jul 012019
 

Blandt økonomer er der bred enighed om, at ensartede afgifter på CO2-udledninger er den mest omkostningseffektive måde at reducere den danske klimapåvirkning på. Fordelen ved ensartede CO2-afgifter er, at politikerne kan overlade det til markedet at finde de områder, hvor CO2-reduktioner kan gennemføres med færrest mulige gener for danskerne.

Men en ensartet CO2-afgift i Danmark vil umiddelbart medføre øgede CO2-udslip i udlandet – bl.a. fordi en del af den CO2-udledende produktion i Danmark blot vil flytte til udlandet. Dette fænomen kaldes for lækage. De økonomiske vismænd har beregnet, at en ensartet CO2-afgift på 100 kr. i Danmark vil medføre en lækagerate på ca. 52 pct. Hver gang vi reducerer vores udslip i Danmark med to ton CO2, vil lækage altså betyde, at udslippet i udlandet stiger med ca. et ton.

CO2-lækager bruges ofte som argument for, at man bør have en mindre stram regulering af drivhusgasser i konkurrenceudsatte sektorer, hvor lækageeffekterne formodes at være særligt store, fordi en stram regulering ikke vil gøre særligt meget godt på globalt plan.

Men brugerne af argumentet overser en vigtig detalje: Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at reducere menneskets påvirkning af klimaet, er det afgørende, at andre nationer bidrager ved at forpligte sig til at begrænse udledningen af CO2 – og efterfølgende lever op til disse forpligtigelser. Så længe andre nationer gør dette, er eventuelle lækager fra en ensartet CO2-afgift i Danmark underordnet. Hvis andre nationer derimod blot lader CO2-udledningen stige, hvis Danmark indfører CO2-afgifter, er effekten af den danske klimapolitik alligevel beskeden, fordi Danmarks betydning for de globale CO2-udledninger er forsvindende lille. Derfor er et effektivt internationalt aftalesystem, hvor landene lever op til deres forpligtelser, afgørende for klimaets fremtid.

Danmark har forpligtet sig til at nedbringe udledningerne fra den såkaldte ikke-kvotesektor med 39 pct. frem til 2030. Ifølge vismændene vil en ensartet CO2-afgift på 100 kr. reducere Danmarks CO2-udledninger med 4,5 mio. ton (ca. 5,7 pct.) og reducere bnp med 0,1 pct. (godt 2 mia. kr.). Til sammenligning reducerer regeringens målsætning om 1 mio. grønne biler ifølge Cepos CO2-udledningen med i gennemsnit en mio. ton og koster 11,2 mia. kr. årligt frem mod 2030.

I klimadebatten tales der ofte om den signalværdi, der ligger i, at vi i Danmark går forrest med en ambitiøs klimapolitik. Det virker åbenlyst, at effekten af et signal er større, hvis det er relativt billigt for andre lande at følge trop.

Danmark bør derfor sende et meget tydeligt signal om, at vi effektivt bakker op om de internationale aftaler. Det gør vi bedst ved at feje for egen dør og leve op til vores internationale forpligtelser billigst muligt gennem ens afgifter på drivhusgasser på tværs af alle ikke-kvoteomfattede sektorer.

PS: Ovenstående er tidligere bragt i Børsen d. 6. maj 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/224753/artikel.html

 Posted by at 8:59
jun 042019
 

Når snakken i sociale lag falder på demokratiet og dets udfordringer, når man ofte til en fælles forståelse for Winston Churchills berømte citat: “Democracy is the worst form of government except for all those other forms, that have been tried from time to time”. Underforstået: Når Lars Løkke Rasmussen (V) lufter minimumsskatter og -lønninger, og når kommunerne bruger dine penge på bycykler og håbløse letbaner i stedet for kernevelfærd, skal vi bare være lykkelige for, at vi trods alt ikke lever i et diktatur.

Men hvis vi tror, at demokratiske afstemninger er det mindst ringe, er det fordi vi glemmer én meget vigtig ting. For det reelle og realistiske alternativ i Danmark er ikke diktatur men markedet.

I stedet for at lade demokratisk valgte politikere bestemme hvor mange penge, der skal bruges på pension, børnehaver og fødsler, kan vi overlade beslutningen til individet. Det vil i mange tilfælde give langt bedre løsninger på folks problemer. Hvorfor? Sat lidt på spidsen vil 100 mennesker, der skal købe sko i et demokrati, ende med 100 røde par sko, hvis 51 foretrækker røde sko, mens kun 49 foretrækker blå. Overlader man det til markedet, vil folk i stedet få præcis den farve sko, de foretrækker.

Tilføj ti ekstra farver til eksemplet, og man kan ende med en situation, hvor ingen – eller meget få – får de sko, de rent faktisk foretrækker. På markedet får alle derimod de sko, de ønsker sig.

Mange danskere vil i løbet af deres liv opleve, at det offentlige ikke leverer det, man forventede. Og når det sker, er ens retsstilling elendig. Havde du planlagt at gå på efterløn eller tidlig pension, og nu er vilkårene ændret? Regnede du med to dage på barselsafsnittet efter fødslen? Er normeringen for lav i daginstitutionen? Det er bare ærgerligt. For flertallet har talt, og de ville hellere bruge pengene på noget andet. Og i en politisk styret økonomi får alle den farve sko, der er flertal for.

Alternativet til den politisk styrede økonomi er det frie marked. Det frie marked behandler os som individer, der kan træffe selvstændige valg og ikke bare være underlagt flertallets gunst.

Havde du tænkt dig at prioritere tidlig pension lidt højere? Er muligheden for to dage på barselsafsnit vigtigere for dig end så meget andet? Prioriterer du en børnehave, hvor pædagogerne bruger tiden på børnene i stedet for at udfylde blanketter? Jamen, så gør du bare det.

På det frie marked vælger den enkelte nemlig selv, hvordan midlerne skal prioriteres. På det frie marked kan du få røde sko, mens jeg køber blå.

Det frie marked er ikke perfekt. Men det frie marked bør heller ikke sammenlignes med det perfekte, men med velfærdsstatens politisk styrede økonomi. 

Og der findes vel ikke én normal person i Danmark på nuværende tidspunkt, som mener, at velfærdsstaten er perfekt?

Ovenstående indlæg er bragt i Børsen d. 8. april 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/222912/artikel.html

 Posted by at 16:35
jun 032019
 

Hvad gør en virksomhed, hvis den har to lige store kundegrupper, som har vidt forskellige interesser og krav, men begge lægger en betydelig del af virksomhedens omsætning?


“Politikernes indgriben i stationsstrukturen i Danmark betyder, at passagererne som helhed får langsommere og dårligere tog, end de fortjener.”

Spørgsmålet er interessant, fordi det netop er den situationen, DSB står i. For udover passagerindtægterne kom næsten halvdelen af DSB’s indtægter i 2018 fra politikerne på Christiansborg. På den ene side skal DSB altså servicere passagererne og tilbyde et godt produkt. Men på den anden side skal politikerne, som betaler halvdelen af virksomhedens omkostninger, have deres ønsker opfyldt. Og passagerernes ønsker er langt fra altid i overensstemmelse med politikernes.

I 2014 var DSB f.eks. i gang med en sanering af billetstrukturen. At have mange billettyper er dyrt at drive og kan virke forvirrende for passagererne. Derfor ville DSB nedlægge klapsædebilletten, som kun udgjorde en promille af DSB’s indtægter. Men DSB’s beslutning blev omgjort af den daværende transportminister, Magnus Heunicke, fordi det ifølge politikeren næppe var vigtigt, når “det kun drejede sig om en promille af DSB’s samlede billetindtægter.” Politikeren brugte altså næsten det præcis modsatte argument af forretningen DSB.

Forskellen på politikernes og passagerernes ønsker er særlig tydelig i forhold til de mange små stationer, som DSB i dag skal servicere. En station giver lokale mulighed for let at komme på toget – det er godt. Men en station betyder også, at rejsetiden bliver forlænget for de øvrige passagerer, ligesom det øger DSB’s driftsomkostninger – og det er skidt.

I 2008 undersøgte Trafikstyrelsen konsekvenserne af at lukke 38 små stationer i Danmark. Analysen viste, at hele 32 af stationerne gav et samfundsøkonomisk underskud. 0 af de 32 stationer er blevet lukket. I 2014 viste en analyse fra Transportministeriet, at man samlet set kunne få flere passagerer for færre omkostninger, hvis man lukkede fire mindre stationer på Vestfyn. Alligevel kan man – på grund af politisk pres – den dag i dag stadig tage toget til Kauslunde, Bred, Skalbjerg og Holmstrup. Og det er ikke nok med, at politikerne undlader at lukke de urentable stationer. I 2015 åbnede politikerne – trods advarsler fra eksperterne – Langeskov Station. En ny analyse viser ikke overraskende, at stationen giver et stort samfundsøkonomisk tab, og at det vil være bedre at lukke stationen igen. Men vil det ske? Næppe.

Politikernes indgriben i stationsstrukturen i Danmark betyder, at passagererne som helhed får langsommere og dårligere tog, end de fortjener. De mange politisk betingede stationer betyder, at DSB har svært ved at udnytte sine fordele i konkurrencen mod bl.a. fjernbusserne i form af høj hastighed og komfort på de lange strækninger.

Hvis man vil have en effektiv jernbanesektor i Danmark, skal man sikre togoperatørerne, herunder DSB, mod politisk indblanding, så de kun har én kundegruppe: passagererne.

Ovenstående indlæg er bragt i Børsen d. 12. februar 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/218630/artikel.html

 Posted by at 8:58
nov 272018
 

Hvad ville du gøre, hvis du havde en bil, der kunne køre 50 km på literen? Ville du køre bare lidt mere, end du gør i dag? Hvad hvis man opfandt energieffektive fly, så billetpriserne faldt. Ville du så flyve mere? Engang bragte The Economist en leder, som i bund og grund handlede om ovenstående. De så på sammenhænget mellem prisen på lys, og hvor meget lys vi bruger. Og konklusionen var overraskende: jo mere effektive vores lyskilder er, desto mere energi bruger vi på belysning. Så måske fører energisparepærerne til, at vi i fremtiden øger vores energiforbrug til kunstig belysning. Eller som The Economist skriver:

The consequence may not be just more light for the same amount of energy, but an actual increase in energy consumption, rather than the decrease hoped for by those promoting new forms of lighting.

Kan vi forestille os samme effekt andre steder?

Ja, sagtens. Varmepumper kan fx føre til et øget energiforbrug til opvarmning. Nogle, jeg kender meget godt (det er mine forældre…), har fået installeret en varmepumpe i deres sommerhus, så de kan holde det frostfrit året rundt. Det vil sandsynligvis medføre, at energiforbruget til opvarmning stiger en del (de har endda fået tilskud til den). Eller hvad med en opvarmet (udendørs!) swimmingpool?

Som økonom begejstres man altså, når alt ikke nødvendigvis bliver, som man skulle tro/havde håbet, fordi de økonomiske incitamenter ville det anderledes.

 Posted by at 16:09
nov 272018
 

NB: Dette indlæg er en kopi af mit indlæg fra 2015 på altandetlige.dk

Politikerne vil gerne have danskerne til at arbejde mere, så vi kan finansiere velfærdsstaten i fremtiden. Men danskernes opbakning til politikernes ønsker kan ligge på et relativt lille sted, og hverken S+SF’s 12 minutter eller planen om færre helligdage blev til noget.

For folk fra andre lande kan det måske virke pudsigt, at vi danskere ikke vil arbejde mere. Vi arbejder trods alt markant (13%) mindre end amerikanerne. Så travlt kan vi vel heller ikke have?

Jo, vi kan!

I sommerferien læste jeg ”Det kreative samfund” af Lars Tvede (kan varmt anbefales pånær det sidste kapitel), og her blev jeg henvist til et svensk studie, som viser, at ”hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv. Forskellen var, at amerikanere var mere tilbøjelige til at spise ude, ringe efter en håndværker osv., da indkomstskatter og afgifter her var mindre hæmmende for specialiseringen og arbejdsdelingen.” (1)

''Hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv.''Click To Tweet

Egentlig er det ikke så mærkeligt. Hvis du skal have et nyt skur, kan du enten lade en tømrer bygge det på 20 timer eller selv bruge 50 timer. Økonomisk vil det på grund af skatter og afgifter være næsten det samme for dig, og så giver du den en ekstra skalle i hjemmet.

Hvorfor?

Med 25% moms og 50% skat skal du have 250 kr. udbetalt i løn, hvis du vil betale en tømrer, så han får 100 kr. udbetalt i løn. Hvis I har samme timeløn, skal tømreren altså være mindst 150% hurtigere end dig, før du lader ham bygge dit nye skur for dig. Og så er 20 timer pludselig 50 timer værd.

En af mine venner sagde engang, at han syntes høje skatter var godt, for så ville folk arbejde mindre, hvilket var godt for dem og deres familie (SIC!). (2) Det viser sig, at verden ikke er så simpel…

1) Oprindelig kilde: Government Size and Implications for Economic Growth
2) Måske er han inspiratoren bag Michael Teits eksamensopgaver i mikro 2 😉

 Posted by at 12:23
nov 212018
 

Ovenstående var titlen på en rapport, jeg sammen med en kollega lavede i 2009 i min tid i COWI. Rapporten var første spadestik i forhold til at få lavet enhedspriser for cykling til brug i samfundsøkonomiske analyser i transportsektoren, og enhedspriserne er sidenhen blevet en del af Transport- Bygnings- og Boligministeriets metodegrundlag og nøgletal.

Det er suverænt den rapport, jeg har fået flest henvendelser om igennem tiden. Københavns Kommune har desværre ikke rapporten liggende online, men jeg har fået lov til at dele den her. Download den ved at klikke på billedet 🙂

***ENGLISH***
An English summary can be downloaded here.

 Posted by at 14:24
jan 012018
 

Københavns Kommune (altså institutionen - ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles.Click To Tweet

I 2006 blev en af medejerne bag mobilpriser.dk anholdt for at have truet en konkurrent med et gevær, fordi denne solgte telefoner til en lavere pris.

Helt så alvorligt står det ikke til med Teknik- og Miljøborgforvaltningen i København, men det er alligevel alvorligt, når forvaltningen har sat sine folk til at indsamle bycykelfirmaet Donkey Republics cykler og truer firmaet med påbud og bøder.

Ifølge en artikel i Politiken var den tidligere borgmester Morten Kabell rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic, der ”bare er en privat erhvervsvirksomhed med en udlejningscykel”, holder i cykelstativerne og konkurrerer med det kommunale projekt ’Bycyklen’.

Det er ikke overraskende, at en erklæret socialist ser skeptisk på al produktion, der bliver udført af private virksomheder. Det så vi bl.a., da Morten Kabell var ude og forsvare kommunens beslutning om at drive gartneri med et årligt driftsbudget på 2,63 mio. kr. Ifølge borgmesteren ville ingen privat leverandør kunne matche kommunen. Hverken på pris eller kvalitet.

Men der er alligevel grund til at løfte øjenbrynene, når en erklæret bilhader som fra Enhedslisten (som stadig har borgmesterposten) ligefrem går imod cykling i kommunen. For hvad er det reelt, den cykelglade borgmester havde imod de ny bycykler?

For det første kan det være svært at se, at det skulle være et problem, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne. Københavns Kommune har i årevis arbejdet på at få forbedret cykelparkeringen, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængerne. Derfor har kommunen bl.a. brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering. Hvis Donkey Republic har held med at få deres brugere til at placere cyklerne i stativerne, så fortjente de vel nærmere ros end ris fra borgmesteren og forvaltningen?

Det kan også undre, at borgmesteren Morten Kabell uden nærmere undersøgelser vurderede, at delecyklerne fylder cykelstativerne op. Kommunen har igennem flere år støttet diverse delebilsordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet. Kunne det samme ikke også gælde for cykler?

Det er derfor mest nærliggende at tro, at kommunens modstand mod andre delecykelordninger bundede i, at de konkurrerer med de kommunale bycykler. Københavns Kommune har smidt mindst 40 millioner kroner efter projektet ’Bycyklen’, og øget konkurrence om kunderne vil yderligere presse det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af året oplevede en konkurs i selskabet Gobike. Københavns Kommune (altså institutionen – ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles. For hvem i forvaltningen har egentlig brug for, at skandalen med de kommunale bycykler skal rulle i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentlig med kommunens bestyrelsespost i ’Bycyklen’ (der pt. besættes af Enhedslisten), hvis selskabet går konkurs?

Hans modstand skyldes både, at byens cykestativer i forvejen er proppede, men også, at Donkey Republic efter hans opfattelse på ulovlig viser trænger ind og truer den kommunale bycykel.

Københavns Kommune har været med til at investere i og skrive kontrakt om den kommunale bycykel med flere andre parter, herunder DSB og leverandøren af cyklen, firmaet Gobike.

»Og det er en kontrakt, som de radikale jo også står bag. Så hvis de radikale nu vil have København Kommune til at hjælpe en anden aktør ind på det marked, bryder de radikale en budgetaftale, de selv er en del af«, konstaterer Morten Kabell

Kilde: Politiken

Regeringen har blæst til kamp mod kommunernes opgavetyveri, fordi kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal drive virksomhed, hvor der findes et privat alternativ. Københavns Kommunes ageren overfor Donkey Republic viser med al tydelighed, at problemerne med de kommunale virksomheder er langt større end det og ikke kun relateret til områder, hvor der i forvejen er et privat alternativ. For når først kommunen er gået ind på et marked, så har de oftest en stærk interesse i at holde konkurrenterne ude. Og dermed risikerer borgerne at gå glip af nye produkter og services, fordi de private virksomheder er varsomme med at tage konkurrencen op med kommunen.

Der er derfor i høj grad brug for at stække kommunernes virkelyst og skærpe konkurrencelovgivningen, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får lettere ved at gribe ind over for borgmestre og deres forvaltninger. Præcis som politiet greb ind over for geværmanden i 2006.

 Posted by at 10:30