Fredag var sidste gymnasiebesøg i denne omgang som Lomborgs alter-ego. Igen blev det til en fremragende debat, hvor specielt Lomborg (dvs. mig) blev båret frem af elevernes støtte (bl.a. ‘råbte’ en elev fra salen “Prøv bare – så får du på munden!”, da en af de andre eksperter skulle kritisere mine synspunkter.) En af grundene, til at det gik så godt denne gang (udover at jeg hverken svedte eller havde tømmermænd), var, at jeg onsdag havde snakket med selveste Hr. Bjørn, som havde givet mig lidt skyts til fredagens debat. Herunder bl.a. hvorfor 1 dansker = 22 afrikanere
Jeg er ikke ekspert i at anslå omkostningerne af Kyoto, men Weyant & Hill (1999) har anslået dem til ca. $150 mia. om året.
- Verdens samlede U-landsbistand er ca $60 mia.
- Et engangsbeløb på $150 mia. (= et år Kyoto) kunne skaffe rent drikkevand og kloakering til hele Jordens befolkning. Ca. 2 mio. dør og 500 mio. bliver syger hvert år på grund af manglende vand/sanitation
- Verden bruger hvert år $7 mia. på bekæmpelse af AIDS i Afrika, hvor 40 mio. er smittede, og 3 mio. forventes at dø næste år. For $8 mia. mere ville man kunne tæmme problemet (Er hvad jeg kunne forstå ud fra Politikens artikler om problemet forleden)
- Kyoto reducerer kun stigningen i temperaturen meget lidt, og der er under alle omstændigheder kun tale om at udsætte problemet.
- En permanent løsning er vedvarende energi. Verdens samlede investering i forskning vedrørende vedvarende energi var i 2004 $30 mia.
Problemet er, at Kyoto-protokollen er en meget dårlig aftale, der ikke omfatter 2/3 af Verdens befolkning (bl.a. Kina og Indien) og en meget stor del (>50%) af Verdens CO2-udslip (U-lande + USA (USA=25% alene)). Det gør den meget dyr i forhold til effekten, og vi kan jo konstatere, at andre gode projekter nedprioriteres.
Man skal altid passe på med at drage sikre konklusioner (specielt som økonom – vi skal jo helst bagefter kunne forklare, hvorfor det ikke gik som forventet!), men jeg har en anelse svært ved at se, hvorfor politikere og NGO’er er villige til at bruge så mange ressourcer på Kyoto, imens andre områder nedprioriteres totalt (med mindre jeg har ret her)… Jeg kræver en forklaring!
Note:
Ovenstående er udelukkende mine synspunkter og min opfattelse af Lomborgs mening. Vil man vide mere om den globale opvarmning – som er et problem – så kan man finde megen nyttig viden på www.drivhus.dk.
I går så jeg temadag om AIDS på DR2. Der var bl.a. en historie om en by, hvor 1/4 af befolkningen var gadebørn, fordi deres forældre var døde af AIDS. 85.000 af gadebørnene havde AIDS. Der var også en lille pige, der var blevet voldtaget – sandsynligvis fordi HIV-smittede mænd af heksedoktorerne fik at vide, at sex med en lille pige kunne kurere dem…. Hun var heldigvis ikke blevet smittet.
I mine øjne er det helt i orden at kæmpe for, at vi bruger en masse penge på at reducere udledningen af CO2. Men det virker altså lidt billigt, når man påstår, at man gør det for de fattige afrikaneres skyld, samtidig med at nogen hævder, at Lomborg kun tænker på os selv (dvs. I-landene).