Jonas

nov 272018
 

Hvad ville du gøre, hvis du havde en bil, der kunne køre 50 km på literen? Ville du køre bare lidt mere, end du gør i dag? Hvad hvis man opfandt energieffektive fly, så billetpriserne faldt. Ville du så flyve mere? Engang bragte The Economist en leder, som i bund og grund handlede om ovenstående. De så på sammenhænget mellem prisen på lys, og hvor meget lys vi bruger. Og konklusionen var overraskende: jo mere effektive vores lyskilder er, desto mere energi bruger vi på belysning. Så måske fører energisparepærerne til, at vi i fremtiden øger vores energiforbrug til kunstig belysning. Eller som The Economist skriver:

The consequence may not be just more light for the same amount of energy, but an actual increase in energy consumption, rather than the decrease hoped for by those promoting new forms of lighting.

Kan vi forestille os samme effekt andre steder?

Ja, sagtens. Varmepumper kan fx føre til et øget energiforbrug til opvarmning. Nogle, jeg kender meget godt (det er mine forældre…), har fået installeret en varmepumpe i deres sommerhus, så de kan holde det frostfrit året rundt. Det vil sandsynligvis medføre, at energiforbruget til opvarmning stiger en del (de har endda fået tilskud til den). Eller hvad med en opvarmet (udendørs!) swimmingpool?

Som økonom begejstres man altså, når alt ikke nødvendigvis bliver, som man skulle tro/havde håbet, fordi de økonomiske incitamenter ville det anderledes.

 Posted by at 16:09
nov 272018
 

NB: Dette indlæg er en kopi af mit indlæg fra 2015 på altandetlige.dk

Politikerne vil gerne have danskerne til at arbejde mere, så vi kan finansiere velfærdsstaten i fremtiden. Men danskernes opbakning til politikernes ønsker kan ligge på et relativt lille sted, og hverken S+SF’s 12 minutter eller planen om færre helligdage blev til noget.

For folk fra andre lande kan det måske virke pudsigt, at vi danskere ikke vil arbejde mere. Vi arbejder trods alt markant (13%) mindre end amerikanerne. Så travlt kan vi vel heller ikke have?

Jo, vi kan!

I sommerferien læste jeg ”Det kreative samfund” af Lars Tvede (kan varmt anbefales pånær det sidste kapitel), og her blev jeg henvist til et svensk studie, som viser, at ”hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv. Forskellen var, at amerikanere var mere tilbøjelige til at spise ude, ringe efter en håndværker osv., da indkomstskatter og afgifter her var mindre hæmmende for specialiseringen og arbejdsdelingen.” (1)

''Hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv.''Click To Tweet

Egentlig er det ikke så mærkeligt. Hvis du skal have et nyt skur, kan du enten lade en tømrer bygge det på 20 timer eller selv bruge 50 timer. Økonomisk vil det på grund af skatter og afgifter være næsten det samme for dig, og så giver du den en ekstra skalle i hjemmet.

Hvorfor?

Med 25% moms og 50% skat skal du have 250 kr. udbetalt i løn, hvis du vil betale en tømrer, så han får 100 kr. udbetalt i løn. Hvis I har samme timeløn, skal tømreren altså være mindst 150% hurtigere end dig, før du lader ham bygge dit nye skur for dig. Og så er 20 timer pludselig 50 timer værd.

En af mine venner sagde engang, at han syntes høje skatter var godt, for så ville folk arbejde mindre, hvilket var godt for dem og deres familie (SIC!). (2) Det viser sig, at verden ikke er så simpel…

1) Oprindelig kilde: Government Size and Implications for Economic Growth
2) Måske er han inspiratoren bag Michael Teits eksamensopgaver i mikro 2 😉

 Posted by at 12:23
nov 212018
 

Ovenstående var titlen på en rapport, jeg sammen med en kollega lavede i 2009 i min tid i COWI. Rapporten var første spadestik i forhold til at få lavet enhedspriser for cykling til brug i samfundsøkonomiske analyser i transportsektoren, og enhedspriserne er sidenhen blevet en del af Transport- Bygnings- og Boligministeriets metodegrundlag og nøgletal.

Det er suverænt den rapport, jeg har fået flest henvendelser om igennem tiden. Københavns Kommune har desværre ikke rapporten liggende online, men jeg har fået lov til at dele den her. Download den ved at klikke på billedet 🙂

***ENGLISH***
An English summary can be downloaded here.

 Posted by at 14:24
feb 142018
 

CASA udarbejdede i 2010 en kasseberegning for det offentlige af indsatser i forhold til udsatte børn og unge. Beregningerne illustrerede, at det “samfundsøkonomisk” kan betale sig med tidlige sociale indsatser med henblik på at undgå, at udsatte børn og unge får dårlige opvækstvilkår og medfølgende et ’dårligt liv’ i voksentilværelsen. CASA kaldte det selv en samfundsøkonomisk analyse, men i mine øjne omfatter en samfundsøkonomisk analyse ikke kun de offentlige kasser, men – som navnet siger – hele samfundet. 1)Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.

Det er dog på ingen måde en kritik af CASAs arbejde! Faktisk er jeg sikker på, at deres konklusioner havde været meget tydligere, hvis de havde medregnet personens egne gevinster ved at opnå et ‘godt liv’ frem for et ‘dårligt liv’. Både i form af en højere løn, men så sandelig også i form af en forbedret livskvalitet. Eller hvis de havde medregnet de pårørendes bekymringer for personen, der lever et ‘dårligt liv’. Eller hvis andre effekter, som f.eks. ændringer i begået kriminalitet ved overgangen fra et ‘dårligt liv’ til et ‘godt liv’, blev medregnet. Mange kommuner vil sikkert finde kasseberegningen mere interessant i en tid med nedskæringer og besparelser. Men vil vi gøre samfundet bedst muligt, er det ikke nok kun at se på det offentliges kasser. I mine øjne tog CASA derfor et af de første, vigtige skridt mod en forbedret prioritering af det offentliges midler indenfor det sociale område. Men dog kun det første…

En af mine sidste opgaver hos Incentive var at hjælpe Socialstyrelsen med at opstille principperne for samfundsøkonomiske analyser på socialområdet. Det er en langsigtet opgave, der stadig arbejdes på (af ovennævnte grunde). Indtil videre har mine tidligere kollegaer for Socialstyrelsen lavet en model, SØM (Den Socialøkonomiske Investeringsmodel), som kan hjælpe kommunerne med at beregne de økonomiske konsekvenser af deres sociale indsatser baseret på empiriske resultater. Altså lidt a’la det samme som CASA, men i en generisk form. I kan læse mere om SØM på Incentives hjemmeside.

I fremtiden håber jeg, at vi bliver bedre til at prioritere ressourcerne, når vi hjælper de svageste. Og at vi bruger pengene på ting, der virker. For selvom det lyder godt, kan det godt være skidt, som jeg bl.a. beskrev i min kommentar i Børsen sidste år:

I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

PS: Hvis I vil følge lidt med i, hvor skidt det går med at hjælpe de svageste i samfundet, så vil jeg anbefale jer, at følge Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen på Facebook. Hun har fingeren på pulsen, og ser de mange tilfælde, hvor det offentlige fejler.

References   [ + ]

1. Du kan se mere i Finansministeriets publikation “Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger”.
jan 302018
 
Jeg ønsker mig et Danmark, hvor vi hver især tager os sammen og ikke forventer, at staten tager ansvaret for alle livets små problemer. For det vil på sigt gøre os til et fattigt samfund på mange dimensioner, hvis vi bliver ansvarsløse.Click To Tweet

Nogle supermarkeder har solgt alkohol til mindreårige. Og nu er der ramaskrig i medierne. Alle er bekymrede, og flere organisationer vil have grænsen hævet til 18 år for alle typer alkohol.

Jeg synes ofte, at lovgivning er middelklassens svar på dovenskab. “Can’t someone else do it?” var Homers slogan, da han stillede op som Springfields affaldsborgmester. Det samme synes middelklassen i Danmark at tænke. “Hvis bare nogen sørger for, at dette og hint er forbudt, så slipper jeg for at skulle arbejde med det.”

Egentlig ville det også være fint nok, hvis ikke det var fordi at regler i mange tilfælde vender den tunge ende ned ad. Når vi fx beskatter og forbyder rygning, så gør vi især livet dyrere og sværere for de svageste i samfundet. Det samme gælder, når vi indfører krav til boliger, biler osv., som gør tingene dyrere uden nødvendigvis at være noget, man som fattig ville have valgt frivilligt.

Det værste er næsten, at vi bruger internationale sammenligninger som argument for at forbyde ting. Andre lande har en 18-årsgrænse for køb af alkohol. Hvis de er dovne, hvorfor må vi så ikke være det?

Jeg ønsker mig et Danmark, hvor vi hver især tager os sammen og ikke forventer, at staten tager ansvaret for alle livets små problemer. For det vil på sigt gøre os til et fattigt samfund på mange dimensioner, hvis vi bliver ansvarsløse.

 Posted by at 9:57
jan 012018
 
Københavns Kommune (altså institutionen - ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles.Click To Tweet

I 2006 blev en af medejerne bag mobilpriser.dk anholdt for at have truet en konkurrent med et gevær, fordi denne solgte telefoner til en lavere pris.

Helt så alvorligt står det ikke til med Teknik- og Miljøborgforvaltningen i København, men det er alligevel alvorligt, når forvaltningen har sat sine folk til at indsamle bycykelfirmaet Donkey Republics cykler og truer firmaet med påbud og bøder.

Ifølge en artikel i Politiken var den tidligere borgmester Morten Kabell rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic, der ”bare er en privat erhvervsvirksomhed med en udlejningscykel”, holder i cykelstativerne og konkurrerer med det kommunale projekt ’Bycyklen’.

Det er ikke overraskende, at en erklæret socialist ser skeptisk på al produktion, der bliver udført af private virksomheder. Det så vi bl.a., da Morten Kabell var ude og forsvare kommunens beslutning om at drive gartneri med et årligt driftsbudget på 2,63 mio. kr. Ifølge borgmesteren ville ingen privat leverandør kunne matche kommunen. Hverken på pris eller kvalitet.

Men der er alligevel grund til at løfte øjenbrynene, når en erklæret bilhader som fra Enhedslisten (som stadig har borgmesterposten) ligefrem går imod cykling i kommunen. For hvad er det reelt, den cykelglade borgmester havde imod de ny bycykler?

For det første kan det være svært at se, at det skulle være et problem, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne. Københavns Kommune har i årevis arbejdet på at få forbedret cykelparkeringen, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængerne. Derfor har kommunen bl.a. brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering. Hvis Donkey Republic har held med at få deres brugere til at placere cyklerne i stativerne, så fortjente de vel nærmere ros end ris fra borgmesteren og forvaltningen?

Det kan også undre, at borgmesteren Morten Kabell uden nærmere undersøgelser vurderede, at delecyklerne fylder cykelstativerne op. Kommunen har igennem flere år støttet diverse delebilsordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet. Kunne det samme ikke også gælde for cykler?

Det er derfor mest nærliggende at tro, at kommunens modstand mod andre delecykelordninger bundede i, at de konkurrerer med de kommunale bycykler. Københavns Kommune har smidt mindst 40 millioner kroner efter projektet ’Bycyklen’, og øget konkurrence om kunderne vil yderligere presse det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af året oplevede en konkurs i selskabet Gobike. Københavns Kommune (altså institutionen – ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles. For hvem i forvaltningen har egentlig brug for, at skandalen med de kommunale bycykler skal rulle i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentlig med kommunens bestyrelsespost i ’Bycyklen’ (der pt. besættes af Enhedslisten), hvis selskabet går konkurs?

Regeringen har blæst til kamp mod kommunernes opgavetyveri, fordi kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal drive virksomhed, hvor der findes et privat alternativ. Københavns Kommunes ageren overfor Donkey Republic viser med al tydelighed, at problemerne med de kommunale virksomheder er langt større end det og ikke kun relateret til områder, hvor der i forvejen er et privat alternativ. For når først kommunen er gået ind på et marked, så har de oftest en stærk interesse i at holde konkurrenterne ude. Og dermed risikerer borgerne at gå glip af nye produkter og services, fordi de private virksomheder er varsomme med at tage konkurrencen op med kommunen.

Der er derfor i høj grad brug for at stække kommunernes virkelyst og skærpe konkurrencelovgivningen, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får lettere ved at gribe ind over for borgmestre og deres forvaltninger. Præcis som politiet greb ind over for geværmanden i 2006.

 Posted by at 10:30