feb 262006
 

Denne skiferie vil helt sikkert være en af dem, jeg husker!

Det startede allerede fredag morgen, hvor der var snevejr i København, så vi kl. 5.00 måtte snegle os ud af byen med ca. 30 km/t, da nyfalden sne og sommedæk ikke går godt i spænd. Heldigvis blev forholdene bedre, så vi var kun ca. en time forsinket, da vi nåede til Flensborg, hvor vi havde lejet en bil, der både havde vinterdæk og kunne køre i 5. gear. Herfra gik turen smertefrit ned gennem Tyskland, indtil Andreas (der kørte Mor & Fars bil foran mig) blinkede ind på en rasteplads omkring Halle. Generatoren var i stykker, så nu var gode råd dyre. Efter diverse opkald til Dansk Autohjælp, Hertz, mekanikere, ADAC og en afbestilling ved et østrisk Bed & Breakfeast, startede Far og Lasse bilen for at køre de 50 km til Leipzig lufthavn, for at leje endnu en bil. Efter et par timer kom de tilbage. De havde set en Eurocar og et værksted i Halle og havde lejet en bil og aftalt reperation af 1 stk Nissan generator. Vi aftalte med Dansk Autohjælp, at de skulle hente bilen på rastepladsen og køre den til værkstedet, og så var vi med (yderligere) 5-6 timers forsinkelse igen på vej mod østrig.

Vi ankom lørdag morgen kl. 5, og efter 2 timers søvn hvile i bilerne, var det efterhånden tid til at stå på ski. Det blæste desværre rigeligt, så vi var nødt til at bruge en times tid på bustransport, da lifterne til toppen var lukket. Søndag var vi lidt sent afsted, hvilket vel var naturligt nok givet vores fredag/lørdag. Alligevel blev det til en rigtig god dag på ski. Mandag blæste det igen meget. Denne gang var vi nået over i en dal, hvor alt desværre blev lukket. Derfor blev det til mindst en times venten, før bagpatruljen (der kun har få skidage på bagen) havde hentet os andre, så vi kunne komme med bussen til Graukogel, hvor vi var kommet med på Højmarks picnictur. Efter maden blev det til nogle gode ture på pisten, som selvfølgelig skulle afsluttes med et par ræs mellem os tre brødre. Første gang tabte Lasse suverænt, hvilket han mente skyldtes hans ski. Ham og Andreas byttede derfor ski til næste heat, så vi kunne få be- eller afkræftet myten. 3… 2… 1… afsted det gik i et sindsygt tempo. Jeg kom dårligt (og forsigtigt) afsted, og lå derfor sidst i første sving. I svinget sprøjtede sneen op fra Andreas’ og Lasses ski, så jeg mere eller mindre kørte i blinde. Dog kunne jeg ud af øjenkrogen se, at Andreas styrtede! Jeg bremsede og DOH! – Der stod Lasse, og de to sidste brødre var relativt udramatisk i sneen, til begges store morskab. Andreas derimod lød mindre opstemt, på trods af at blodet der dryppede fra hans ansigt fik minderne om Monrad og Rislunds “VM i skidrop” til at stå lysende klart!

Vinterferie 2006 047_small.JPG

Det viste sig, at Lasses ski havde været lige store nok til Andreas, som halvvejs inde i svinget havde tabt dem begge, hvorefter han havde taget en voldsom tur – primært på venstre side af ansigtet.

Vinterferie 2006 059_small.JPG

Det blev også til et bøjet ribben og et lille vrid i knæet, men hva’ faen – “Der skete jo ikke noget…”. Mor var dog klar med opfordringer om at vi skulle til at bruge hjelm, imens Far ærgrede sig over, at vi ikke fik scenen på video 😉 Med et bøjet ribben og skadet knæ valgte Andreas at blive hjemme tirsdag, hvor vi andre kørte til St. Johan. Vejret var lovligt varmt men ellers perfekt, så vi fik en rigtig god dag ‘på trods af’ manglende dramatik. Jeg fik dog lejlighed til at sætte Far og Lasse lidt på plads, da jeg slog dem med henholdsvis 7 og 1 sekund på slalombanen. Onsdag var vi – incl. Andreas på gigtpiller og knæbind med skinne – i Bad Gastein, hvor det blev til flere ture på den længste pist jeg har prøvet. 14 km ned af fin rød pist var en sand fornøjelse! Desværre tog turen ned mellem 15 og 30 minutter, imens det tog ca. 1 time (ein Stunde!!) at komme op på toppen igen! 😮 Om torsdagen tog vi bilerne til Sport Gastein, som vi havde hørt skulle være godt. Det startede dog meget tåget, så halvdelen af forsamlingen – med dårligt knæ og nybegyndere – tog tilbage til Bad Gastein. Vejret ændrede sig dog radikalt op ad dagen, og det endte med at blive den bedste dag på ski i mit liv! Lækre pister hele dagen og absolut ingen kø krydret med solskin, lange pister og en hurtig gondol gjorde dagen fantastisk – en suveræn dag. Fredag kunne slet ikke leve op til torsdagen. Adskillige lifter var lukket pga. storm og reparationer, og vi stod i kø i 30-45 minutter til en T-lift. Faktisk var det hele så kikset, at vi alle kunne grine af det, og vi gjorde senere lejligheden rent i godt humør. Lørdag morgen kl. 4.45 var det tid til at vende næsen hjem ad. De første 500 km til Halle gik forrygende, så det var noget af en bet at opdage, at Dansk Autohjælp (DA) ikke havde levet op til aftalen! Vi havde fredagen før aftalt med DA v. Michael, at vi skulle efterlade nøglen i kiosken på rastepladsen, så DA kunne køre bilen på værksted, uden at vi skulle vente på dem. Desværre havde værkstedet ikke modtaget bilen, og først efter mange og lange telefonsamtaler fandt vi ud af, at bilen stadig stod på rastepladsen. Vi var naturligvis rimelig utilfredse med DA’s service, men de mente ikke, at Michael kunne lave sådan en aftale. I så fald er det rimelig uheldigt, at de lader manden sidde ved en telefon, der har DA’s telefonnummer! Efter megen diskuteren frem og tilbage, var vi nødt til at udskyde kampen mod DA til senere – den ene lejede bil skulle afleveres i Flensborg snart, og der var ingen grund til at øge omkostningerne unødigt. Så vi 4 fra København tog den ene bil hjemad, imens lejeperioden på den anden bil blev forlænget med et døgn, så jyderne kunne køre hjem i den. Det var dog stadig et problem; Mors bil stod i Halle uden adgang til reservedele før onsdag. Heldigvis har lillebror et godt tag på biler, så løsningen blev, at vi købte et nyt batteri til bilen og kørte bilen hjem til Nordjylland på det batteri og lidt lån af strøm/batteri fra den lejede bil. Forvirret? Det var vi #¤%& også! Nu skal vi finde ud af, hvor meget det har kostet i kroner, sved og tårer, og så vil vi nok gerne som minimum have pengene tilbage for vores abonnement ved Dansk Autohjælp… 😉 Som prikken på i’et, var der kl. 22.45 ca. 30 minutters kø på Køgebugtmotorvejen syd for Greve – lige hvad man manglede på det tidspunkt!

Konklusion: Det var nok den vildeste ferie i hele mit liv. Den blev 500-2000 kroner dyrere end beregnet, men for de penge fik vi masser af sjov, ballade og kaos! Det var en ferie med gode og dårlige oplevelser, men der var bestemt mest af det gode! Og der er ingen tvivl om, at den vil komme til at fylde meget ved fremtidige familiejulefrokoster m.m. – og det har jo også en værdi 🙂 Man bliver allerede i godt humør af at tænke tilbage på den!

 Posted by at 18:13

  4 Responses to “Action packed vinterferie!”

  1. ………….og nu er vi færdige med at lufte jeres støvler og jeres skiposer, rense jeres ski og spraye dem med silicone og pakke ud i øvrigt (incl ikke benyttede smertestillende piller til to ikke-nærmere definerede, men teoretisk mulige patienter ‘SS’), så nu kan vi også begynde at tænke tilbage på turen med godt humør 😉
    Konklusion: Enig – dog 8.000 til 10.000 kr dyrere end beregnet 😐 men pyt det tager vi fra arven …..efter Lone Kühlmanns råd: “tag en taxi og lad arvingerne gå”

  2. Det var for mig personligt, at den blev 500-2000 kroner dyrere end beregnet… Men det kan da godt være, det skal opjusteres til 1000-2000 kroner 😉

  3. For mere sikkert styrtløb (ialtfald korporligt) – prøv:

  4. Husk at kalde linket noget, hvis du bruger W-funktionen. Ellers har andre ikke noget at klikke på 😉

    Du skrev (<> udskiftet med [ ]): [a href=”http://www.gameandgain.com/vg/index.php?act=1″ rel=”nofollow”][/a]

    Det virker med: [a href=”http://www.gameandgain.com/vg/index.php?act=1″ rel=”nofollow”]her[/a]

    som f.eks. her

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

Subscribe without commenting