Jonas Herby.dk

NB: Dette indlæg er en kopi af mit indlæg fra 2015 på altandetlige.dk. 

Politikerne vil gerne have danskerne til at arbejde mere, så vi kan finansiere velfærdsstaten i fremtiden. Men danskernes opbakning til politikernes ønsker kan ligge på et relativt lille sted, og hverken S+SF’s 12 minutter eller planen om færre helligdage blev til noget.

For folk fra andre lande kan det måske virke pudsigt, at vi danskere ikke vil arbejde mere. Vi arbejder trods alt markant (13%) mindre end amerikanerne. Så travlt kan vi vel heller ikke have?

Jo, vi kan!

I sommerferien læste jeg ”Det kreative samfund” af Lars Tvede (kan varmt anbefales pånær det sidste kapitel), og her blev jeg henvist til et svensk studie, som viser, at ”hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv. Forskellen var, at amerikanere var mere tilbøjelige til at spise ude, ringe efter en håndværker osv., da indkomstskatter og afgifter her var mindre hæmmende for specialiseringen og arbejdsdelingen.” (1)

Egentlig er det ikke så mærkeligt. Hvis du skal have et nyt skur, kan du enten lade en tømrer bygge det på 20 timer eller selv bruge 50 timer. Økonomisk vil det på grund af skatter og afgifter være næsten det samme for dig, og så giver du den en ekstra skalle i hjemmet.

Hvorfor?

Med 25% moms og 50% skat skal du have 250 kr. udbetalt i løn, hvis du vil betale en tømrer, så han får 100 kr. udbetalt i løn. Hvis I har samme timeløn, skal tømreren altså være mindst 150% hurtigere end dig, før du lader ham bygge dit nye skur for dig. Og så er 20 timer pludselig 50 timer værd.

En af mine venner sagde engang, at han syntes høje skatter var godt, for så ville folk arbejde mindre, hvilket var godt for dem og deres familie (SIC!). (2) Det viser sig, at verden ikke er så simpel…

1) Oprindelig kilde: Government Size and Implications for Economic Growth
2) Måske er han inspiratoren bag Michael Teits eksamensopgaver i mikro 2 😉

I 2006 blev en af medejerne bag mobilpriser.dk anholdt for at have truet en konkurrent med et gevær, fordi denne solgte telefoner til en lavere pris.

Helt så alvorligt står det ikke til med Teknik- og Miljøborgforvaltningen i København, men det er alligevel alvorligt, når forvaltningen har sat sine folk til at indsamle bycykelfirmaet Donkey Republics cykler og truer firmaet med påbud og bøder.

Ifølge en artikel i Politiken var den tidligere borgmester Morten Kabell rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic, der ”bare er en privat erhvervsvirksomhed med en udlejningscykel”, holder i cykelstativerne og konkurrerer med det kommunale projekt ’Bycyklen’.

Det er ikke overraskende, at en erklæret socialist ser skeptisk på al produktion, der bliver udført af private virksomheder. Det så vi bl.a., da Morten Kabell var ude og forsvare kommunens beslutning om at drive gartneri med et årligt driftsbudget på 2,63 mio. kr. Ifølge borgmesteren ville ingen privat leverandør kunne matche kommunen. Hverken på pris eller kvalitet.

Men der er alligevel grund til at løfte øjenbrynene, når en erklæret bilhader som fra Enhedslisten (som stadig har borgmesterposten) ligefrem går imod cykling i kommunen. For hvad er det reelt, den cykelglade borgmester havde imod de ny bycykler?

For det første kan det være svært at se, at det skulle være et problem, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne. Københavns Kommune har i årevis arbejdet på at få forbedret cykelparkeringen, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængerne. Derfor har kommunen bl.a. brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering. Hvis Donkey Republic har held med at få deres brugere til at placere cyklerne i stativerne, så fortjente de vel nærmere ros end ris fra borgmesteren og forvaltningen?

Det kan også undre, at borgmesteren Morten Kabell uden nærmere undersøgelser vurderede, at delecyklerne fylder cykelstativerne op. Kommunen har igennem flere år støttet diverse delebilsordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet. Kunne det samme ikke også gælde for cykler?

Det er derfor mest nærliggende at tro, at kommunens modstand mod andre delecykelordninger bundede i, at de konkurrerer med de kommunale bycykler. Københavns Kommune har smidt mindst 40 millioner kroner efter projektet ’Bycyklen’, og øget konkurrence om kunderne vil yderligere presse det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af året oplevede en konkurs i selskabet Gobike. Københavns Kommune (altså institutionen – ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles. For hvem i forvaltningen har egentlig brug for, at skandalen med de kommunale bycykler skal rulle i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentlig med kommunens bestyrelsespost i ’Bycyklen’ (der pt. besættes af Enhedslisten), hvis selskabet går konkurs?

Regeringen har blæst til kamp mod kommunernes opgavetyveri, fordi kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal drive virksomhed, hvor der findes et privat alternativ. Københavns Kommunes ageren overfor Donkey Republic viser med al tydelighed, at problemerne med de kommunale virksomheder er langt større end det og ikke kun relateret til områder, hvor der i forvejen er et privat alternativ. For når først kommunen er gået ind på et marked, så har de oftest en stærk interesse i at holde konkurrenterne ude. Og dermed risikerer borgerne at gå glip af nye produkter og services, fordi de private virksomheder er varsomme med at tage konkurrencen op med kommunen.

Der er derfor i høj grad brug for at stække kommunernes virkelyst og skærpe konkurrencelovgivningen, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får lettere ved at gribe ind over for borgmestre og deres forvaltninger. Præcis som politiet greb ind over for geværmanden i 2006.