Jonas

feb 142018
 

CASA udarbejdede i 2010 en kasseberegning for det offentlige af indsatser i forhold til udsatte børn og unge. Beregningerne illustrerede, at det “samfundsøkonomisk” kan betale sig med tidlige sociale indsatser med henblik på at undgå, at udsatte børn og unge får dårlige opvækstvilkår og medfølgende et ’dårligt liv’ i voksentilværelsen. CASA kaldte det selv en samfundsøkonomisk analyse, men i mine øjne omfatter en samfundsøkonomisk analyse ikke kun de offentlige kasser, men – som navnet siger – hele samfundet. 1)Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.

Det er dog på ingen måde en kritik af CASAs arbejde! Faktisk er jeg sikker på, at deres konklusioner havde været meget tydligere, hvis de havde medregnet personens egne gevinster ved at opnå et ‘godt liv’ frem for et ‘dårligt liv’. Både i form af en højere løn, men så sandelig også i form af en forbedret livskvalitet. Eller hvis de havde medregnet de pårørendes bekymringer for personen, der lever et ‘dårligt liv’. Eller hvis andre effekter, som f.eks. ændringer i begået kriminalitet ved overgangen fra et ‘dårligt liv’ til et ‘godt liv’, blev medregnet. Mange kommuner vil sikkert finde kasseberegningen mere interessant i en tid med nedskæringer og besparelser. Men vil vi gøre samfundet bedst muligt, er det ikke nok kun at se på det offentliges kasser. I mine øjne tog CASA derfor et af de første, vigtige skridt mod en forbedret prioritering af det offentliges midler indenfor det sociale område. Men dog kun det første…

En af mine sidste opgaver hos Incentive var at hjælpe Socialstyrelsen med at opstille principperne for samfundsøkonomiske analyser på socialområdet. Det er en langsigtet opgave, der stadig arbejdes på (af ovennævnte grunde). Indtil videre har mine tidligere kollegaer for Socialstyrelsen lavet en model, SØM (Den Socialøkonomiske Investeringsmodel), som kan hjælpe kommunerne med at beregne de økonomiske konsekvenser af deres sociale indsatser baseret på empiriske resultater. Altså lidt a’la det samme som CASA, men i en generisk form. I kan læse mere om SØM på Incentives hjemmeside.

I fremtiden håber jeg, at vi bliver bedre til at prioritere ressourcerne, når vi hjælper de svageste. Og at vi bruger pengene på ting, der virker. For selvom det lyder godt, kan det godt være skidt, som jeg bl.a. beskrev i min kommentar i Børsen sidste år:

I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

PS: Hvis I vil følge lidt med i, hvor skidt det går med at hjælpe de svageste i samfundet, så vil jeg anbefale jer, at følge Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen på Facebook. Hun har fingeren på pulsen, og ser de mange tilfælde, hvor det offentlige fejler.

References   [ + ]

1. Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.
jan 302018
 
Jeg ønsker mig et Danmark, hvor vi hver især tager os sammen og ikke forventer, at staten tager ansvaret for alle livets små problemer. For det vil på sigt gøre os til et fattigt samfund på mange dimensioner, hvis vi bliver ansvarsløse.Click To Tweet

Nogle supermarkeder har solgt alkohol til mindreårige. Og nu er der ramaskrig i medierne. Alle er bekymrede, og flere organisationer vil have grænsen hævet til 18 år for alle typer alkohol.

Jeg synes ofte, at lovgivning er middelklassens svar på dovenskab. “Can’t someone else do it?” var Homers slogan, da han stillede op som Springfields affaldsborgmester. Det samme synes middelklassen i Danmark at tænke. “Hvis bare nogen sørger for, at dette og hint er forbudt, så slipper jeg for at skulle arbejde med det.”

Egentlig ville det også være fint nok, hvis ikke det var fordi at regler i mange tilfælde vender den tunge ende ned ad. Når vi fx beskatter og forbyder rygning, så gør vi især livet dyrere og sværere for de svageste i samfundet. Det samme gælder, når vi indfører krav til boliger, biler osv., som gør tingene dyrere uden nødvendigvis at være noget, man som fattig ville have valgt frivilligt.

Det værste er næsten, at vi bruger internationale sammenligninger som argument for at forbyde ting. Andre lande har en 18-årsgrænse for køb af alkohol. Hvis de er dovne, hvorfor må vi så ikke være det?

Jeg ønsker mig et Danmark, hvor vi hver især tager os sammen og ikke forventer, at staten tager ansvaret for alle livets små problemer. For det vil på sigt gøre os til et fattigt samfund på mange dimensioner, hvis vi bliver ansvarsløse.

 Posted by at 9:57
jan 012018
 
Københavns Kommune (altså institutionen - ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles.Click To Tweet

I 2006 blev en af medejerne bag mobilpriser.dk anholdt for at have truet en konkurrent med et gevær, fordi denne solgte telefoner til en lavere pris.

Helt så alvorligt står det ikke til med Teknik- og Miljøborgforvaltningen i København, men det er alligevel alvorligt, når forvaltningen har sat sine folk til at indsamle bycykelfirmaet Donkey Republics cykler og truer firmaet med påbud og bøder.

Ifølge en artikel i Politiken var den tidligere borgmester Morten Kabell rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic, der ”bare er en privat erhvervsvirksomhed med en udlejningscykel”, holder i cykelstativerne og konkurrerer med det kommunale projekt ’Bycyklen’.

Det er ikke overraskende, at en erklæret socialist ser skeptisk på al produktion, der bliver udført af private virksomheder. Det så vi bl.a., da Morten Kabell var ude og forsvare kommunens beslutning om at drive gartneri med et årligt driftsbudget på 2,63 mio. kr. Ifølge borgmesteren ville ingen privat leverandør kunne matche kommunen. Hverken på pris eller kvalitet.

Men der er alligevel grund til at løfte øjenbrynene, når en erklæret bilhader som fra Enhedslisten (som stadig har borgmesterposten) ligefrem går imod cykling i kommunen. For hvad er det reelt, den cykelglade borgmester havde imod de ny bycykler?

For det første kan det være svært at se, at det skulle være et problem, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne. Københavns Kommune har i årevis arbejdet på at få forbedret cykelparkeringen, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængerne. Derfor har kommunen bl.a. brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering. Hvis Donkey Republic har held med at få deres brugere til at placere cyklerne i stativerne, så fortjente de vel nærmere ros end ris fra borgmesteren og forvaltningen?

Det kan også undre, at borgmesteren Morten Kabell uden nærmere undersøgelser vurderede, at delecyklerne fylder cykelstativerne op. Kommunen har igennem flere år støttet diverse delebilsordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet. Kunne det samme ikke også gælde for cykler?

Det er derfor mest nærliggende at tro, at kommunens modstand mod andre delecykelordninger bundede i, at de konkurrerer med de kommunale bycykler. Københavns Kommune har smidt mindst 40 millioner kroner efter projektet ’Bycyklen’, og øget konkurrence om kunderne vil yderligere presse det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af året oplevede en konkurs i selskabet Gobike. Københavns Kommune (altså institutionen – ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles. For hvem i forvaltningen har egentlig brug for, at skandalen med de kommunale bycykler skal rulle i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentlig med kommunens bestyrelsespost i ’Bycyklen’ (der pt. besættes af Enhedslisten), hvis selskabet går konkurs?

Regeringen har blæst til kamp mod kommunernes opgavetyveri, fordi kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal drive virksomhed, hvor der findes et privat alternativ. Københavns Kommunes ageren overfor Donkey Republic viser med al tydelighed, at problemerne med de kommunale virksomheder er langt større end det og ikke kun relateret til områder, hvor der i forvejen er et privat alternativ. For når først kommunen er gået ind på et marked, så har de oftest en stærk interesse i at holde konkurrenterne ude. Og dermed risikerer borgerne at gå glip af nye produkter og services, fordi de private virksomheder er varsomme med at tage konkurrencen op med kommunen.

Der er derfor i høj grad brug for at stække kommunernes virkelyst og skærpe konkurrencelovgivningen, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får lettere ved at gribe ind over for borgmestre og deres forvaltninger. Præcis som politiet greb ind over for geværmanden i 2006.

 Posted by at 10:30
sep 282017
 

Engang kom vi over frokosten i Incentive til at snakke om syndsforladelse, skærsild og deraf følgende afladsbreve. Afladsbreve må være opskriften på noget nær det perfekte produkt! Høj værdi for kunden og stort set ingen produktionsomkostninger.

Spørgsmålet ved frokostbordet var: “Hvordan satte kirken egentlig prisen på afladsbrevene?” Der må have været gode muligheder for at prisdiskriminere (1):

  1. Kirken havde stor viden om produktets værdi for kunden, da præsten sandsynligvis vidste, hvad kunden havde bedrevet af ugerninger. Enten gennem skriftestolen eller den lokale sladder.
  2. Kirken havde stor viden om kundens betalingsvillighed/-evne, da herremanden åbenlyst havde større mulighed for at betale end daglejeren.
  3. “Kunden” var sandsynligvis med på idéen, da aflad nok blev opfattet som noget relativt. Man skulle kunne mærke smerten i pengepungen, før det rigtig forkortede tiden i skærsilden. Derfor ønskede herremanden også at betale mere end daglejeren.

Om kirken til fulde udnyttede informationen, har jeg desværre ikke kunnet finde ud af. Men jeg vil helt sikkert bringe emnet op, næste gang jeg møder en teolog! Måske havde de haft brug for en konsulent dengang?

Kilder og citater:

“Paven rådede over en skat af overskydende fyldestgørende gerninger, hævdede man. Dem kunne han dele ud af, mod betaling, forstås, til dem, der var i underskud.” Kilde.

“Den egentlige afladshandel hører til senmiddelalderen, især tiden efter bogtrykkerkunstens opfindelse o. 1445. Hermed kunne man fortrykke tusindvis af afladsbreve, og blot udfylde med dato og navn på modtageren.” Kilde. Sådan så et afladsbrev ud

Der blev til en vis grad diskrimineret med tilpassede produkter som f.eks. aflad for spisning af smør.

Husk, at du kan læse min bog, Ny Prissætning, online her (kan også købes på bl.a. Saxo).

Hilsen
Jonas

(1)  Prisdiskrimination: Tage forskellige priser fra forskellige kunder for (næsten) samme produkt.

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt på altandetlige.dk.

 Posted by at 10:16
sep 262017
 

Betaler du din skat med glæde?

Til det svarer mange “Ja”. Og en (gammel) måling fra Greens Analyseinstitut, som viser da også, at 7 ud af 10 danskere mener, at den skat de selv betaler er ganske passende. Der kan imidlertid være stor forskel på, om man spørger folk, eller om man observerer deres handlinger. Det viser Thustrup m.fl. i et spændende projekt, som blev udarbejdet i samarbejde med SKAT. I “Unwilling or Unable to Cheat? Evidence From a Tax Audit Experiment in Denmark” viser de, at skatteundragelsen i Danmark er lav. Ikke fordi folk ønsker at betale skat, men fordi det pga. SKATs høje informationsniveau er svært at snyde. Folk betaler altså ikke deres skat med glæde. De betaler, fordi de er bange for at blive taget i torskegildet.

Personligt betaler jeg helt klart med lidt større glæde mindre ærgrelse, når jeg er forvisset om, at I andre gør det samme…

 Posted by at 21:36
sep 172017
 

David Romer er et glimrende eksempel på, at økonomer ikke kun bruger eksempler fra den normale økonomiske verden for at understrege deres pointer. I hans glimrende artikel “Do Firms Maximize? Evidence from Professional Football“, har han analyseret 700 kampe i NFL for at se, om trænerne foretager rationelle valg på 4. og sidste down – dvs. om de sparker eller “går efter den”. Han finder, at trænerne i NFL er for konservative og for tit vælger at gå efter et field goal i stedet for at prøve at score touch down. Det interessante i hans artikel er, at han ikke kun ser på det forventede antal point ved at sparke/”gå efter den” –  men også på det forventede antal point modstanderne vil få betinget af ens valg. Og dem med kendskab til amerikansk fodbold ved, at det er sjovere at modtage bolden efter et kick-off, end det er at få bolden på ens egen 4-yard-linje. Er det hele bare økonomisk nørderi? Ikke helt. New England Patriots træner, Bill Belichick, er en af de trænere der er enig med Romer, og som oftest går efter touch down på 4. down. Han er også en af de mest vindende trænere i historien – er det tilfældigt?

 Posted by at 15:20
sep 152017
 

På det seneste har der været meget omtale af kvotekongerne i Danmark. Men kvotekongerne er ikke nødvendigvis det største problem med EU’s kvoter…

DR.dk bragte engang en artikel, som kan give enhver økonom gåsehud. Både fordi historien viser, at folk reagerer på incitamenter og maksimerer nytte og profit (det er smukt!). Men også fordi historierne viser, at en forkert politik kan være ødelæggende (det er grimt!).

Det drejer sig om EU’s fiskepolitik, som (åbenbart) bestemmer præcis hvor mange rødspætter der bliver fanget hvert år. Den maksimale grænse bestemmes af kvoten. Og den minimale grænse bestemmes af … kvoten. Hvorfor? Fordi mindsteprisen på fisk gør, at det altid er optimalt for fiskerne at udnytte hele kvoten.

Lad os starte med det smukke: Fiskerne får en mindstepris for deres fisk, som ligger over omkostningen ved at fange fisken. Derfor vil de naturligvis altid fange alle de fisk, de må, og derfor udnytter de hele deres kvote. 1)Bemærk at Dansk Fiskeriforening siger “Hvis vi gør det (fanger mindre end kvoten, red.), så risikerer vi at vores kvoter bliver sat ned, fordi vi ikke fanger den”. En anden årsag er nok, at hvis de ikke fanger hele kvoten, udnytter de ikke den mindstepris, som EU garanterer dem. De vil jo – som bageren, slagteren og konsulenten – gerne tjene penge. Det er smukt, fordi det viser, at fiskerne reagerer på priserne.

Lad os dernæst tage det grimme: Fiskerne reagerer på forkerte priser! Prisen er holdt kunstigt oppe af EU, så derfor ender man med at smide god fisk ud, i stedet for at sælge den til Hr og Fru Jensen, som gerne vil have rødspætte, men synes at prisen i dag er lidt for høj. Resultatet er, at forbrugerne får færre og dyrere fisk. Man smider god fisk ud. Og man overfisker farvandene unødigt. Det interessante spørgsmål er: Hvorfor sker det her? Svaret er sandsynligvis fordelingspolitik. De små fiskere bor primært i Udkantseuropa. Det ser altså ud til, at EU synes, at Udkantseuropa er vigtigere end fisk og forbrugere. Det er helt ok – EU-politikerne er demokratisk valgt. 2)Men pas nu på med at tro, at demokratiet er en god mekanisme. Men måske kunne man støtte Udkantseuropa på en lidt smartere måde…? 3)Man har vist allerede visse støtteordninger, der går til små både uanset fangsten. Det holder liv i den lille fisker, uden at han direkte opfordres til at smide fisk ud…

PS: Ovenstående er baseret på et gammelt blogindlæg, jeg skrev for Incentive på deres nu lukkede blog.

References   [ + ]

1. Bemærk at Dansk Fiskeriforening siger “Hvis vi gør det (fanger mindre end kvoten, red.), så risikerer vi at vores kvoter bliver sat ned, fordi vi ikke fanger den”. En anden årsag er nok, at hvis de ikke fanger hele kvoten, udnytter de ikke den mindstepris, som EU garanterer dem.
2. Men pas nu på med at tro, at demokratiet er en god mekanisme.
3. Man har vist allerede visse støtteordninger, der går til små både uanset fangsten. Det holder liv i den lille fisker, uden at han direkte opfordres til at smide fisk ud…
 Posted by at 15:19