sep 282017
 

Engang kom vi over frokosten i Incentive til at snakke om syndsforladelse, skærsild og deraf følgende afladsbreve. Afladsbreve må være opskriften på noget nær det perfekte produkt! Høj værdi for kunden og stort set ingen produktionsomkostninger.

Spørgsmålet ved frokostbordet var: “Hvordan satte kirken egentlig prisen på afladsbrevene?” Der må have været gode muligheder for at prisdiskriminere (1):

  1. Kirken havde stor viden om produktets værdi for kunden, da præsten sandsynligvis vidste, hvad kunden havde bedrevet af ugerninger. Enten gennem skriftestolen eller den lokale sladder.
  2. Kirken havde stor viden om kundens betalingsvillighed/-evne, da herremanden åbenlyst havde større mulighed for at betale end daglejeren.
  3. “Kunden” var sandsynligvis med på idéen, da aflad nok blev opfattet som noget relativt. Man skulle kunne mærke smerten i pengepungen, før det rigtig forkortede tiden i skærsilden. Derfor ønskede herremanden også at betale mere end daglejeren.

Om kirken til fulde udnyttede informationen, har jeg desværre ikke kunnet finde ud af. Men jeg vil helt sikkert bringe emnet op, næste gang jeg møder en teolog! Måske havde de haft brug for en konsulent dengang?

Kilder og citater:

“Paven rådede over en skat af overskydende fyldestgørende gerninger, hævdede man. Dem kunne han dele ud af, mod betaling, forstås, til dem, der var i underskud.” Kilde.

“Den egentlige afladshandel hører til senmiddelalderen, især tiden efter bogtrykkerkunstens opfindelse o. 1445. Hermed kunne man fortrykke tusindvis af afladsbreve, og blot udfylde med dato og navn på modtageren.” Kilde. Sådan så et afladsbrev ud

Der blev til en vis grad diskrimineret med tilpassede produkter som f.eks. aflad for spisning af smør.

Husk, at du kan læse min bog, Ny Prissætning, online her (kan også købes på bl.a. Saxo).

Hilsen
Jonas

(1)  Prisdiskrimination: Tage forskellige priser fra forskellige kunder for (næsten) samme produkt.

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt på altandetlige.dk.

 Posted by at 10:16
sep 262017
 

Betaler du din skat med glæde?

Til det svarer mange “Ja”. Og en (gammel) måling fra Greens Analyseinstitut, som viser da også, at 7 ud af 10 danskere mener, at den skat de selv betaler er ganske passende. Der kan imidlertid være stor forskel på, om man spørger folk, eller om man observerer deres handlinger. Det viser Thustrup m.fl. i et spændende projekt, som blev udarbejdet i samarbejde med SKAT. I “Unwilling or Unable to Cheat? Evidence From a Tax Audit Experiment in Denmark” viser de, at skatteundragelsen i Danmark er lav. Ikke fordi folk ønsker at betale skat, men fordi det pga. SKATs høje informationsniveau er svært at snyde. Folk betaler altså ikke deres skat med glæde. De betaler, fordi de er bange for at blive taget i torskegildet.

Personligt betaler jeg helt klart med lidt større glæde mindre ærgrelse, når jeg er forvisset om, at I andre gør det samme…

 Posted by at 21:36
sep 172017
 

David Romer er et glimrende eksempel på, at økonomer ikke kun bruger eksempler fra den normale økonomiske verden for at understrege deres pointer. I hans glimrende artikel “Do Firms Maximize? Evidence from Professional Football“, har han analyseret 700 kampe i NFL for at se, om trænerne foretager rationelle valg på 4. og sidste down – dvs. om de sparker eller “går efter den”. Han finder, at trænerne i NFL er for konservative og for tit vælger at gå efter et field goal i stedet for at prøve at score touch down. Det interessante i hans artikel er, at han ikke kun ser på det forventede antal point ved at sparke/”gå efter den” –  men også på det forventede antal point modstanderne vil få betinget af ens valg. Og dem med kendskab til amerikansk fodbold ved, at det er sjovere at modtage bolden efter et kick-off, end det er at få bolden på ens egen 4-yard-linje. Er det hele bare økonomisk nørderi? Ikke helt. New England Patriots træner, Bill Belichick, er en af de trænere der er enig med Romer, og som oftest går efter touch down på 4. down. Han er også en af de mest vindende trænere i historien – er det tilfældigt?

 Posted by at 15:20
sep 152017
 

På det seneste har der været meget omtale af kvotekongerne i Danmark. Men kvotekongerne er ikke nødvendigvis det største problem med EU’s kvoter…

DR.dk bragte engang en artikel, som kan give enhver økonom gåsehud. Både fordi historien viser, at folk reagerer på incitamenter og maksimerer nytte og profit (det er smukt!). Men også fordi historierne viser, at en forkert politik kan være ødelæggende (det er grimt!).

Det drejer sig om EU’s fiskepolitik, som (åbenbart) bestemmer præcis hvor mange rødspætter der bliver fanget hvert år. Den maksimale grænse bestemmes af kvoten. Og den minimale grænse bestemmes af … kvoten. Hvorfor? Fordi mindsteprisen på fisk gør, at det altid er optimalt for fiskerne at udnytte hele kvoten.

Lad os starte med det smukke: Fiskerne får en mindstepris for deres fisk, som ligger over omkostningen ved at fange fisken. Derfor vil de naturligvis altid fange alle de fisk, de må, og derfor udnytter de hele deres kvote. 1)Bemærk at Dansk Fiskeriforening siger “Hvis vi gør det (fanger mindre end kvoten, red.), så risikerer vi at vores kvoter bliver sat ned, fordi vi ikke fanger den”. En anden årsag er nok, at hvis de ikke fanger hele kvoten, udnytter de ikke den mindstepris, som EU garanterer dem. De vil jo – som bageren, slagteren og konsulenten – gerne tjene penge. Det er smukt, fordi det viser, at fiskerne reagerer på priserne.

Lad os dernæst tage det grimme: Fiskerne reagerer på forkerte priser! Prisen er holdt kunstigt oppe af EU, så derfor ender man med at smide god fisk ud, i stedet for at sælge den til Hr og Fru Jensen, som gerne vil have rødspætte, men synes at prisen i dag er lidt for høj. Resultatet er, at forbrugerne får færre og dyrere fisk. Man smider god fisk ud. Og man overfisker farvandene unødigt. Det interessante spørgsmål er: Hvorfor sker det her? Svaret er sandsynligvis fordelingspolitik. De små fiskere bor primært i Udkantseuropa. Det ser altså ud til, at EU synes, at Udkantseuropa er vigtigere end fisk og forbrugere. Det er helt ok – EU-politikerne er demokratisk valgt. 2)Men pas nu på med at tro, at demokratiet er en god mekanisme. Men måske kunne man støtte Udkantseuropa på en lidt smartere måde…? 3)Man har vist allerede visse støtteordninger, der går til små både uanset fangsten. Det holder liv i den lille fisker, uden at han direkte opfordres til at smide fisk ud…

PS: Ovenstående er baseret på et gammelt blogindlæg, jeg skrev for Incentive på deres nu lukkede blog.

References   [ + ]

1. Bemærk at Dansk Fiskeriforening siger “Hvis vi gør det (fanger mindre end kvoten, red.), så risikerer vi at vores kvoter bliver sat ned, fordi vi ikke fanger den”. En anden årsag er nok, at hvis de ikke fanger hele kvoten, udnytter de ikke den mindstepris, som EU garanterer dem.
2. Men pas nu på med at tro, at demokratiet er en god mekanisme.
3. Man har vist allerede visse støtteordninger, der går til små både uanset fangsten. Det holder liv i den lille fisker, uden at han direkte opfordres til at smide fisk ud…
 Posted by at 15:19
sep 032017
 

Når vi overlader pengene til politikerne, så kan de ikke afholde sig fra at bruge dem til at tvinge deres egne moraler ned over os andre. Se fx dette interview, hvor spidskandidaten fra Alternativet i København på spørgsmålet “Hvorfor må fru Jensen på plejehjemmet ikke afgøre, hvor ofte hun vil spise en god bøf?”1)Bragt i Politiken 11 august 2017 svarer:

Hvorfor må fru Jensen på plejehjemmet ikke afgøre, hvor ofte hun vil spise en god bøf?
Jamen det må hun sådan set også godt. Hvis fru Jensen betaler af egen lomme, har jeg ikke noget problem med det, men hvis det er kommunen, der betaler, så mener jeg, at det er fair at stille krav til, at vi serverer klimavenlig mad, som er økologisk og en gang om ugen vegetarisk.
Niko Grünfeld, Alternativet

Det er simpelthen et skråplan, at politikerne først tvinger os til at spare op til alderdom osv. gennem skatterne, og så bagefter påstår, at vi ikke selv betaler for ydelserne, og at de derfor har ret til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Netop derfor skal de offentlige ydelser ud på markedet. Det vil sige betales og vælges af borgerne (om finansieringen stadig skal gå igennem det offentlige, kan vi diskutere ved en anden lejlighed).

References   [ + ]

1. Bragt i Politiken 11 august 2017
 Posted by at 13:56
sep 012017
 

Forleden var Mathias Tesfay i Berlingske. Årsagen var, at han var blevet opmærksom på, hvor priviligeret han er, fordi han ikke behøver at tænke over prisen på et stykke chokolade. Chokoladen kostede 59 kr., hvilket er forholdsvis mange penge for lidt chokolade, hvis man får 2 kr. 95 øre pr. tagsten, som var det Tesfay fik på sin sidste akkord som murer.

Og hvis man ser lidt på tallene, må man give Tesfay ret. Hvis vi anslår, at han betaler ca. 40% i skat, så skal han lægge 33 tagsten for at kunne købe sin chokolade. Det er hårdt arbejde, og er man chokoladeelsker, kan man hurtigt få slidt sig en pukkel til.

Det interessante er, hvad Mathias vil gøre ved det. Én mulighed kunne være at lette skatterne. Hvis vi ser på det konkrete stykke chokolade, så består prisen på de 59. kr. af ca.

  • 11,80 kr. moms
  • 9,61 kr. chokoladeafgift 1)Hvis chokoladen vejede 200 gram (se her).
  • 37,59 kr. “chokoladeplade”

Han skulle altså kun lægge knap 13 tagsten á 2,95 kr. for at få råd til chokoladen, hvis der ikke var skatter og afgifter… Vil Tesfay og hans parti kæmpe for det?

 

 

 

References   [ + ]

1. Hvis chokoladen vejede 200 gram (se her).
 Posted by at 13:32
jul 272017
 

For et par uger siden var medierne fyldt med diskussioner af, hvorvidt København skal lægge gader til det ene eller det andet racerløb.

Udover miljø, trafikale problemer osv. fylder økonomi en del i diskussionen. Vil det være godt for Københavns økonomi at være vært for et racerløb, der tiltrækker tusindvis af købestærke turister? Vil det være en god forretning for Københavns hotel- og restaurationsbranche?

Det kræver selvfølgelig en nærmere analyse at afgøre den sag. Men diskussion kan som udgangspunkt blive mere kvalificeret, hvis debattørerne er opmærksomme på forskellen mellem det korte sigt og det lange sigt i økonomien.

På kort sigt er der et givet udbud af hotelværelser, restauranter mv. i København. Der er de hotelværelser, der er, og et stort arrangement med nye gæster, vil derfor øge det enkelte hotels belægning, så de tjener flere penge — særligt fordi en stor del af deres omkostninger er faste.

På lang sigt er der derimod andre effekter i spil. For hvad sker der med antallet af hotelværelser, hvis hotellerne bliver vænnet til (og forventer), at kommunen arrangerer Formel 1, Formel E, Cykel VM osv. for skattepengene med jævne mellemrum? Nemlig! Når hotelkæderne ser mulighed for at tjene godt under arrangementerne, kommer der hurtigt flere hotelværelser. De vil til gengæld stå halv- til heltomme imellem de store arrangementer, så hotellerne over en årrække tjener præcist det samme, som de ville have gjort uden Formel 1.

Hvis effekten af at arrangere Formel 1 er, at hoteller, restauranter mv. forventer, at kommunen løbende vil betale for store events, så er resultatet altså, at hverken brancherne eller København som helhed vil tjene på de forskellige events. Hotelbranchen vil ganske vist fylde mere i den københavnske økonomi, men da der nu engang kun er et vist arbejdsudbud, vil det være på bekostning af andre brancher.

Tilbage står altså, at kommunen — hvis det lange sigt er det mest relevante (og det mener jeg) — kun skal arrangere racerløb, hvis det skaber større fornøjelser for københavnerne, end de ville kunne opnå på egen hånd for de samme penge.

Om racerløb gør det? Der er dit gæt nok lige så godt som mit.

 Posted by at 9:21