Jonas Herby.dk

I 2006 blev en af medejerne bag mobilpriser.dk anholdt for at have truet en konkurrent med et gevær, fordi denne solgte telefoner til en lavere pris.

Helt så alvorligt står det ikke til med Teknik- og Miljøborgforvaltningen i København, men det er alligevel alvorligt, når forvaltningen har sat sine folk til at indsamle bycykelfirmaet Donkey Republics cykler og truer firmaet med påbud og bøder.

Ifølge en artikel i Politiken var den tidligere borgmester Morten Kabell rasende over, at cyklerne fra Donkey Republic, der ”bare er en privat erhvervsvirksomhed med en udlejningscykel”, holder i cykelstativerne og konkurrerer med det kommunale projekt ’Bycyklen’.

Det er ikke overraskende, at en erklæret socialist ser skeptisk på al produktion, der bliver udført af private virksomheder. Det så vi bl.a., da Morten Kabell var ude og forsvare kommunens beslutning om at drive gartneri med et årligt driftsbudget på 2,63 mio. kr. Ifølge borgmesteren ville ingen privat leverandør kunne matche kommunen. Hverken på pris eller kvalitet.

Men der er alligevel grund til at løfte øjenbrynene, når en erklæret bilhader som fra Enhedslisten (som stadig har borgmesterposten) ligefrem går imod cykling i kommunen. For hvad er det reelt, den cykelglade borgmester havde imod de ny bycykler?

For det første kan det være svært at se, at det skulle være et problem, at Donkey Republics cykler rent faktisk holder i cykelstativerne. Københavns Kommune har i årevis arbejdet på at få forbedret cykelparkeringen, så cyklerne i København ikke roder og står i vejen for bl.a. fodgængerne. Derfor har kommunen bl.a. brugt millioner på cykelbutlere og projektet KBH Cykelhåndtering. Hvis Donkey Republic har held med at få deres brugere til at placere cyklerne i stativerne, så fortjente de vel nærmere ros end ris fra borgmesteren og forvaltningen?

Det kan også undre, at borgmesteren Morten Kabell uden nærmere undersøgelser vurderede, at delecyklerne fylder cykelstativerne op. Kommunen har igennem flere år støttet diverse delebilsordninger med bl.a. gode parkeringsforhold, fordi delebiler ifølge kommunen kan være med til at reducere bilejerskabet. Kunne det samme ikke også gælde for cykler?

Det er derfor mest nærliggende at tro, at kommunens modstand mod andre delecykelordninger bundede i, at de konkurrerer med de kommunale bycykler. Københavns Kommune har smidt mindst 40 millioner kroner efter projektet ’Bycyklen’, og øget konkurrence om kunderne vil yderligere presse det i forvejen økonomisk trængte projekt, der i starten af året oplevede en konkurs i selskabet Gobike. Københavns Kommune (altså institutionen – ikke borgerne) har derfor en stærk interesse i at skabe og fastholde et monopol, så deres manglende forretningssans ikke udstilles. For hvem i forvaltningen har egentlig brug for, at skandalen med de kommunale bycykler skal rulle i medierne igen og igen? Og hvad sker der egentlig med kommunens bestyrelsespost i ’Bycyklen’ (der pt. besættes af Enhedslisten), hvis selskabet går konkurs?

Regeringen har blæst til kamp mod kommunernes opgavetyveri, fordi kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal drive virksomhed, hvor der findes et privat alternativ. Københavns Kommunes ageren overfor Donkey Republic viser med al tydelighed, at problemerne med de kommunale virksomheder er langt større end det og ikke kun relateret til områder, hvor der i forvejen er et privat alternativ. For når først kommunen er gået ind på et marked, så har de oftest en stærk interesse i at holde konkurrenterne ude. Og dermed risikerer borgerne at gå glip af nye produkter og services, fordi de private virksomheder er varsomme med at tage konkurrencen op med kommunen.

Der er derfor i høj grad brug for at stække kommunernes virkelyst og skærpe konkurrencelovgivningen, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får lettere ved at gribe ind over for borgmestre og deres forvaltninger. Præcis som politiet greb ind over for geværmanden i 2006.

Betaler du din skat med glæde?

Til det svarer mange “Ja”. Og en (gammel) måling fra Greens Analyseinstitut, som viser da også, at 7 ud af 10 danskere mener, at den skat de selv betaler er ganske passende. Der kan imidlertid være stor forskel på, om man spørger folk, eller om man observerer deres handlinger. Det viser Thustrup m.fl. i et spændende projekt, som blev udarbejdet i samarbejde med SKAT. I “Unwilling or Unable to Cheat? Evidence From a Tax Audit Experiment in Denmark” viser de, at skatteundragelsen i Danmark er lav. Ikke fordi folk ønsker at betale skat, men fordi det pga. SKATs høje informationsniveau er svært at snyde. Folk betaler altså ikke deres skat med glæde. De betaler, fordi de er bange for at blive taget i torskegildet.

Personligt betaler jeg helt klart med lidt større glæde mindre ærgrelse, når jeg er forvisset om, at I andre gør det samme…

På det seneste har der været meget omtale af kvotekongerne i Danmark. Men kvotekongerne er ikke nødvendigvis det største problem med EU’s kvoter…

DR.dk bragte engang en artikel, som kan give enhver økonom gåsehud. Både fordi historien viser, at folk reagerer på incitamenter og maksimerer nytte og profit (det er smukt!). Men også fordi historierne viser, at en forkert politik kan være ødelæggende (det er grimt!).

Det drejer sig om EU’s fiskepolitik, som (åbenbart) bestemmer præcis hvor mange rødspætter der bliver fanget hvert år. Den maksimale grænse bestemmes af kvoten. Og den minimale grænse bestemmes af … kvoten. Hvorfor? Fordi mindsteprisen på fisk gør, at det altid er optimalt for fiskerne at udnytte hele kvoten.

Lad os starte med det smukke: Fiskerne får en mindstepris for deres fisk, som ligger over omkostningen ved at fange fisken. Derfor vil de naturligvis altid fange alle de fisk, de må, og derfor udnytter de hele deres kvote. ¹⁾Bemærk at Dansk Fiskeriforening siger “Hvis vi gør det (fanger mindre end kvoten, red.), så risikerer vi at vores kvoter bliver sat ned, fordi vi ikke fanger den”. En anden årsag er nok, at hvis de ikke fanger hele kvoten, udnytter de ikke den mindstepris, som EU garanterer dem. De vil jo – som bageren, slagteren og konsulenten – gerne tjene penge. Det er smukt, fordi det viser, at fiskerne reagerer på priserne.

Lad os dernæst tage det grimme: Fiskerne reagerer på forkerte priser! Prisen er holdt kunstigt oppe af EU, så derfor ender man med at smide god fisk ud, i stedet for at sælge den til Hr og Fru Jensen, som gerne vil have rødspætte, men synes at prisen i dag er lidt for høj. Resultatet er, at forbrugerne får færre og dyrere fisk. Man smider god fisk ud. Og man overfisker farvandene unødigt. Det interessante spørgsmål er: Hvorfor sker det her? Svaret er sandsynligvis fordelingspolitik. De små fiskere bor primært i Udkantseuropa. Det ser altså ud til, at EU synes, at Udkantseuropa er vigtigere end fisk og forbrugere. Det er helt ok – EU-politikerne er demokratisk valgt. ²⁾Men pas nu på med at tro, at demokratiet er en god mekanisme. Men måske kunne man støtte Udkantseuropa på en lidt smartere måde…? ³⁾Man har vist allerede visse støtteordninger, der går til små både uanset fangsten. Det holder liv i den lille fisker, uden at han direkte opfordres til at smide fisk ud…

PS: Ovenstående er baseret på et gammelt blogindlæg, jeg skrev for Incentive på deres nu lukkede blog.