Stavnsbåndet i 1700-tallets Danmark, forhindrede mænd i at bosætte sig, hvor de ville. Var man født på et gods, var man tvunget til at bo der i praktisk taget hele sit liv.
Når vi i dag tænker tilbage på dengang, virker det absurd, at man var bundet til et bestemt gods og ikke kunne bosætte sig, hvor man havde lyst. Hvorfor skulle nogle mennesker (herremændene og godsejerne) bestemme hvor andre skulle bo? Konsekvensen var – naturligvis – at bønderne havde langt dårligere forhold end de ellers ville have haft, fordi godsejerne ikke i samme grad var udsat for konkurrence fra omkringliggende godsejere. Behandlede man “sine” bønder dårligt, kunne de ikke flytte til et andet gods, der tilbød bedre forhold. Absurd!
Når man tænker over det, bliver man faktisk lidt bekymret for, hvad vores efterkommere tænker om os og landegrænser om 2-300 år. Vil de mon tænke “Hvor var det absurd, at man ikke kunne bosætte sig i det land, man havde lyst til!” Helt ærligt – det er da absurd, at en dansker ikke bare kan flytte til USA og arbejde. Eller at en australier ikke kan bosætte sig i Danmark, hvis han vil. Er vi – heriblandt vælgerne i de demokratiske lande – nutidens herremænd og godsejere?
Jeg er ikke uenig i, at der er sociale ydelser m.m., som vi kun ønsker at give til vores “egne”. Men hvis Amadou fra Libyen kan klare sig selv – hvorfor skal han så ikke have lov til at komme til Europa? Hvorfor skal alverdens diktatorer have lov til at undertrykke deres egne, uden at det har konsekvenser for dem i form af udvandring?
Hvad vil de tænke om 300 år?
Social Media