sagde noget a’la “Hæv da over beløbet, når I alligevel er i Netto.” Jeg vil tro det er billigere for alle (måske endda også for Netto?)