jan 202012
jan 182012
Fra 2000 til 2010 er Det Kongelige Teaters lønudgifter steget fra 260 mio. kroner til 490 mio. kroner – altså i alt 230 mio. kroner årligt. Hvorfor?
I den private sektor er lønnen i samme periode steget med 43%[1]. Fremskriver vi de 260 mio. i 2000 til 2010 lønniveau, svarer det altså til 372 mio. kroner. De 112 mio. kan altså forklares med den generelle lønudvikling.
Men hvad med forskellen mellem de 490 og 372 mio. kroner? Det svarer til en stigning i lønudgifterne på 32%. Fra 2000 til 2010 er personalet på Det Kongelige Teater øget fra 847 til 1.089 målt i årsværk.[2] Det svarer til en stigning i antallet af årsværk på 28%. Stort set hele stigningen i lønudgiften kan altså forklares med flere ansatte.
Hvor stiller det os?
Flere ansatte har sikkert ført til bedre og mere kunst. Uffe Ellemann advarer mod at udsulte Det Kongelige Teater, hvis man fortsat vil have scenekunst i verdensklasse. Betyder det, at det ikke var verdensklasse i 2000? Og var danskerne så utilfredse med Det Kongelige Teater i 2010?
Hvis Det Kongelige Teater skal holdes fri af besparelserne, der rammer mange steder i samfundet for tiden, så skal de kunne dokumentere, at danskerne får noget for pengene. Er vi blevet gladere eller mere tilfredse? Er det blevet billigere? Er der flere brugere (og gerne af dem, der ikke har råd til at betale fuld pris)?
Vi må have svar!
- Kilde: “LON04: FORTJENESTE FOR PRIVATANSATTE EFTER BRANCHE (DB07), LØNMODTAGERGRUPPE, LØNKOMPONENTER OG KØN” i Statistikbanken [Tilbage]
- Kilde: Det Kongelige Teaters årsberetning [Tilbage]
Forleden kunne man på Politiken.dk læse, at koncertarrangører i Danmark advarer mod udenlandske hjemmesider, der sælger billetter til overpris. Overpris betyder i denne henseende, at man betaler mere end den officielle pris, der er påtrykt billetten.
Jeg prøvede det selv for et par uger siden, da jeg købte billetter til Milan – Barcelona i Champions League. Jeg gav 1.400 kroner pr. billet, selvom den pålydende pris blot var EUR 28 (ca. 208 kroner).
Og jeg var glad! Kampen var for længst udsolgt, og uden Arte udland (eller andre der var villige til at sælge billetten til mere end den pålydende værdi) havde jeg aldrig fået fat i nogle billetter. For helt ærligt: Hvem sælger en billet til en Champions League kamp mellem Milan og Barcelona, hvis man kun kan få 208 kroner for den?
I Danmark har jeg flere gange købt billetter på fx dba.dk til “overpris”. Nogle gange fordi jeg for sent blev opmærksom på arrangementet. Andre gange fordi jeg ikke havde mulighed (eller gad) ligge i kø foran Fona for at få en billet. Og andre gange fordi jeg ikke var blandt de heldige, der slap igennem på billetlugen.dk.
I alle tilfælde var jeg taknemmelig for, at der var mennesker, der valgte at sælge deres billet til mig, frem for selv at gå ind til arrangementet. Selv de gange hvor det åbenlyst var en billethaj, var jeg glad for, at han ydede den service at skaffe mig en billet, når nu DBU, Parken eller hvem nu arrangøren var, ikke selv kunne finde ud af at sætte nogle priser, så os, der er lidt sløve i optrækket, også får mulighed for at komme til koncerter og store fodboldkampe.
Tak for en yderst god billetservice, billethajer!
PS: Fik jeg nævnt, at det er noget af det, vi laver ved Incentive Partners?
PPS: Det er selvfølgelig en anden sag, hvis man bliver narret og ikke får en rigtig billet. Snyd er sjældent det samme som service…
dec 142011
Citat Poul Schou:
når den offentlige sektor påvirker fordelingen af vores forbrugsmuligheder, skyldes det i altdominerende grad udgiftssiden på den offentlige saldo: Overførselsindkomsterne giver tilsammen en væsentligt mere lige indkomstfordeling. Og tager man endvidere hensyn til at det offentlige også stiller diverse tjenesteydelser (uddannelse, sundhed osv.) gratis til rådighed, har Finansministeriet for nogle år siden beregnet at dette sænker Ginikoefficienten yderligere med godt 5 pct.point. Selve skattebetalingen påvirker derimod ikke indkomstfordelingen synderligt – men den finansierer selvfølgelig den indkomstudligning som så finder sted når det offentlige giver pengene ud igen.
En flad skat vil altså ikke påvirke uligheden væsentligt…
Nummer 1:
Korrelation er ikke det samme som kausalitet. Man lever fx ikke nødvendigvis længere, fordi man tager en uddannelse, selvom mange studier viser en sammenhæng mellem uddannelse og levetid. Måske er det andre sociale baggrunde der forklarer begge ting (hvis du har ressourcestærke forældre lever du sundere og tager en uddannelse).
Korrelation vs. kausalitet
Nummer 2:
Incitamenter virker! Fedtafgiften får os alt andet lige til at spise mindre fedt. Lavere marginalskatter får os alt andet lige til at arbejde mere. Højere dagpengesatser får os til at arbejde mindre. Og pant på flasker (og andet) får os til at aflevere flere af dem tilbage til butikken.
Incitamenter
Lær mere på dilbert.com
Folk med lange videregående uddannelser spytter i gennemsnit 90 gange mere i kassen end ufaglærte. Det må da være definitionen på en bred skulder!
Kilde: Arbejdernes Erhvervsråd
Snakken om højere afgifter på benzinslugere og lavere afgifter på miljøvenlige biler, får mig til at mindes mit gamle indlæg om, hvorfor SUV’er er(/kunne være) en super idé for klimaet!
Det hele handler om, hvordan vi prioriterer statens midler. Og her vægter miljø åbenbart ikke lige så højt, som når politikerne fører signalpolitik.
Faktisk kan man argumentere for, at provenuneutral omlægning vil skade miljøet, fordi man vil gå glip af brændstofafgifter, som alternativt ville kunne være brugt på miljøtiltag…
Social Media