Slut med Lomborg for denne gang

Fredag var sidste gymnasiebesøg i denne omgang som Lomborgs alter-ego. Igen blev det til en fremragende debat, hvor specielt Lomborg (dvs. mig) blev båret frem af elevernes støtte (bl.a. ‘råbte’ en elev fra salen “Prøv bare – så får du på munden!”, da en af de andre eksperter skulle kritisere mine synspunkter.) En af grundene, til at det gik så godt denne gang (udover at jeg hverken svedte eller havde tømmermænd), var, at jeg onsdag havde snakket med selveste Hr. Bjørn, som havde givet mig lidt skyts til fredagens debat. Herunder bl.a. hvorfor 1 dansker = 22 afrikanereDet er ikke Lomborg der har det synspunkt – det er ganske enkelt den måde vi i Danmark vælger at prioritere vores penge på, når vi har valget mellem at redde en dansker kontra en fra Bangladesh., og hvorfor et reddet menneskeliv i dag skal prioriteres mindst 50 gange højere (ved en rente på 4%) end et menneskeliv om 100 årVar forholdet 1:1 var det bedste vi kunne gøre at investere pengene og give 50 gange så meget til menneskerne om 100 år (som jo ville være lige så vigtige som os). Ved at bruge diskontering, gør vi alle menneskeliv lige meget værd over alle år – og det virker vel moralsk rigtigt….

Jeg er ikke ekspert i at anslå omkostningerne af Kyoto, men Weyant & Hill (1999) har anslået dem til ca. $150 mia. om året.CBC citerer en raport fra Alberta, Canada for at have beregnet, at Kyoto vil koste Canada mellem $23 og $40 milliarder, så de $150 mia. lyder rimelige. For at sætte det lidt i perspektiv:

• Verdens samlede U-landsbistand er ca $60 mia.
• Et engangsbeløb på $150 mia. (= et år Kyoto) kunne skaffe rent drikkevand og kloakering til hele Jordens befolkning. Ca. 2 mio. dør og 500 mio. bliver syger hvert år på grund af manglende vand/sanitation
• Verden bruger hvert år $7 mia. på bekæmpelse af AIDS i Afrika, hvor 40 mio. er smittede, og 3 mio. forventes at dø næste år. For $8 mia. mere ville man kunne tæmme problemet (Er hvad jeg kunne forstå ud fra Politikens artikler om problemet forleden)
• Kyoto reducerer kun stigningen i temperaturen meget lidt, og der er under alle omstændigheder kun tale om at udsætte problemet.
• En permanent løsning er vedvarende energi. Verdens samlede investering i forskning vedrørende vedvarende energi var i 2004 $30 mia.

Problemet er, at Kyoto-protokollen er en meget dårlig aftale, der ikke omfatter 2/3 af Verdens befolkning (bl.a. Kina og Indien) og en meget stor del (>50%) af Verdens CO2-udslip (U-lande + USA (USA=25% alene)). Det gør den meget dyr i forhold til effekten, og vi kan jo konstatere, at andre gode projekter nedprioriteres.

Man skal altid passe på med at drage sikre konklusioner (specielt som økonom – vi skal jo helst bagefter kunne forklare, hvorfor det ikke gik som forventet!), men jeg har en anelse svært ved at se, hvorfor politikere og NGO’er er villige til at bruge så mange ressourcer på Kyoto, imens andre områder nedprioriteres totalt (med mindre jeg har ret her)… Jeg kræver en forklaring!

Note:
Ovenstående er udelukkende mine synspunkter og min opfattelse af Lomborgs mening. Vil man vide mere om den globale opvarmning – som er et problem – så kan man finde megen nyttig viden på www.drivhus.dk.