nov 272010
 

Med denne overskrift angreb Lejernes LO Politikens dækning af udlejere, der var kommet i klemme i lejeloven, for at være “usaglig”. LLO-formandens kommentar rummer i sig selv stof til 3-4 blogindlæg (fx fremføres manglen på lejeboliger som et argument for at fastholde huslejereguleringen; selvom det er 1. års økonomipensum, at huslejereguleringen netop er årsag til manglen på lejeboliger. Forklaringen er den enkle, at en kunstigt lav pris resulterer i stor efterspørgsel og lille udbud; og dermed boligmangel.) Men her skal vi koncentrere os om det interessante filosofiske spørgsmål, som stilles i overskriften. Dilemmaet er følgende: En boligsøgende har skrevet under på en kontrakt, hvor han bliver enig med en udlejer om at leje en lejlighed til fx 6.000 kr. om måneden. Efter at være flyttet ind læser han en artikel i avisen, som gør ham opmærksom på, huslejen ifølge lejeloven formentlig er ulovlig høj. Lejeren har nu to muligher:

  1. Han kan indbringe sagen for huslejenævnet og få nedsat sin husleje. Herved bryder han sit ord, for han havde jo skrevet under på at ville betale 6.000 kr. om måneden for lejligheden.
  2. Han kan undlade at gøre noget som helst. Derved afstår han fra at holde på sin ret og accepterer implicit at indgå i en handel, som er i strid med loven, fordi huslejen er for høj. Til gengæld holder han sit ord.

Hvad er det moralske valg? At bryde loven eller at bryde sit ord? Og afhænger svaret af, om man synes, at loven er forkert? LLO-formanden mener utvivlsomt, at svaret på spørgsmålet i overskriften er et klart og tydeligt nej.

Men selv kunne jeg nu godt have min tvivl…

 Posted by at 15:59

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

Subscribe without commenting