Jonas Herby.dk

Vi bør ikke bekymre os om CO2-lækager endnu

jul 012019

Blandt økonomer er der bred enighed om, at ensartede afgifter på CO2-udledninger er den mest omkostningseffektive måde at reducere den danske klimapåvirkning på. Fordelen ved ensartede CO2-afgifter er, at politikerne kan overlade det til markedet at finde de områder, hvor CO2-reduktioner kan gennemføres med færrest mulige gener for danskerne.

Men en ensartet CO2-afgift i Danmark vil umiddelbart medføre øgede CO2-udslip i udlandet – bl.a. fordi en del af den CO2-udledende produktion i Danmark blot vil flytte til udlandet. Dette fænomen kaldes for lækage. De økonomiske vismænd har beregnet, at en ensartet CO2-afgift på 100 kr. i Danmark vil medføre en lækagerate på ca. 52 pct. Hver gang vi reducerer vores udslip i Danmark med to ton CO2, vil lækage altså betyde, at udslippet i udlandet stiger med ca. et ton.

CO2-lækager bruges ofte som argument for, at man bør have en mindre stram regulering af drivhusgasser i konkurrenceudsatte sektorer, hvor lækageeffekterne formodes at være særligt store, fordi en stram regulering ikke vil gøre særligt meget godt på globalt plan.

Men brugerne af argumentet overser en vigtig detalje: Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at reducere menneskets påvirkning af klimaet, er det afgørende, at andre nationer bidrager ved at forpligte sig til at begrænse udledningen af CO2 – og efterfølgende lever op til disse forpligtigelser. Så længe andre nationer gør dette, er eventuelle lækager fra en ensartet CO2-afgift i Danmark underordnet. Hvis andre nationer derimod blot lader CO2-udledningen stige, hvis Danmark indfører CO2-afgifter, er effekten af den danske klimapolitik alligevel beskeden, fordi Danmarks betydning for de globale CO2-udledninger er forsvindende lille. Derfor er et effektivt internationalt aftalesystem, hvor landene lever op til deres forpligtelser, afgørende for klimaets fremtid.

Danmark har forpligtet sig til at nedbringe udledningerne fra den såkaldte ikke-kvotesektor med 39 pct. frem til 2030. Ifølge vismændene vil en ensartet CO2-afgift på 100 kr. reducere Danmarks CO2-udledninger med 4,5 mio. ton (ca. 5,7 pct.) og reducere bnp med 0,1 pct. (godt 2 mia. kr.). Til sammenligning reducerer regeringens målsætning om 1 mio. grønne biler ifølge Cepos CO2-udledningen med i gennemsnit en mio. ton og koster 11,2 mia. kr. årligt frem mod 2030.

I klimadebatten tales der ofte om den signalværdi, der ligger i, at vi i Danmark går forrest med en ambitiøs klimapolitik. Det virker åbenlyst, at effekten af et signal er større, hvis det er relativt billigt for andre lande at følge trop.

Danmark bør derfor sende et meget tydeligt signal om, at vi effektivt bakker op om de internationale aftaler. Det gør vi bedst ved at feje for egen dør og leve op til vores internationale forpligtelser billigst muligt gennem ens afgifter på drivhusgasser på tværs af alle ikke-kvoteomfattede sektorer.

PS: Ovenstående er tidligere bragt i Børsen d. 6. maj 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/224753/artikel.html

Alternativet til politik er ikke diktatur men marked

4 timer senere.... No Responses »

jun 042019

Når snakken i sociale lag falder på demokratiet og dets udfordringer, når man ofte til en fælles forståelse for Winston Churchills berømte citat: “Democracy is the worst form of government except for all those other forms, that have been tried from time to time”. Underforstået: Når Lars Løkke Rasmussen (V) lufter minimumsskatter og -lønninger, og når kommunerne bruger dine penge på bycykler og håbløse letbaner i stedet for kernevelfærd, skal vi bare være lykkelige for, at vi trods alt ikke lever i et diktatur.

Men hvis vi tror, at demokratiske afstemninger er det mindst ringe, er det fordi vi glemmer én meget vigtig ting. For det reelle og realistiske alternativ i Danmark er ikke diktatur men markedet.

I stedet for at lade demokratisk valgte politikere bestemme hvor mange penge, der skal bruges på pension, børnehaver og fødsler, kan vi overlade beslutningen til individet. Det vil i mange tilfælde give langt bedre løsninger på folks problemer. Hvorfor? Sat lidt på spidsen vil 100 mennesker, der skal købe sko i et demokrati, ende med 100 røde par sko, hvis 51 foretrækker røde sko, mens kun 49 foretrækker blå. Overlader man det til markedet, vil folk i stedet få præcis den farve sko, de foretrækker.

Tilføj ti ekstra farver til eksemplet, og man kan ende med en situation, hvor ingen – eller meget få – får de sko, de rent faktisk foretrækker. På markedet får alle derimod de sko, de ønsker sig.

Mange danskere vil i løbet af deres liv opleve, at det offentlige ikke leverer det, man forventede. Og når det sker, er ens retsstilling elendig. Havde du planlagt at gå på efterløn eller tidlig pension, og nu er vilkårene ændret? Regnede du med to dage på barselsafsnittet efter fødslen? Er normeringen for lav i daginstitutionen? Det er bare ærgerligt. For flertallet har talt, og de ville hellere bruge pengene på noget andet. Og i en politisk styret økonomi får alle den farve sko, der er flertal for.

Alternativet til den politisk styrede økonomi er det frie marked. Det frie marked behandler os som individer, der kan træffe selvstændige valg og ikke bare være underlagt flertallets gunst.

Havde du tænkt dig at prioritere tidlig pension lidt højere? Er muligheden for to dage på barselsafsnit vigtigere for dig end så meget andet? Prioriterer du en børnehave, hvor pædagogerne bruger tiden på børnene i stedet for at udfylde blanketter? Jamen, så gør du bare det.

På det frie marked vælger den enkelte nemlig selv, hvordan midlerne skal prioriteres. På det frie marked kan du få røde sko, mens jeg køber blå.

Det frie marked er ikke perfekt. Men det frie marked bør heller ikke sammenlignes med det perfekte, men med velfærdsstatens politisk styrede økonomi.

Og der findes vel ikke én normal person i Danmark på nuværende tidspunkt, som mener, at velfærdsstaten er perfekt?

Ovenstående indlæg er bragt i Børsen d. 8. april 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/222912/artikel.html

DSB’s problem er præcis 179 kunder for meget

4 timer senere.... No Responses »

jun 032019

Hvad gør en virksomhed, hvis den har to lige store kundegrupper, som har vidt forskellige interesser og krav, men begge lægger en betydelig del af virksomhedens omsætning?

“Politikernes indgriben i stationsstrukturen i Danmark betyder, at passagererne som helhed får langsommere og dårligere tog, end de fortjener.”

Spørgsmålet er interessant, fordi det netop er den situationen, DSB står i. For udover passagerindtægterne kom næsten halvdelen af DSB’s indtægter i 2018 fra politikerne på Christiansborg. På den ene side skal DSB altså servicere passagererne og tilbyde et godt produkt. Men på den anden side skal politikerne, som betaler halvdelen af virksomhedens omkostninger, have deres ønsker opfyldt. Og passagerernes ønsker er langt fra altid i overensstemmelse med politikernes.

I 2014 var DSB f.eks. i gang med en sanering af billetstrukturen. At have mange billettyper er dyrt at drive og kan virke forvirrende for passagererne. Derfor ville DSB nedlægge klapsædebilletten, som kun udgjorde en promille af DSB’s indtægter. Men DSB’s beslutning blev omgjort af den daværende transportminister, Magnus Heunicke, fordi det ifølge politikeren næppe var vigtigt, når “det kun drejede sig om en promille af DSB’s samlede billetindtægter.” Politikeren brugte altså næsten det præcis modsatte argument af forretningen DSB.

Forskellen på politikernes og passagerernes ønsker er særlig tydelig i forhold til de mange små stationer, som DSB i dag skal servicere. En station giver lokale mulighed for let at komme på toget – det er godt. Men en station betyder også, at rejsetiden bliver forlænget for de øvrige passagerer, ligesom det øger DSB’s driftsomkostninger – og det er skidt.

I 2008 undersøgte Trafikstyrelsen konsekvenserne af at lukke 38 små stationer i Danmark. Analysen viste, at hele 32 af stationerne gav et samfundsøkonomisk underskud. 0 af de 32 stationer er blevet lukket. I 2014 viste en analyse fra Transportministeriet, at man samlet set kunne få flere passagerer for færre omkostninger, hvis man lukkede fire mindre stationer på Vestfyn. Alligevel kan man – på grund af politisk pres – den dag i dag stadig tage toget til Kauslunde, Bred, Skalbjerg og Holmstrup. Og det er ikke nok med, at politikerne undlader at lukke de urentable stationer. I 2015 åbnede politikerne – trods advarsler fra eksperterne – Langeskov Station. En ny analyse viser ikke overraskende, at stationen giver et stort samfundsøkonomisk tab, og at det vil være bedre at lukke stationen igen. Men vil det ske? Næppe.

Politikernes indgriben i stationsstrukturen i Danmark betyder, at passagererne som helhed får langsommere og dårligere tog, end de fortjener. De mange politisk betingede stationer betyder, at DSB har svært ved at udnytte sine fordele i konkurrencen mod bl.a. fjernbusserne i form af høj hastighed og komfort på de lange strækninger.

Hvis man vil have en effektiv jernbanesektor i Danmark, skal man sikre togoperatørerne, herunder DSB, mod politisk indblanding, så de kun har én kundegruppe: passagererne.

Ovenstående indlæg er bragt i Børsen d. 12. februar 2019:
https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/218630/artikel.html

Brug dog skattekronerne på noget der virker

En økonoms synspunkt, Freakonomics, Kronikker og debatindlæg, Mit synspunkt No Responses »

maj 152019

Den offentlige sektor bruger hvert år milliarder af kroner på nye tiltag, der lyder gode på papiret, men hvor ingen kender effekten for de borgere, man ønsker at hjælpe.

Skoler køber ipads uden at vide, om børnene bliver dygtigere. Kommunerne bruger milliarder på jobcentrene uden at kunne dokumentere, hvor mange de får i arbejde. Unge bliver tilbudt uddannelsestilbud, der sandsynligvis ikke virker, og sådan kan man blive ved. Samtidig er evalueringerne af tiltagene ofte så dårlige, at andre ikke kan bruge resultaterne til noget.

Problemet er ikke kun dansk. I USA har What Works Clearinghouse (WWC) gennemgået evalueringerne af 10.000 tiltag i uddannelsessektoren. Kun 6 pct. af evalueringerne lever fuldt ud op til WWC’s kvalitetskrav om bl.a. randomiserede forsøg. Og af de 6 pct. var det endda kun ca. hver tredje, hvor man kunne dokumentere en effekt. Der var altså under 2 pct. af alle studierne, hvor man med sikkerhed så en effekt af tiltaget.

Man hører ofte politikere udtale, at nu gør vi x for at få y. Men sandheden er, at der bliver skudt med spredehagl i blinde, i stedet for at fokusere på de ting, der virker. Københavns Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning havde i maj hele 48 igangværende integrationsprojekter. Hvis WWC’s erfaringer også gælder her, bliver kun tre af projekterne evalueret rigtigt, og kun ét af projekterne har reelt en effekt.

Og det er en risikabel måde at behandle menneskers liv på. For et tiltag, der lyder positivt, kan godt have meget uønskede effekter. I et randomiseret forsøg i USA fik halvdelen af testpersonerne en mentorordning, mens de øvrige var kontrolgruppe. Da man senere målte effekten, viste resultaterne, at mentorordningen havde en signifikant, negativ effekt på hver eneste af de parametre, man målte på. De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man aldrig skal gøre noget. Men det betyder, at det ikke er nok, at noget lyder godt. Effekten af tiltaget skal være dokumenteret gennem videnskabelige tests, som vi f.eks. kender det fra medicinalindustrien. Ellers kan tiltaget, ganske som ikke-testet medicin, ende med at gøre mere skade end gavn.

Når kommuner mv. laver nye tiltag, bør de derfor gøre sig klart, om de ønsker at 1) gøre noget godt for målgruppen, eller 2) bidrage med ny viden. Hvis det er 1), skal de vælge tiltag, hvor der er solid dokumentation for effekten, så de ved, at de hjælper målgruppen. Hvis det er 2), skal de sikre, at evalueringen bliver grundig. Det kan betyde randomiserede forsøg og opfølgning på folks liv i årevis. Og at evalueringen kan være mange gange dyrere end selve tiltaget og kun i få tilfælde vil vise den ønskede effekt.

Men hvorfor skulle det egentlig også være mere acceptabelt at behandle folks liv med ikke-testede tiltag, end det er at behandle folks kroppe med ikke-testet medicin?

PS: Ovenstående indlæg blev også bragt i Børsen d. 3. august 2017

Hvor er kritikken af fagforeningerne i debatten om nedslidning?

En økonoms synspunkt, Incitamenter, Kronikker og debatindlæg, Mit synspunkt No Responses »

maj 072019

Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.

I disse dage raser debatten om tidligere pensionsalder for visse grupper. I medierne kan man høre den ene historie efter den anden om folk, der bliver nedslidt. F.eks. havde to deltagere i »Debatten« 24. januar på DR ondt i lænden og problemer med at sove på trods af, at de begge knap var 30 år gamle. Fagbevægelsen deltager ivrigt og begejstret i den debat. Men på intet tidspunkt bliver spørgsmålet rejst: Hvad er fagbevægelsens eget ansvar her? Fagbevægelsen har nemlig snorksovet i timen og forsømt at varetage deres medlemmers interesser.

For hvis fagforeningernes medlemmer er nedslidt, hvorfor lader fagforeningerne det så være op til et snævert flertal i Folketinget at bestemme, hvornår deres medlemmer kan trække sig tilbage med økonomisk støtte? Hvorfor har fagforeningerne ikke med rettidig omhu taget vare på deres medlemmers interesser, så de kan få den fornødne hjælp i slutningen af arbejdslivet?

Et eller andet sted har fagforeningerne jo gamblet med medlemmernes alderdom ved at overlade dem til flertallets gunst. Man har satset på, at resten af Danmarks befolkning ville finansiere medlemmernes tidlige tilbagetrækning. Og det lotteri mener man åbenbart selv, at man har tabt.

Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på, hvordan ens krop har det efter 30, 40 eller 50 år som murer eller sosu-assistent. Men det undrer mig, at fagforeningerne ikke har sørget for at sikre deres medlemmer en fornuftig alderdom, hvis det står så slemt til.

Havde fagforeningerne stillet krav om at få en bedre forsikringsordning eller bedre arbejdsforhold, er det klart, at medlemmerne enten ville have været nødt til at gå ned i løn, eller også ville fagforeningerne have mistet medlemmer, fordi højere udgifter for arbejdsgiverne reducerer efterspørgslen på arbejdskraft.

Men er det rimeligt, at fagforeningerne har ladet deres medlemmer slide sig ned uden tilstrækkelig sikring af deres alderdom? Er det rimeligt, at arbejdsgiverne ikke har betalt den fulde pris for arbejdskraften?

En høj pris på arbejdskraften ville have sendt et signal til arbejdsgiverne om, at denne udsatte arbejdskraft kun burde bruges, når det var strengt nødvendigt. Det ville have givet arbejdsgiverne en endnu større tilskyndelse til at investere i nye metoder og ny teknologi, som kunne reducere nedslidningen af medarbejderne. Og en lavere løn ville have signaleret til arbejdstagerne, at de skulle søge over i andre brancher, hvor man ikke bliver nedslidt. Begge dele ville have ført til færre nedslidte danskere. Og de, der blev nedslidt, ville have været dækket af fagforeningernes forsikringer i stedet for som nu at leve på flertallets nåde og regning.

Der mangler i den grad kritik af fagforeningerne i debatten om nedslidning på jobbet.

PS: Ovenstående indlæg er tidligere bragt i Berlingske.

Burde de offentlige fagforeningerne ikke kæmpe for liberalisering?

Kronikker og debatindlæg No Responses »

mar 212019

Er én stor arbejdsgiver, der kan presse lønnen og diktere arbejdsforholdene, bedre end mange forskellige arbejdsgivere, der giver faggrupperne flere valgmuligheder og skaber større konkurrence om arbejdskraften? Hvis ikke, burde de offentligt ansattes fagforeninger så ikke kæmpe for en liberalisering?

Da den første danske fagforening blev stiftet i 1871, var det bl.a. et opgør med de lokale arbejdsgivermonopoler, som havde stor forhandlingskraft i forhold til lønninger og arbejdsforhold, fordi arbejderne kun havde få andre steder at gå hen. I dag har moderne infrastruktur og transportmidler heldigvis fjernet arbejdsgivernes monopol. I dag kan stort set alle danskere hver dag nå mange tusinde forskellige arbejdsgivere indenfor ganske kort tid fra deres hjem.

Dét giver lønmodtagerne i den private sektor forhandlingskraft. For hvis en lønmodtager synes, at lønnen eller arbejdsforholdene er for dårlige ét sted, er det trods alt relativt let at finde en anden arbejdsgiver. Lønmodtagernes valgfrihed tvinger virksomhederne til at konkurrere om arbejdskraften, hvilket fører til bedre og bedre arbejdsforhold for lønmodtagerne. Hvis virksomhederne tilbyder for lidt, søger lønmodtagerne andre steder hen. Og tilbyder de for meget, taber virksomhederne penge og går konkurs. I sidste ende betyder det, at hvis bare valgmulighederne er rigelige for lønmodtagerne, er de sikret de bedst mulige arbejdsvilkår.

Lidt anderledes ser det desværre ud for de offentligt ansatte. Her er sjældent mange tusinde forskellige arbejdsgivere indenfor ganske kort tid fra lønmodtagernes hjem. Er du fx folkeskolelærer, skal du oftest til en anden kommune, for at få en anden arbejdsgiver. Og selv da vil meget af din arbejdsdag være tilrettelagt centralt fra København. Så lærerne kan — som arbejderne før 1871 — ikke gøre særligt meget, hvis de er utilfredse med arbejdsforholdene, fordi de nærmest er dikteret af få arbejdsgivere. Det samme gælder hjemmehjælperen, sygeplejersken, politibetjenten og mange andre offentligt ansatte. De offentlige arbejdsgivere har tæt ved monopol og kan derfor diktere lønninger og arbejdsforhold i lighed med de lokale arbejdsgivere i 1871. De ansatte i den offentlige sektor kan derfor ikke nyde samme gavn af konkurrencen, som deres venner i den private sektor. Med mindre altså fagforeningerne dygtigt forsvarer deres interesser.

Om fagforeningerne gør det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Faktum er dog, at offentligt ansatte får lavere løn (selvom det er noget, der konstant bliver debatteret — som fx da FOA’s Dennis Kristensen og Børsen Opinion skulle vurdere, om Joachim B. Olsen havde ret i sit løngæt), har markant dårligere arbejdsmiljø og langt flere sygedage end privatansatte. Og selvom de offentligt ansatte måske følger udviklingen på det private arbejdsmarked rent lønmæssigt, så er de langt bagud på andre områder, der også (måske endda i endnu højere grad?) er vigtigt for et godt arbejdsliv. Fx er personaleplejen i mine øjne en stor mangelvare flere steder i det offentlige: eksempelvis fik en af mine nære slægtninge, der er sekretær på en folkeskole, sølle to øl i julegave af kommunen for et par år siden (og nej — det skyldes ikke besparelser, men det må jeg komme ind på en anden god gang).

Hvis man betragter de offentligt ansattes overenskomsters omfang, skulle man ellers tro, at det var særdeles lukrativt at være offentligt ansat. Produktivitetskommissionen dokumenterede, at overenskomsterne i det offentlige er langt mere komplicerede og langt mere gennemreguleret. Så meget at det samlede overenskomstgrundlag på HK-området i staten er omtrent fire gange så stort som i det private. Men selvom man forsøger at regulere sig til bedre forhold, så er der altså ikke noget, der tyder på, at det virker.

Det ligger ikke fjernt at konkludere, at de fleste offentligt ansatte vil få store gevinster ud af en liberalisering af den offentlige sektor. Så ville folkeskolelæren, sygeplejersken mv. kunne tilvælge de mest succesfulde virksomheder. Dem, der fungerer bedst og derfor kan tilbyde de bedste arbejdsforhold. Præcis som vi har set det i store dele af den private sektor. Når vi derudover ved, at liberaliseringer vil medføre store gevinster for de ansatte som forbrugere (læs evt. min kronik fra d. 21. maj), burde strategien for de offentlige fagforeninger være klar.

Så tilbage står spørgsmålet: Burde de offentlige fagforeningerne ikke kæmpe for en liberalisering af den offentlige sektor? For medlemmernes skyld.

Ovenstående er en kronik, der blev bragt i Børsen d. 16. september 2017. Du kan downloade kronikken i avisformat her.

Ingen kvaler – Københavns borgere betaler (50 mio. kr. for ingenting)

Kan der spares i det offentlige?, Liberale synspunkter No Responses »

mar 012019

Denne artikel i dagens avis (Berlingske) kan vel bedst tolkes som at Københavns Kommune har brugt 50 mio. kr. på tant og fjas.

Jeg har tidligere kritiseret én del af de 50 mio. kr. Hvorfor bruger man SÅ mange penge på noget, man ikke har den fjerneste anelse om, hvorvidt virker?

Older Entries